|
0
registrerede
262
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Et kursus i mirakler
|
Hej Anne.
Tak for din nysgerrighed. 
Du spørger mig omkring dette:
"Det vanskelige for mig at se, er, når parterne ikke oplever konflikten på samme måde, sågar forstår det på hver sin måde, hvor det værste kan ske, er, at begge føler sig uretfærdigt behandlet af den anden: Hvem skal så tilgive hvem?"
Ja, mon ikke den beskrevne situation her er noget mennesket ofte oplever? Hvem skal gi sig? Hvem har ret? Hvem har såret hvem?
Dette sker i par-forhold, i forholdet imellem nationer, i politiske forhold, religiøse forhold, familie forhold, ja, vi ser det og møder det stortset overalt. Hele menneskehedens historie handler i stor grad om konflikt.
Spørgsmålet er så hvor konflikten har sin rod? Hvad er årsagen til menneskets følelse af at blive uretfærdigt behandlet? Hvad er årsagen til menneskets følelser af vrede, had, afmagt, skyld osv?
Normalt når vi oplever en følelse af at blive såret, så kigger vi efter årsagen hos andre mennesker. F.eks, det var dig som gjorde dit og dat, og det sårede mig. Det var dig som sagde dit og dat, og det kan du ikke være bekendt. Udfra vores ego siger vi at det er din skyld, at jeg ikke har fred og føler mig elsket. Du er synderen og skylden ligger hos dig og ikke hos mig. Dette kaldes projektion som du sikkert godt ved.
Det ser meget ud som om vi mennesker meget meget ofte føler os som ofre. Og mon ikke det er fra denne ide om at være et offer, at følelserne af vrede, had, skyld, frygt osv kommer fra?
For at der kan være konflikt, så må der også være modstridende ønsker. Men hvad nu hvis de modstridende ønsker er i ens eget sind og ikke har noget at gøre med andre mennesker? Hvad nu hvis konflikten i virkeligheden er i ens eget sind, og den tilsyneladende konflikt med andre mennesker blot er en undskyldning for ikke at kigge nærmere på hvad der sker i ens sind?
Der er også en anden ting i forhold til dette. Når jeg har en forventning om at andre mennesker skal opføre sig på en bestemt måde, eller har en forventning om, at det er andre mennesker som kan gi mig kærlighed, tryghed, glæde, omsorg osv, så sker det oftes at andre mennesker faktisk ikke lever optil mine forventninger. Dette frembringer oftes følelser af sårethed og vrede.
Hvis ikke jeg er bevidst om hvordan jeg selv "skaber" mine følelser af sårethed, vrede, had, skyld, frygt osv, så går jeg til angreb på andre mennesker. Så beskylder, anklager og bebrejder jeg andre mennesker. Og udfra mit ubevidste tankesystem har jeg også en meget god grund til at gi andre skylden. Jeg kan godt tilgive hvis de indrømmer hvad det er de har gjort imod mig. Det er en måde at ligge ansvaret fra sig på. Det er din skyld at jeg føler mig såret, og hvis du tager ansvaret for at jeg føler mig såret, så kan jeg godt tilgive dig.
Men lader jeg mit sind blive vejledt af Jesus´s vise ord, så ser jeg, at det jeg tænker om andre mennesker, det er det jeg tænker om mig selv. Det jeg ser i andre mennesker, det er det jeg ser i mig selv.
Så mine følelser af at være blevet uretfærdigt behandlet, eller mine følelser af sårethed, det er følelser som jeg selv "skaber" igennem de ideer jeg tror på. Mine reaktioner overfor andre mennesker er ikke forårsaget af andre mennesker, men er forårsaget af mine domme og fortolkninger. Mine domme og fortolkninger er mit eget ansvar, og derfor er mine reaktioner også mit eget ansvar. Så når jeg ikke erkender mit ansvar, så kommer der altid skyld og vrede imellem mig og mine medmennesker. Når jeg erkender mit ansvar og gir slip på det som ikke kommer fra Gud, så forener jeg mig med alle mine medmennesker i kærlighed og glæde.
Så jeg tilgiver ikke noget andre har gjort imod mig, men jeg tilgiver det jeg TROEDE de gjorde imod mig. Der er ingen som skal undskylde overfor mig, fordi jeg ønsker ikke at nogen skal føle sig skyldig. Det jeg ønsker andre skal gøre er, at tilgive sig selv for det de troede de gjorde, og så gi slip på deres skyldfølelse og få fred i deres sind.
Så man kan vel sige at forsoning for mig er, at tilgive(give slip på) ideen om synd og skyld, og så acceptere sin uskyld. Altså acceptere sig selv som man i sandheden er skabt af Gud.
Så rent praktisk går det vel ud på at give slip på alle tanker og følelser som ikke er kærlige og tilgivende. Og det første skridt er så at bevidstgøre det som ligger i det ubevidste, og her er forholdet til andre mennesker jo helt perfekt. Især hvis man har en kæreste eller er gift, så skal der nok komme gang i tanker og følelser. Så er der masser af muligheder for at blive konfronteret med ens ego.
Håber det gav dig svar på din nysgerrighed. Og håber ikke det var alt for "flyvsk". 
Kærligst Jan.
|
|
|
|
