|
1
registreret Arne Thomsen
14
gæster og
102
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: : Der skete noget i mødet med en kornmark
|
Jeg var ved stranden sammen med min søn og hans gode ven Leif, og vi havde det rigtig sjovt. Vi var ude at bade i det kolde vand, og så spillede min søn og jeg beachvolley mod nogle rigtig hardcore beachvolley strandløver, og ja, selvom vi fik tæsk så havde vi det rigtig sjovt. 
Vi havde lånt nogle citybikes til Casper min søn og Leif, og så rullede jeg på inliners, og vi kørte afsted i den dejlige sommer varme, og nød virkelig hinandens selskab. Vi spiste vores madpakke nede ved stranden(hvor vi fik lidt klø af beachløverne  ), og vi havde en rigtig rigtig god dag sammen, og ikke mindst havde jeg nogle oplevelser af at "glemme mig selv", hvilket jeg oplever som at glemme tiden, og så blot være fuldkommen bevidst om livets eenhed.
Med hensyn til fortid og fremtid, så har min søn og jeg en fortid sammen, og vi har også en fremtid sammen, men det eksistere jo kun som en erindring og en forestilling. Når jeg er sammen med min søn så virker det "lettere" for mig at kunne se ham og være sammen med ham uden det filter af erindring og forestilling, end når jeg er sammen med andre mennesker(men jeg arbejder på sagen :)). Og måske er der alligevel en erindring, men denne erindring viser måske at kærligheden ikke er betinget eller begrænset.
Når vi mennesker kan se den dybde vi i sandheden rummer, og ikke begrænser hinanden(og os selv) ved kun at se alt igennem fortidens tanker, så opstår der et rum hvor alt på en måde fremtræder som helt nyt og fuldkommen uskyldigt, og som jeg oplever det, så er kærlighed i virkeligheden det at vi tillader alt liv at være som det er(accept), og på den måde ikke gør livet til noget det ikke er, for livet er der blot for at vi skal dele det med hinanden som kærlighed.
Som Jerry skrev til mig omkring hvad serotonin er, så er vi mennesker ofte begrænset af at vi ser os selv som biologiske væsner, og vi underlægger os så fortiden, for kroppen viser os kun fortiden, og egentligt er det billedet af kroppen inde i sindet som viser os fortiden, for hvis man bevæger sig lidt dybere ned i den struktur som vi kalder liv i fysisk forstand, så er alt liv egentligt altid nyt, for intet er det samme som det var for et øjeblik siden. Det er som om at vi mennesker på en måde oplever et form for stilbillede inde i vores sind, hvor vi ikke kan se at alt i hvert et øjeblik altid er nyt. Men det er nok fordi vi begrænser os selv til kun at se overfladen og ikke helheden.
Hvad har du oplevet kære jmp?
Kærligst Jan.
|
|
|
|
