|
3
registrerede somo, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
43
gæster og
128
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Sandheden
|
Hej Anne.
Du har mistet din hund - og det gør jo ondt.
Hvis du ikke havde elsket din hund, ville det ikke gøre ondt, men det tror jeg ikke, du foretrækker.
Den lidelse, du gennemgår nu pga. dit tab, tror jeg, er en del af livets skønhed.
Det er umuligt på grundlag af dine oplysninger at sige, hvad der ramte din hund.
Den var uden tegn på sygdom tre timer forinden, skriver du, men du skriver også noget om flere uger med nedsat syn.
En hjernesvulst kan næppe give så pludselige symptomer, men synsforstyrrelser gennem nogle få uger kunne jo godt tyde på, at et eller andet galt var i gang i hjernen.
Hjerneblødninger og blodpropper i hjernen sætter ret pludseligt dele af hjernen ud af funktionen, fordi hjerneceller ikke overlever selv ret kortvarig iltmangel, men den slags er ret sjældent hos hunde (måske, hvis den var meget gammel).
En tredje mulighed er hjernebetændelse (eller hjernehindebetændelse), der kan give lignende symptomer, og som kan udvikles hurtigt (En bakterie, der har det godt fordobler sig ofte på ca. 20. minutter - det bliver til en milliard i løbet af ca. 11 timer).
Den dyrlæge, der aflivede din hund (hvis det var en dyrlæge) må have set hundens symptomer og er nok den, der bedst kan svare. En obduktion kunne have fortalt endnu mere.
Tak for din omtanke ang. min nye kunstige hofte. Den har det godt, jeg kan ikke mærke, den er kunstig (plastic og titanium), og jeg går igen normalt (imponerende, så dygtige de "knoglesnedkere" er  ).
- - -
Du fremhæver næstekærligheden og Helligånden som budskaber fra Jesus.
At opfordres til at elske sin næste var jo også gældende i jødedommen (kan man bl.a. læse i beretningen om den barmhjertige samaritaner), men hvem næsten var, blev jo udvidet (hvor meget skændes bl.a. danske teologer som Søren Krarup og andre jo stadig om  - og i islam omfatter det også dyr).
Alligevel er opfordingen til at elske Gud, andre mennesker, og sig selv, vel nok det stærkeste og det smukkeste i budskaberne fra Jesus (men det undrer mig, at kærligheden ikke udstrækkes til alt værende - her er buddhismens medfølelse - befriet fra det jeg-centrerede - jo nok mere altomfattende - og i de hinduistiske religioner er det jo karma-idéen, der nærmest overflødiggør behovet for næstekærlighed - på en for mig at se uhyggeligt brutal måde).
Med Helligånden bliver det straks lidt sværere, synes jeg.
Er det den Helligånd, som i oldkirken sammen med Sønnen udgår fra Faderen - eller er det den Helligånd i den romersk katolske - og efterfølgende også i de protestantiske kirker, som udgår både fra Faderen og fra Sønnen (gennemtrumfet af Karl den Store)?
Det er svært for mig at acceptere Karl den Stores version.
Men bortset fra det teologiske roderi, så er for mig ordene fra Jesus om den flygtige og allesteds nærværende ånd både ufattelige og gribende (men kan man ikke fornemme/opleve helligåndens nærvær, så er hån og spot vel lige så nærliggende, som at tegne en vis profet med en bombe i sin turban).
Beretningen om Jesus og Peter, det gik på vandet, tager du frem i forbindelse med spørgsmålet om, hvad Jesus mon ville have sagt til den ikke troende Treram.
Peter kunne gå på vandet, men kom i tvivl - og sank.
Det overbeviser vist ikke Treram - og egentlig heller ikke mig.
Og den Jesus Kristus, jeg bilder mig ind at fornemme, tror jeg snarere ville have medfølelse med et menneske, der kun har naturlovene og tilfældigheder at støtte sig til - og som endda er tilfreds hermed!
Det er jo faktisk en meget ydmyg livsholdning - og jeg tænker på om mon det er sådan noget Jesus berettes at have talt om med udtrykket i bjergprædikenen: De fattige i ånden (som vist alle er enige om i hvert fald ikke betyder: de åndssvage - men hvorefter der vist nok er vild uenighed)
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
