|
1
registreret
(1 usynlig),
277
gæster og
163
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Åndelighed
|
Hej Thomas.
Nå, nu forstår jeg bedre, hvorfor du slår så hårdt på de ord fra Jesus Kristus, som du tror på.
Du anklager dig selv for hykleri og ondskab og viser din store utilfredshed med ikke at leve op til kærlighedsbuddene.
Nu ved jeg jo ikke, hvor slemt, det er, det du anklager dig selv for, men mit gæt er, at du nok dømmer dig selv meget hårdt.
Ligeså kan der vist ikke være tvivl om, at du gør, hvad du kan, for at leve op til dine mål.
Det minder mig om en Ikón, jeg har set mange steder i små kapeller på en lille græsk Ø.
Den forestiller Marias hensovning.
I den ortodokse kristendom kan Maria, Gudsfødersken, ikke dø, så hun sover hen og føres til himmels af sin søn og af engle.
På billedet ligger hun på en katafalk, omgivet af apostlene.
En nysgerrig jødisk præst har fået fornemmelsen af, at der er noget særligt ved denne kvinde og søger at røre ved hende, men ærkenglen Mikael, englenes hærfører, opdager præstens forehavende og hugger omgående begge præstens hænder af.
På billedet ser man de blodige afhuggede hænder flyvende i luften, men man ser også, at Maria åbner sine øjne for sidste gang.
Fortsættelsen af historien er, at Maria ser den blasfemiske hensigt, men tilgiver præsten og sætter hans hænder på igen.
Altså guddommelig kærlighed - også til synderen, gudsbespotteren.
Så er det, jeg tænker, om ikke dine synder er mindre.
Og tillige, at vi mennesker jo er styret af vores vilje, men også af vore følelser - også fra det ubevidste - og som vi jo ikke er herrer over.
At resultatet ofte bliver pauvert, er vel derfor ikke overraskende, og vi kan så vælge at vende blikket bagud i knugende anger.
Men vi kan også vælge "metanoia" - efter dyb indlevelse i det mislykkede at finde veje til at gøre det bedre fremover (en væsentlig bestanddel af ortodoks kristen bøn).
Tak for dine gode tanker om min hoftelidelse.
Faktisk kom jeg under operationen (i rygmarvsbedøvelse og derfor ved fuld bevidsthed) i så spændende en samtale med den mandlige narkosesygeplejerske, at jeg glemte operationen og først kom i tanker om den igen, da kirurgen begyndte at banke det kunstige hofteled på plads med en hammer. Det ku' jeg ganske vist ikke mærke, men jeg ku' høre det - og nåh ja, jeg var jo ved at blive opereret 
Og jo, jeg har gode mennesker omkring mig, og det går fint.
Men først og fremmest har jeg følelsen af, at der er én, der elsker mig og vil mig det godt - Ham på billedet i den lille kirke på toppen af bjerget - Kristus Ikonen (Du kan se ham i billedgalleriet).
Jeg er helt sikker på, at Han elsker også dig - uanset at min fornuft siger mig, at jeg er vanvittig.
Men hvor meget kan man forlange af sin fornuft?
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
