|
0
registrerede
64
gæster og
134
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Nu ramler det for de kristne!
|
Michael,
Du er en kedelig type, nu har du igen taget ordet og hvad får vi, snak og banaliteter, hvorfor holder du dog ikke liv i debatten? Hvorfor går du ikke ind i debatten?
Men jeg tror du har det godt når du selv taler. Du blev ihvertfald sygelig jaloux og gik ud af dit gode skind og blev mærkelig, da jeg havde en debat med Anne. Hvilket ikke er første gang du optræder på denne barnlige ødipale måde.
Du skriver:
Hvis kristendommen er en fold. Citat slut.
Kristendommen er ikke nogen fold (brønd) og hegnspælene (brøndens sider) der afgrænser denne fiktive fold (brønd) er ikke dogmerne og trosbekendelserne. Sådan tænker du, men sådan er det ikke, hvilket du burde vide fra de mange debatter du har haft med FL Vang; med Anne og med mig.
Det kendetegner netop kristendommen at den ikke ønskede at afsondre sig selv fra omgivelserne, men man ville i dialog med omgivelserne, med verden. Kristendommen identitetsmarkerede netop så kraftigt overfor gnostikerne fordi disse mente at kristendommen bestod af en hemmelig esoterisk tankeverden, et alternativ verdensbillede (den hemmelige guddommelige åndelige virkeligheds verden som Jesus i enerum ifølge Peter Rubæk skulle have hvisket disciplene i ørerne).
Du skriver:
Man må forstå sin religion, som f.eks. kristendommen, som en del af ens begrænsning, en del af det som er en selv, men ultimativt er alle religioner tankevirksomhed. Citat slut.
For dig er den ultimative virkelighed tankevirksomhed og dette at være fanget og indespærret i sindet, Selvet, dig selv som tænkende væsen der skal forstå dig selv. Du mentaliserer alt, og derfor projicerer du din egen trang til mentalisering ud på de kristne og konkluderer at kristendommen også er tankevirksomhed.
Du har søgt sindet, og du har fundet sindet, og nu kan du ikke komme fri igen; og det er nøjagtig det forhold jeg har advaret dig imod i lang, lang, tid nu efterhånden (og med bekymring ser at en frisk fyr som Serotonin nu også gør). Kristne er tænkende væsner, men de er ikke som dig fanget i Sindet på den måde at de mentalisere tilværelsen som du gør, på en sådan måde at deres kristne liv består af mentale trosforestillinger.
Både Paulus og Luther har tematiseret over at kristendommen ikke er identisk med mentale trosforestillinger, altså at tro ikke er at vi tror dette eller hint, holder dette eller hint for værende sandt i sindet (så kunne vi jo ikke lave andet). Vi render ikke rundt med en mental eller en metafysik Sinds-virkelighed/verden (falsk bevidsthed/overbygning) hvis skellet er dogmerne og trosbekendelserne. Dette er din projektion imod de kristne. Du tror kristendommen er det du kan begribe og forstå som værende kristendom. Men kristendom består af levende stene, mennesker der er så forskellige at du tror det er løgn og de er ikke fyldt med de tanker (mentale tros og tankeforestillinger) du tror de er fyldt med.
Læs følgende så grundigt og langsomt at noget hænger ved, så vi undgår disse evindelige gentagelser med dig.
Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut.
Disse efterfølgende ord af Luther er til en type som dig, der ikke forstår kristendommen:
At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Fordi dit eget liv er endt i at bestå udenlukkende af menneskeligt tankespind (Krishnamurtisk tankespind) som stammer fra det Sind du har søgt og desværre fundet (desværre; for du får svært ved at komme fri, da det er biokemisk funderet af mange års adfærd, vaner og tilvænning) så tror du alle mennesker lever sådan.
Hvis Paulus mødte dig ville han blive forfærdet over din fastlåste mentale situation med dig Selv, og han ville gøre alt, ja alt, for at få dig frigjort af det Sind (menneskelige tankespind og Krishnamurtisk filosofi) der har bemægtiget sig dig og dit liv. Han ville gøre alt for at du igen skulle mærke livets ånds lov gøre sig gældende i din forpinte ødipalt narcissistiske fortænkte mediterende sjæl der har fået det trælleåg på sig at skulle forstå sig selv.
Det er som selv Dalai Lama endelig har opdaget og advarer stærkt imod, at når man søger at forstå sig selv, så finder man Tomheden (man graver sin egen grav; går til grunde i sig selv og du skal netop ikke grunde i dig selv). Det er en måde at sætte det rige liv man har fået skænket over styr.
Men træk nu i arbejdstøjet, vend tilbage til debatten og kom igang med at kritisere min falske Kristus forkyndelse og hjemmestrikkede kristendom. Og du må da gerne lige bevise for mig at min kristendomsforståelse og min Kristus-forkyndelse er min egen private hjemmestrikkede; for jeg tror nok som Anne også påpegede, så er jeg ret så klassisk hard core Krist-e-lig i min forkyndelse/Kristus-forkyndelse.
Den forrykte ide at man kunne lære Kristus-virkeligheden at kende ved at søge i sit eget sind og forstå sig selv, har jeg dog aldrig haft. En ide du for en stor del deler med Peter Rubæk; og EKIM folket.
At forestille sig Jesus og Paulus som meditative personligheder der ønsker at lære sindet at kende, er en umulighed, hvis man skal være tro overfor de historiske kendsgerninger vi har adgang til. At forestille sig disse to være beskæftiget med at forstå sig selv er lige så stor en umulighed af samme årsag.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
|
|
|
|
