|
1
registreret
(1 usynlig),
237
gæster og
120
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Nu ramler det for de kristne!
|
Hej Hanskrist
Tak for dit gode indlæg med både enighed og uenighed; en uenighed som tager afsæt i min korte definition på det mystiske element i troen:
Mystik: indre betragtning, indadvendthed, en samtale med Gud. Citat slut.
Den er korrekt nok i den forstand at mange praktiserer denne form for mystik (u-Krist-e-lige Guds mystik). Dialogen med Gud er okay (det var også det du skrev om, men du koblede lige "indre betragtning" og "indadvendthed" på), vi får jo en lektion i at være i dialog med Gud hos Johannes, men med indre betragtning og indadvendthed stående lige foran så peger dialog med Gud i forkert retning, for så er der åbnet op for en Peter Rubæksk Tivoli slaraffenland af EKIM-ske Groff-ske Estherske dimensioner. Freud sagde at vi måtte lave et bolværk imod dette ubevidste slam.
Jeg håber, at det blev klart for dig med gårsdagens indlæg, at jeg er enig i, at ovenstående definition på ingen måde er fyldestgørende. Jeg vil dog ikke gå med til at ophæve den, for polemik er en ting, noget andet er, hvad vi får givet af Gud, og hvordan vi oplever vores tro. Derfor var det også min hensigt at beskrive mystikken som noget, der både rækker indad og udad, og jeg finder derfor ikke anledning til at sidestille mine ord med det, du kalder en ”Peter Rubæksk Tivoli slaraffenland af EKIM-ske Groff-ske Estherske dimensioner”.
Vi kan altså ikke udelukkende bygge en definition på den kristne mystik ud fra Paulus’ breve, for Paulus befandt sig i en helt anden kontekst, end vi gør i dag, men det vi kan bruge, og der hvor den kristne mystik også for mig at se tager sit udgangspunkt er troen; troen som det levede liv, det oplevede, det indholdsmæssige, hvor Kristus bliver vores ny virkelighed. Men det er vigtigt at se, for at det hele ikke blot bliver begreber eller livsfilosofi, at vi som mennesker konstant er i dialog med os selv, og at vi med vores ’jeg’ eller mangel på ’jeg’ hele tiden stilles i et forhold til vores omverden. Vores forhold til andre mennesker og forhold til Gud er derfor ikke kun noget, der foregår uden for os selv, for vi involveres med både tanker og følelser, og jeg’et stilles så at sige hele tiden på ”prøve”. Der vil derfor være en tid til den indre betragtning (handling) og en tid til den ydre betragtning (handling).
Men når advarselslamperne lyser, ja, så lyser de jo:
”Advarselslamperne lyser:
Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, og som ikke holder sig til ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst. Kol 2, 18 - 19.
Jeg forstår dine advarselssignaler, men jeg synes ikke, at dette er, hvad min tilgang til mystikken rummer.
Deri hvor blandt andet Kræn-p og mange andre tager fejl, er at jeget er det moderne, det nye, det sidste tilkommende (kronen på værket som Steiner og de tyske filosoffer også fik øje på det). Det er en fejlopfattelse at tro jeget er noget primitivt og arkaisk som skal bekæmpes, for det er det ikke. Det nye er at nogle samfund tillader et jeg, at en overdådig rigdom af personlighed og individualitet og frihed udvikler sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed). Det er denne antropologiske værdistigning vi finder i kristendommen, især udtalt hos Paulus.
Enig. Jeg’et ser jeg som det grundlæggende for vores personlighedsdannelse, det er vores handlingsbase, om vi er troende eller ikke-troende.
” Men i øvrigt er jeg meget enig med dig i næsten alt. Men jeg gør selvfølgelig alt hvad jeg magter for at du ikke skal gå glip af den Kristus-mystik vi finder hos Paulus som adskiller sig fra gængs religiøs mystik.”
Spørgsmålet er, om jeg går glip af Kristus-mystikken, den kristne mystik, og om jeg overhovedet har præsenteret en ”gængs religiøs mystik”?
Mit hovedanliggende i denne uge har været at lave et oplæg om bøn som en samtale med Gud. Jeg fandt, at Kristus-mysteriet spillede en væsentlig rolle her, men da jeg skulle bruge dette oplæg til en refleksion til en gudstjeneste for de folk, der nu måtte komme fra gaden, handlede det for mig om at finde et begyndelsessted; et sted hvor folk kommer ind i dem selv uden at blive påduttet alle mulige kristologiske begreber. Min inspiration blev derfor Wilfred Stinissen, og ham vil jeg trække på fremover, fordi han netop skelner mellem kristendommen og østens religioner men uden at være polemisk og ensidig. Men så er det jo godt, at vi har dig, Hanskrist, til at råbe lidt op og kære om den antropologiske betydning af troens begivenhed, Kristus.
Er Wilfred Stinissens ord som disse svære at gribe for dig?:
”Der findes et hjem indeni ethvert menneske, et hjem hvor både Gud og mennesket har hjemme. Dette hjem er fuldt af berusende liv […] og står altid åbent, man kan komme hjem når som helst. Porten dertil er bønnen, og porten åbnes altid når vi banker på".
Mvh
Anne
|
|
|
|
