|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
70
gæster og
71
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Nu ramler det for de kristne!
|
Kære Hanskrist
Når jeg reagerede, som jeg gjorde i nat, skyldes det, at du tager én sætning - bestående af en ganske kort definition på det mystiske element i vores tro - ud af konteksten. Det er ikke en fair behandling af en tekst. Omvendt må jeg jo så bruge nogle flere ord på at definere den kristne mystik og eksemplificere, hvorfor jeg finder den relevant.
Mit overordnede udgangspunkt (eller tese) er, at den kirkelige/dogmatiske kristendom først giver mening som noget erfaret eller oplevet. Mennesket har brug for at undre sig, det har brug for at undersøge, det har brug for at forstå men gang på gang må det komme til kort over for Kristusmysteriet. Det er ikke nok at sætte ord og begreber på troens begivenhed Kristus, forstået som den kristne mystiks forudsætning, det må også opleves. Der har du kernen i mystikken, som jeg ser det.
Aksel Haaning beskriver således den kristne mystik: "Mystik er direkte oplevelse af troens indhold" ("Den kristne mystik", s- 14).
Hvor troen handler om teologiens indhold, altså det vi tror på, handler mystikken om det, der opleves qua vores tro, dvs. den mystiske oplevelse. Det kan, som også Aksel Haaning er inde på, være en længere forberedelse, et uventete chok eller en følelse, der siger mere end ord er i stand til. Fordi den mystiske erfaring eller erkendelse er ledsaget af oplevelse, fortsætter Aksel Haaning (s. 15), kan det være svært at definere mystik. Vores forståelse af denne vil nok altid være personligt farvet.
Paulus er et glimrende eksempel på dette. Hans omvendelse - Damaskusbegivenheden - er også et udtryk for en guddommelig oplevelse, og de ord Paulus efterfølgende sætter har jo som bekendt fået en afgørende betydning for den kristne mystik: "Det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig" (Gal. 2,20). Vores 'jeg' oplever så at sige, at noget er større, noget er rykket så tæt på os, at vi rykkes bort fra det gamle og ind i noget nyt. Dette forstår jeg selv som på den ene side noget, der kan ske nu-og-her, mens det på den anden side er en gradvis proces, og jeg mener, at denne forståelse er i overensstemmelse med Paulus' brevtale til sine menigheder.
Men inden vi som de nye individer, vi er blevet i Kristus, går ud i verden med håbet om også at kunne være med til at forvandle denne (sat på spidsen!), at være Guds tjener, leve og ånde for troen som den daglige gudstjeneste, den er, har vi også et rum, hvor vi ser anderledes på tilværelsen end, vi gjorde tidligere, for vi ser ikke længere med verdens øjne men er udstyret med Kristi sind.
Alle disse ord giver simpelthen ikke mening uden selv at have erfaret troens indhold. For mit eget vedkommende handler det om at integrere de kristne begreber i mit trosliv. Paulus taler om, at Ånden åbenbarer det, der siden verdens begyndelse var forudbestemt til at føre os (1. Kor. 2,6). Jeg kan godt se, at Paulus foruden sin egen indre oplevelse af troens indhold (samtalen med Herren Jesus Kristus: Saul Saul, hvorfor forfølger du mig?) også skitserer en mere pragmatisk mystik i og med, at han er i gang med at grundlægge menigheder og hjælpe dem til at forblive kristne. Kristus er med en andre ord en "handlingsbase", vores åndrige deltagelse i Gud og overgivelse til, at Gud handler med os. Paulus giver sine menigheder en helt ny forståelse af de menneskelige værdier, hvor alle er lige i Gud, og hvorfor broderkærligheden også får en helt central plads hos Paulus.
Jeg mener heller ikke, at den kristne mystik bare er indadvendthed, men der hvor vi selv oplever troens indhold, oplever Gud som en sjælelig erfaring i vores indre, kan der godt være tale om en indadvendthed, en skuen indad, uden at det betyder, at vores kristne trosliv er en tilbagetrækning fra denne verdens virkelighed. Det skel, som den mystiske oplevelse sætter, peger også på det erkendelsesmæssige element, som vi finder hos Paulus, nemlig det at kende sig selv stykkevis jfr. 1. Kor 13:
"v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud."
Til slut vil jeg gerne citere Aksel Haaning, der i sin afrunding om den kristne mystik hos Paulus og senere hen i det 14. årh. hos Eckeharr skriver følgende:
"Det drejer sig om den vældige tanke, at Gud som sjælelig erfaring i mennesket, altså ikke kun en trosgenstand eller en moralsk relation, er tilstede før mennesket selv, og at der er en instans, som i en vis forstand styrer og følger et menneske og dets udvikling. Således at det sjælens øje, mystikkerne ofte omtaler, ikke blot er det vi ser med, men også bliver set med. At der her er en mulighed for indsigt, hvor vi kan skue mod ikke blot en højere dimension, som det populært hedder, men en større dimension, som omgiver os på alle sider og derfor er både højere og lavere" (s. 24).
Jeg vil nok ikke kalde mig selv for mystiker i den forstand, men jeg kan tror, at der er nogle elementer af den kristne mystik som er vigtige at få med ind i vor tids kristendom - både for at bevare den kristne tradition men også for at New Age retningerne ikke skal tage patent på spiritualiteten. Desuden tror jeg, at den kristne mystik, er et fælles anknytningspunkt for både den katolske, ortodokse og protestantiske kirke.
For i øvrigt ser jeg, at Arne frimodigt er gået ind i en debat med dig om den religiøse oplevelse, hvilket på sin vis ikke ligger langt fra denne diskussion. Mødet med et Ikón er vel også noget, der hører til den mere mystiske del af den kristne tro?
Mvh
Anne 
P.S
Hanskrist, du må undskylde, hvis min kommentar i nat var for meget. Jeg var lige kommet fra en langt gudstjeneste, der vækkede en masse mystik for mig, og dette som en bevægelse ind og ned i dybet samtidig med, at denne bevægelse fik en funktion for nogle udrettede handlinger i løbet af aftenen.
|
|
|
|
