|
1
registreret
(1 usynlig),
619
gæster og
132
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Virtuel omsorg
|
Dit indlæg var stilet til Anne, men nu kan jeg altså ikke vente længere!
Vi kan tro på en Gud, men det er ret tydeligt at Gudsforestillingerne i de forskellige religioner er skabt i vort billede og ikke omvendt som myterne hævder.
Nogle myter hævder, at Gud er Ånd, og at han ikke ligger inden for den rationelle erkendelses grænser. Hvad gør det ved "skabt i vores billede"?
Man kan tro, at der er en relation og et slægtsskab mellem en evt. skabermagt og det skabte, men vor eksistentielle situation er den, at vi umuligt kan kan nå frem til Gud qua vor rationelle tanke i videnskaben og i filosofien. Gud må til evig tid forblive en gåde og et mysterium uden for vor forstand og erkendeevner i det jeg kaldet for ”det absolut transcendente”
Det ene fører ikke logisk til det andet, for den rationelle tænkning i videnskab og filosofi er ikke den eneste måde at erkende på. Eller kan videnskaben eller filosofien da argumentere for, at det er den?
Et lille bitte barn kan ikke forstå logik, men logikken findes alligevel. Ligeså med den erkendeform, som kun få er forundt. En erkendelse, som hverken består af sansning eller rationel fornuft. Tænk hvis barnet ville påstå, at logikken slet ikke er logik, men blot "følelser" eller "forvirring" - sådan er det at forklare den højere erkendeform for dem, der ikke kender den.
Filosofien bryster sig af argumentation, men strander altid på nogle grundantagelser, der ikke gøres yderligere rede for. Hvordan skulle den ellers undgå at havne i en uendelig regres?
At se noget fra Guds synspunkt er vel at se det under evighedens synsvinkel, altså en metafor. Hvad Gud er, eller om han er, ved ingen. De kan tro de ved det og at de kender Gud, fordi de føler hans nærvær og fordi verden uden Gud føles meningsløs. Det var Kierkegaards synspunkt.
Dette synspunkt hviler igen på antagelsen, at hvis noget ikke kan forstås med den rationelle forstand, så må "erkendelsen" være reduceret til et spørgsmål om følelser.
Du taler selv om disse følelser i resten af dit indlæg. Simon og andre har prøvet at argumentere - til at begynde med. Men så render de ind i ikke at kunne redegøre for, at logikken er den eneste måde at erkende på, hvorefter de bliver nedladende og flygter fra deres flagskib. Argumentation.
Det er sgu da komisk...!
Men da jeg opfatter dig som den ubestridt mest intelligente debattør her på siden, kunne jeg godt tænke mig at høre din mening om det her, som jeg ville kalde filosofiens begrænsning.
Modsat Ole Bjørn forfalder du ikke til at klistre diagnoser og andet skidt på folk.
|
|
|
|
