|
1
registreret Arne Thomsen
54
gæster og
161
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Virtuel omsorg
|
Kære Anne!
Det er yderst prisværdigt, at Arne Thomsen forsøger at rejse en debat om islams kvaliteter. En debat som jeg fandt særdeles relevant for set samlet og unuanceret er det fra et kristent eller postkristent sekulært perspektiv vanskeligt at få øje på noget som helst positivt ved islams lære.
Her finder jeg det interessant, at Luther trods hans splittede sind og teologiske fordømmelse af islam som et kristent kætteri, et afguderi i form af dyrkelse af Djævelen, alligevel finder positive ting st sige om muslimers pietisme. Luther forstod nemlig at skelne mellem ideologien og teologien islam og den måde de enkelte muslimer faktisk praktiserer deres religion på.
i Luthers teologiske fordømmelse af islam lægger han i sine skriverer om tyrken og den tyrkiske fare konsekvent afstand til ”korstogstanken”, det vil sige forestillingen om, at kristenheden skal føre krig mod tyrken i Guds eller Kristi navn. På reformationstiden i begyndelsen af 1500-tallet, hvor det tyrkiske osmannerrige stod på højdepunktet af geografisk udstrækning og politisk og militær styrke, spillede ”korstogstanken” stadigvæk en rolle for de romersk katolske. Dette katolske syn på konflikten med islam ser Luther som en forhånelse af Kristi navn og en pervers sammenblanding af kirkens og den verdslige øvrigheds opgaver. Kirken eller den kristne menighed kan for Luther umuligt udgøre en hær, der med våben skal stride imod Kristi fjender, muslimerne.
Kirken bliver nemlig alene kirke ved, at evangeliet forkyndes til tro; og hvor mange eller hvor få, der hører til de rette troende, må nødvendigvis forblive skjult for menneskers øjne. En ”kristen” hær kan, siger Luther, sagtens tænkes at bestå af mennesker, der er værre syndere end tyrkerne. Hvis en sådan hær vil føre Kristi navn i sit banner, begår den da en større synd end nogen tyrk.
Rent teologisk betragter Luther de tyrkiske erobrere som et strafferedskab i Guds hånd imod den ulydige kristenhed. Tyrken er Guds ”vredes ris”, som Luther udtrykker det med henvisning til de gammeltestamentelige profeters tale om de fremmede fjendtlige folkeslag som redskaber for Guds vrede mod Israel. Samtidig er den tyrkiske voldsmagt for Luther også Djævelens tjener, en eksponent for ondskabens morderiske og ødelæggende kraft. For Luther er dette ingen modsætning – Djævelens og det ondes hærgen er altid i sidste instans underlagt Guds plan. Det tyrkiske stormløb mod Europa er altså set med Luthers øjne ingen tilfældighed, men et udtryk for Guds vrede mod kristenheden, en dæmonisk magt, der som straf slippes løs mod de kristne lande.
Denne teologiske tolkning af begivenhederne er ikke ensbetydende med nogen dæmonisering af muslimerne som mennesker. Det er islam som åndsmagt, en dæmonisk magt, der strider mod Gud, Luthers udsagn er rettet imod. Den egentlige og afgørende strid med tyrken og islam er for Luther slet ikke sværdets strid på slagmarken men kristenhedens åndelige strid mod Djævelens magt. Denne åndelige strid består slet og ret i, at evangeliet om Jesus Kristus forkyndes og høres i tro. Og hvor Guds vredes ris hænger synligt for enhver over kristenhedens lande, skal der forkyndes omvendelse og udholdenhed i bønnen.
Lige som mange af nutidens kristne har lagt afstand til og omfortolket både forestillingerne om synd, Djævelen og islam som Djævelens tjener fordi Luthers teologiske paradigme vækker anstød i en moderne kristen tankegang, på samme måde blev Luthers nye tanker i samtiden forkastet af det ældre katolske paradigme, som han gjorde oprør imod.
Faktisk blev Luther i sin samtid beskyldt for defaitisme i forhold til den tyrkiske fare, idet hans afvisning af ”korstogstanken” blev udlagt, som om Luther hævdede, at man slet ikke skulle gøre modstand mod tyrkerne. Men også kejseren eller den verdslige, politiske øvrighed har ifølge Luther en krig at udkæmpe mod tyrken på det verdslige plan. Dette er for Luther ganske enkelt en funktion af øvrighedens pligt til at beskytte sine undersåtters liv og ejendom. Enhver ordentlig øvrighed har pligt til at værne land og folk imod en morderisk og røverisk angriber. Og enhver, som er kaldet dertil, kan da i lydighed mod sit embede og med god samvittighed føre krig mod tyrken under kejserens banner og på hans befaling.
Muslimerne skal altså ikke bekæmpes for deres tros eller læres skyld; men de kristne lande skal selvfølgelig forsvare sig imod det tyrkiske riges aggressive ekspansion. Intet kunne ligge Luther fjernere end tanken om at føre religionskrig eller med magt at ville omvende muslimerne til kristendommen. Tyrkerne skal bekæmpes som angribere; deres tro og lære skal man lade dem have i fred.
Luther er klarsynet nok til også at erkende islams kvaliteter og han ser den som en fristelse for de kristne. Luther taler et sted om, at verden ligefrem synes at fyldes med disciple af den tyrkiske tro. En betragtning som synes lige så aktuel i dag som den var på Luthers tid. Forklaringen herpå er ifølge Luther, at fornægtelsen af Kristi guddom behager den menneskelige fornuft; og der ligger en særlig appel til den syndige menneskenatur i den islamiske idé om at beherske verden ved sværdets hjælp.
Luther er således langt fra blind for den tiltrækningskraft eller fascination, som der set med europæiske, kristne øjne, kan ligge i islam. I 1530 skrev Luther forordet til en beskrivelse af tyrkernes tro og skikke fra 1400-tallet, der skulle genudgives. Her – som iøvrigt også andetsteds – vender Luther sig kritisk mod den form for skildringer af tyrkerne, som alene lægger vægt på de for kristne europæere umiddelbart frastødende sider. Det er for Luther vigtigt at være fuldt opmærksom på også de mange fortrin, hvormed muslimerne kunne synes at skille sig ud fra de kristne. Det gælder således den enkelhed og værdighed, som præger den islamiske gudstjeneste og bøn, og som der i kristenheden næppe findes magen til. Det gælder endvidere de ekspempler, som islam kan påvise, på strenghed og afholdenhed, og som langt overgår, hvad selv de strengeste katolske ordensfolk kan påberåbe sig.
Den, der med alvor og oprigtighed bekender sig til pavens og hans tilhængeres lære om afholdenhed og gode gerninger, bliver således nødt til at indrømme, at muslimerne i disse ting overstråler de kristne. Muslimerne er ikke de kristne moralsk underlegne, på nogle punkter snarere tværtimod. Og det er netop i sin mest sympatiske eller tiltrækkende skikkelse, at islam viser sig som en magt stik imod det kristne evangelium. For Luther er der ingen tvivl som, at det for kristne, der kommer under det tyrkiske herredømmes magt, er en virkelig fristelse at lade sig forblinde af de mange og åbenbare fortrin, der er knyttet til islam, ikke mindst, hvad muslimernes ydre praksis angår.
På denne baggrund må den aktuelle konflikt med et Europa under islamisering drevet af aftaler mellem fællesskerbernes magtfulde ministerråd har indgået siden grundaftalen med Den Arabiske Liga i 1973, hvor magten gennem årene er blevet anvendt for et realisere en utopi om et multikulturelt Eurabia med ligeværdig og stærk repræsentation af islam og muslimer analyseres lige så dybt som Luther gjorde.
Diskussionen og analysen må bevæge sig videre end til tørklæder, muslimske gravpladser, moskebyggeri og visse muslimske gruppers aktive resistens mod integration og åbenlyse tilpasningsvanskeligheder i det danske samfund. Samtidig er det naturligvis vigtigt, at den konkrete virkelighed ikke tabes af syne – for eksempel skal bestemte indvandrergruppers overrepræsentation i kriminalstatistikken ikke systematisk bortforklares eller forties gennem mediernes interne selvcensur, som der er eksempler på i vore nabolande, mest ekstremt i Sverige, men også i Norge og Tyskland.
Og når mange danskere tager konkret anstød af visse muslimers aggressive krav, ofte ledsaget af intimidering og trusler, om at få dansk skik og brug afskaffet eller ændret, skal deres protest ikke nedgøres og hånes, men tages alvorligt som en protest, der instinktivt – og berettiget – nægter at finde sig i, at islam rige vinder indpas i en dansk dagligdag og fortrænger dansk kristen og postkristen verdslig tradition uden at møde modstand.
Her står den moderne kristne luthersk evangeliske i et dilemma. For folkekirkes forkyndelsesgrundlag er Luthers lære, herunder ikke mindst læren om de to regimenter. Hvordan transformerer man den lære om til en demokratisk virkelighed hvor de kristne også er blevet en del af øvrigheden, hvorefter adskillelsen mellem de to regimenter går ned midt i hovedet på den enkelte kristne? Som kristen kan han ikke anvende vold og magt mod islam, men som borger i folkestyret er det hans pligt at bøje sig for de love han selv har været med til at få vedtaget gennem det repræsentative politiske system. Den kristne er på een og samme tid både kristen og øvrighed, så Luthers lære om adskillelse af de to regimenter er blevet uanvendelig.
Folkekirken er dybt splittet i dette spørgsmål. Der blev for et par år siden dannet et netværk af ”Præster imod islam” med teologer som afviser, at indbyde imamer ind i folkekirken og som iøvrigt er yderst kritiske over for islam. "Hensigten er at slå fast, at kristne og muslimer ikke tror på den samme gud, og at kirken og moskeen derfor ikke er religiøse medspillere«, meddelte netværket da det så dagens lys i maj 2006. Kritikken går ikke på de enkelte muslimer, men på islam som lære eller ideologi. Så disse teologer er på god og sikker teologisk luthersk grund.
I en tid hvor landets øvrighed – de politiske ledere – har besluttet at revitalisere et en gammel og lidt træt kultur med en aldrende befolkning i kraftig demografisk tilbagegang med infusion af mange millioner muslimske tilvandrere for at realisere visionen om en ny multikulturel superstat kaldet Eurabia, anvendes magten til at neddæmpe forskellene mellem islam og kristendommen og mellem islam og de demokratiske værdier og man er parate til at gå endog meget langt for at få visionen gennemført.
Hvordansk skal den kristne forholde sig i den situation uden at komme i konflikt med det troen fordrer og uden at komme i konflikt med det som nationen og folkestyrets opretholdelse kræver?
Det finder jeg er det vigtigste spørgsmål vi står over for i vor tid, men jeg har endnu ikke set en kristen give en løsning på dilemmaet som er lige så konsistent som den Luther gav for et halvt millennium siden, hvor tanken om folkestyre endnu lå mange hundrede år ude i fremtiden og derfor umuligt kunne indgå i hans teologiske overvejelser.
Hvad mener debattørerne om den her rejste problemstilling som ikke blot angår de kriste, men faktisk alle borgere i samfundet?
Lad mig for ikke at skuffe Anne her til sidst ganske kort besvare nogle af de stillede spørgsmål:
”Til gengæld beskriver du Gud som en, der tænker og har synspunkter. Hvordan skal jeg forstå det fra en agnostiker som dig?
Kan Gud tænke og danne sig synspunkter om livets forskellige forhold, ja, hvordan kan man se noget fra Guds synspunkt?”
Gud er for mig en metafor for tilværelsens mystiske sider, det som vi umuligt kan vide noget sikkert om, fordi det befinder sig uden for denne verdens fysiske og logiske grænser – uden for tid og rum, som vi forstår disse begreber. Her ligger jeg meget på linie med Albert Einstins filosofiske tænkning. Om sin egen erkendelses mål udtalte Einstein, at det er "at kende Guds tanker." Begrebsfilosofisk set er spørgsmålet om verden i sin grundstruktur er som den er, fordi den umuligt kunne være anderledes. Hvis et hypotetisk skabergud i realiteten ikke havde andre muligheder end at skabe verden som den nu engang er, så bliver Gud som skaber overflødig som forklaring på verden og livet. Ligeledes, hvis verden altid har eksisteret, jfr. Hawkins ingen-grænse-teori hvor imaginærtiden er realtiden og vor normaltid er imaginær, så bliver spørgsmålet om en skaber – om Gud – også overflødigt. Hvad Gud er eller ikke er ligger for mig at se uden for enhver forestilling vi overhovedet kan gøre os. Rent logisk kan vi intet som helst sige om Gud, men vi kan føle hans nødvendighed som forklaring på hvorfor vi er i verden og hvorfor verden er som den er.
Vi kan tro på en Gud, men det er ret tydeligt at Gudsforestillingerne i de forskellige religioner er skabt i vort billede og ikke omvendt som myterne hævder. Man kan tro, at der er en relation og et slægtsskab mellem en evt. skabermagt og det skabte, men vor eksistentielle situation er den, at vi umuligt kan kan nå frem til Gud qua vor rationelle tanke i videnskaben og i filosofien. Gud må til evig tid forblive en gåde og et mysterium uden for vor forstand og erkendeevner i det jeg kaldet for ”det absolut transcendente”
At se noget fra Guds synspunkt er vel at se det under evighedens synsvinkel, altså en metafor. Hvad Gud er, eller om han er, ved ingen. De kan tro de ved det og at de kender Gud, fordi de føler hans nærvær og fordi verden uden Gud føles meningsløs. Det var Kierkegaards synspunkt. Han drager de fulde logiske konsekvenser af sin tro på paradokset, det største mirakel af alle, at Gud på et tidspunkt er trådt ind i historien i menneskikkelse. Et paradoks for forstanden. For Kierkegaard fører vejen til troen over erkendelsen af troens irrationalitet. Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten får den enkelte sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden; kun da kan han se sit faktiske liv i det rette perspektiv. Bruddet med rationaliteten er også et brud med objektiviteten, hvilket Kierkegaard accepterede. Derfor hævdede han også, at subjektiviteten er sandheden. Det afgørende for troen er ikke objektet, men måden. Det kommer ikke an på, hvad man tror, men hvorledes man tror. Det er inderligheden der er troens kendemærke, ikke ydre tegn.
Så spørgsmålet er om vi skal springe med Kierkegaard ud på de 70.000 favne og efterlade vor fornuft, eller springe til en anden tro end Kierkegaards, for brudet med rationaliteten fører ikke nødvendigvis til kristendommen, den kan også føre alle mulige andre steder hen.
Ateister afviser at springe, men klamrer sig til rationaliteten og objektiviteten og må derfor principielt afvise at verden overhovedet kan indeholde mystiske sider eller at dens eksistens forudsætter en forklaring som ligger uden for verden selv. Alt kan i sidste instans forklares og det er blot det som videnskaben og filosofien endnu ikke har forklaret som de magisk tænkende troende opfatter som det mystiske eller det hellige i tilværelsen.
Min synspunkt er, at en rationel gennemtænkning af vor eksistentielle situation fører til, at forstanden må erkende sine egne grænser og begrænsninger. Derfor holder jeg muligheden for eksistensen af noget absolut transcendent åben, idet jeg ikke rent logisk kan afvise denne mulighed. Hvis jeg skal følge mine følelser mere end min forstand håber jeg faktisk, at ateisterne tager fejl, for rent følelsesmæssigt giver det mere mening og tryghed at forestille sig noget som er større end livet, større end verden, en kilde eller kraft hvorudaf alt andet udspringer. Jeg ser blot ingen grund til at dyrke denne mulige entitet som er principielt ufattelig for os og derfor forsøger jeg heller ikke at gøre ”billeder” af Gud eller ”det hellige” i min bevidsthed. Det er en agnostisk erkendelsesteoretisk position, som for mig synes mest konsistent.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
