|
1
registreret Arne Thomsen
133
gæster og
324
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Koen, blomsten, og ja, hvad er retfærdighed An
|
Kære Jan
Det ser ud til, at du er uenig med min dyre-optik (etik) af den grund, at den skulle være fordømmende. Hermed antyder du, at brug af Helligåndens øje er tilgivende, så når jeg ser på lidende dyr, skal jeg blot tilgive de, der har forvoldt dem smerte og så gå videre?
Jeg vil gerne gøre det klart, at det er en misforståelse, hvis du tolker mine indlæg som fordømmelse. Det gør du jo qua din ekimske tilgang. Det her handler ikke om at få andre i skyld, sådan som du måske tager det ind. Nej, jeg gør blot opmærksom på, hvorfor jeg forholder mig til dyrene, og hvad der bl.a. afholder mig fra at spise dem. Vi snakker altså ikke om ideer, ej heller om kristendom osv.
En realitet er, hvad der foregår i den og den stald. Der er mange gode forhold, som fødevarestyrelsen har godkendt, men det modsatte forefindes. Møder vi nogle forhold, der kunne forbedres, er der ingen grund til at gøre virkeligheden til en idé om f.eks. tilgivelse. Det er her, at vor veje skilles, og du møder mig ofte som opponent (når jeg ellers giver lyd fra mig), selvom jeg godt kan se, at i er nogle stykker, der bevæger jer i tænkningen i stedet for i det konkrete (og lad nu være med at stille alle spørgsmålene om, hvad det ene og andet er..).
Du opremser en lang række grusomme realiteter, som vi ikke bare kan ændre, selvom vi gerne ville. Vi kan være medfølende og ellers følge fordringen, når den er der. At se andre lide gør noget ved en, og vi bliver nødt til at leve videre. Du vælger så at projicere tilgivelse ud på alt og alle for derved at træne sindet i enhedstænkning og undgå adskillelse. Jeg vælger at se omstændighederne i øjnene som en del af livets realiteter – ikke at det på nogen måde er en tilstand, der skaber enhed. I vores eget indre dyb findes der også polære forhold, hvor smerte og glæde, tvivl og tro, mørke og lys alligevel konfronterer os med den, vi er: et menneske der har muligheden for at arbejde med sig selv, arbejde med at åbne, når sindet eller hjertet vil lukke. Det gode findes ikke blot i bevidstheden (ideen Gud) men i livets dynamik, i mødet med den anden, i den lille ny åbning, hvor lyset får lov at bryde ind og varme det forhutlede menneskehjerte.
Det er klart, at de folk de påfører dyr og andre mennesker lidelser, gør det fordi, at de selv lider. Derfor er det også, at Ole Bjørn har ret i, at jeg ville blive en dårlig dommer. Som yngre havde jeg af og til det problem, at jeg blev tavs, når folk erklærede, at den morder burde spærres inde for livstid og lign. Jamen, det burde han nok, vi kan da ikke have mordere til at rundt i vores samfund og være en trussel. Men tænkte jeg altid, kan vi dog ikke hjælpe ham til live, til nyt liv, en ny begyndelse?
De mange folk, der mishandler f.eks. dyr og børn handler hjerteløst. Kvinden der ikke ville lade sin hund lege med min hund forleden, fordi den bliver så glad, at den løber hjemmefra for at finde sine legekammerater vælger i stedet for at følge dens behov at forhindre den i liv, eller moren der kommer til at slå sin dreng, fordi hun frustreres og bliver nødt til at sætte en grænse, skønt det handler om hendes egen pressethed (egne problemer/psykiske ustabilitet) skal ikke bare mødes med tilgivelse (eller med ideen om gudd. Tilstand) men derimod menneskeligt, så det fremover kan afføde en menneskelig indsigt og handling fra hende. Det er den Jesus, jeg tror på – menneskeligt og guddommeligt set. Gud og mennesket er ikke adskilt men forenet i troen, håbet og kærligheden.
Mvh – og kærlige godnatter
Anne
|
|
|
|
