|
1
registreret Arne Thomsen
680
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Koen, blomsten, og ja, hvad er retfærdighed An
|
Hej kære Anne.
Ja, du har ret, at det handler om min tro på Jesus, og om de ideer jeg har om Jesus, og også de ideer jeg har om mig selv og den virkelighed jeg oplever.
Hvad er virkelighedens aktuelle realiteter Anne?
Mennesker slår hinanden ihjel. Mennesker piner dyr. Mennesker voldtager børn. Mennesker henretter hinanden. Mennesker sælger børn til prostitution. Børn lever et liv i fangeskab, og udnyttes seksuelt indtil de både fysisk og psykisk næsten er udsuget for alt liv. Mennesker stener andre mennesker til døde. Mennesker nedgør hinanden. Mennesker voldtager hinanden. Sygdom. Død. Ødelæggelse. Børn ser deres forældre blive dræbt. Børns råb på kærlighed bliver afvist. Dyr spærres inde, og lukkes kun ud for at blive pint ihjel. Børn opdrages til at gå i krig. Børn opdrages til at fordømme andre mennesker. Børn opdrages til at tro på en straffende Gud. Mennesker dræber i Guds navn. Mennesker hader hinanden i Guds navn. Børn dør af sult. Børn lever af affald på gaderne. Mennesker filmer deres grusomme vold imod andre mennesker. Politiske systemer manipulere med mennesker. Religioner styre mennesker ved at udnytte skyld og frygt. Børn begår selvmord. Mennesker bliver deprimeret af deres bekymringer, og afviser deres børn. Mennesker angriber deres børn i vrede. Menneskers kroppe nedbrydes af stress, og bliver syge og dør til sidst. Forældre dør og børn efterlades med dyb sorg. Mennesker fordømmer hinanden. Mennesker hader hinanden. Massemord. Massevoldtægt. Krig. Børn bliver henrettet. Mennesker slår deres egne børn ihjel. Nyfødte babyer bliver dræbt med de bare næver. Institutioner hvor børn bliver spærret inde, og for lov til at ligge i deres eget lort, og råber på hjælp indtil de giver op og bliver helt apatiske. Mennesker ser hinanden som fjender. Mennesker er destruktive overfor naturen. Forældre skændes foran deres børn, så børnene bliver psykisk ødelagt. Forældre straffer deres børn. Mennesker render rundt med våben. Mennesker stikker hinanden ned på åben gade. Frygt. Sorg. Mennesker skaber adskillelse imellem hinanden. Mennesker skaber splittelse. Børn skyder andre børn på skoler. Dyr bliver brugt til eksperimenter, og pines. Mennesker bliver hjernevasket. Mennesker fremstiller atomvåben. Mennesker angriber hinanden i blinde. Mennesker dræber hinanden for penge. Børn bliver låst inde af deres forældre. Konflikt. smerte. Lidelse. Uretfærdigheder. Ubarmhjertighed osv osv osv.
Afspejler dette menneskets indre tilstand, eller afspejler det noget andet, og i så fald, hvad?
Jeg har også den samme opfattelse af Helligånden som du giver udtryk for, altså at få andre øjne at se verden med(indsigt, klarhed og kærlighed). Men den eneste måde det er muligt at kunne se med Helligåndens øjne, er at tilgive, for ellers tillader man ikke at lukke Helligånden(kærligheden) ind i ens bevidsthed.
Hvis man tilgiver, så giver det sig selv at man ikke dømmer. At dømme er en så udbredt vane, som vi mennesker ubevidst lader os styre af, og derfor tror jeg på, at det kræver træning af sindet for at aflære denne vanemæssige dømmende tankegang.
Og at dømme er vel at skabe adskillelse, så hvis det at tilgive har det modsatte resultat, så kan det vel kun være uundgåeligt, at man i form af tilgivelse kommer til at opleve eenhed frem for adskillelse.
Det jeg oplever er, at den indre tilstand jeg er i, er også det udgangspunkt mine handlinger og min adfærd har. Hvis jeg er fredfyldt i mit indre, så kan jeg være fuldstændig nærværende og tilstede sammen med de mennesker der omgiver mig. Og det påvirker i den grad de mennesker jeg er sammen med. Og det modsatte er også tilfældet, altså er min indre tilstand urolig, og ja, dømmende/fordømmende, så skaber jeg adskillelse imellem mig og mine omgivelser/medmennesker.
Det kræver træning, eller det kræver villighed, hvis det er vi virkelig ønsker at være der for andre mennesker, og ja, dyr og omgivelser, og viderebringe glæde og kærlighed. Hvordan kan vi skabe eenhed og gi kærlighed til de der råber på kærlighed, hvis ikke vi i os selv er i kontakt med eenheden og kærligheden(Gud)?
Den eneste måde Jesus kunne være det fuldkomne symbol på kærlighed og tilgivelse var jo, at han i sig selv overvandt alt det som blokerede bevidstheden om Gud.
Medfølelse og empati, er for mig at helbrede mig selv, for på den måde at kunne være helt fri frygt, så det er jeg underviser i kærlighed og ikke i frygt. Hvis min søn falder og slår sig, og jeg kan se at han har stor smerte, så hjælper jeg ham jo ikke ved at jeg også begynder at hyle. Jeg kan fortælle ham at jeg godt forstår det gør ondt, og så sørge for at han kommer ud af den smerte han oplever. Og smerte helbredes kun af kærligheden.
Hvis vi sørger for at se på de ting der dukker op inde i os selv, og tager os af det, og er villige til at tilgive alt det som ikke er sandt, så bliver tilgivelse helt automatisk den måde verden ses på, frem for fordømmelse.
Hvad hjælper det et dyr der lider, hvis man fordømmer det menneske der påfører dyret lidelse, da denne fordømmende tankegang i første instans var årsag til dyret lidelse?
Hvad hjælper det mennesker der lider, at fordømme de mennesker der påfører andre mennesker lidelse, hvis det er en fordømmende tankegang der er årsagen til lidelse?
Kan jeg være der 110% for andre mennesker, hvis det er jeg render rundt og lider af bekymringer for alle de grusomme ting der sker i vores verden?
Hvad er det som styre menneskets tankegang?
Hvis vi ser på den verden som mennesket har skabt, så vidner denne verden om en enorm splittelse inde i mennesket.
Hvad er i sandheden Jesu budskab? Er det ikke at vi må vågne op inde i os selv, så det er vi kan få fred i os selv, og dermed kan hjælpe vores brødre og søstre med at finde fred i deres sind.
Hvad er årsagen til, at mennesket ikke tager det Jesus har formidlet til vores verden alvorligt? Hvis budskabet er en information om, hvad der er sandt og hvad der er falsk, hvorfor LYTTER mennesket så ikke?
Det er 2000 år siden at Jesus formidlede budskabet, og der er ikke sket nogen som helt positiv åndelig udvikling her på jorden. Hvad er det der er blevet misforstået?
Der har aldrig før været så meget lidelse, frygt, død, smerte, had, skyld og elendighed som der i vores tid hersker på jorden.
Mennesker render rundt og bekymre sig, beklager sig, og anklager hinanden, men det kan umuligt være et udtryk for, at Gud skulle være inspirations-kilden.
Jeg holder stadig helt og holdent på, at det er et spørgsmål om, at aflære den fordømmende tankegang som mennesket ubevidst er underlagt. Hvis det var fuldt ud bevidst for mennesket, at en dømmende/fordømmende tankegang skaber adskillelse, frygt, smerte og lidelse, så kan det vel kun ses som sindsygt at blive ved med at praktisere een sådan tankegang.
Det virker mere som om, at det i virkeligheden er Kristendommen der har berørings-angst. For når det kommer til stykket, at det er mennesket selv der må anstrenge sig en lille smule, så bliver ansvaret langt over på Gud og den tilsyneladende verden Gud skulle have skabt.
Der findes ingen synd? Jamen hvorfor så reagere på ideen om adskillelse? Hvorfor så tro på adskillelse, hvis der ingen synd findes? Hvis adskillelse eller synd ikke findes, så må alt hvad der ikke er et udtryk for eenhed og kærlighed, vel være noget der ikke er virkeligt?
Hvis adskillelse eller synd ikke er af Gud, så må man vel fornægte Gud hvis man oplever noget andet end syndfrihed?
Hvis man føler sig skyldig, så kan det vel kun være et udtryk for, at man i sig selv tror på noget andet end eenhed og kærlighed, og dermed adskiller sig fra ens sande natur som man i virkeligheden er skabt af Gud.
Jeg tror på, at vi alle er skabt som det Jesus symbolisere, og så er spørgsmålet hvad det er man ser i Jesus, for det vil også afspejle det man ser i sig selv.
Fred og alt godt til dig Anne.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
