|
1
registreret Arne Thomsen
198
gæster og
245
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Koen, blomsten, og ja, hvad er retfærdighed Thomas
|
Hej Arne.
Hvad ville du selv mene dualitet er?
Har du selv nogle ideer om det jeg skriver om?
Når der er noget vi ikke forstår, så er det vel egentligt altid et udtryk for, at de ideer vi bliver præsenteret for ikke er i overenstemmelse med de ideer vi selv har?
Nu har jeg skrevet meget omkring de ideer EKIM har præsenteret mig for, og jeg er egentligt kommet til en rimelig dyb forståelse af disse, men det kunne være interessant at høre dine ideer om hvem du tror du er, og hvem du tror Gud er, og hvor verden kommer fra, og hvad der er årsag til den "virkelighed" du oplever osv.
Ikke-dualitet er alternativet til dualitet.
Hvis vi tager det punkt for punkt, så kunne du skrive om hvad dine ideer om Gud er, og så se om det begrebsmæssigt er i overenstemmelse med det begreberne dækker over.
Jeg kunne lige starte, men har skrevet det mange gange før.
Min ide om Gud er, at Gud er fuldkommen altomfattende kærlighed(ånd), og den første Årsag til alt liv og al virkelighed. Han kan kun Skabe noget der har de samme egenskaber som Han selv, fordi Han må Skabe udfra Det Han Selv er. Idemæssigt kan det åndelige ikke være ophav til det fysiske, da det åndelige ikke besidder disse egenskaber. Idemæssigt kan ikke-dualitet være ophav til dualitet, da, ja, det siger sig selv. Idemæssigt kan synd, skyld og frygt ikke være virkeligt, da det ville indebære egenskaber der skaber adskillelse, og adskillelse kan ikke have udspring fra eenhed og helhed. Idemæssigt kan der ikke findes nogen objektiv verden/virkelighed, da dette ville indebære adskillelse.
Det som gør mig afklaret(til een hvis grad), er, at jeg forstår meget dybt, at jeg selv er årsag til det jeg oplever her i verden, og selv er ansvarlig for min reaktion på det jeg oplever. Og min fred ligger i, at jeg har een ide om, at jeg i mig selv er skabt fuldkommen, og ikke har noget andet behov end at acceptere dette.
Og jeg er også meget aflaret omkring det, at jeg altid kun har to ting at vælge imellem, og det er at tilgive eller at dømme. Tilgiver jeg, så tillader jeg Jesus at være min vejleder i mit indre, og dømmer jeg, så vælger jeg egoet og oplever så også virkningen af det tankesystem egoet praktisere.
F.eks, så er jeg i en situation hvor eet menneske jeg elsker meget meget højt, er blevet udsat for omsorgssvigt. Jeg har været meget uenig i hvordan det menneske jeg elsker så højt er blevet opdraget. Min tidligere måde at reagere på, har været at jeg er gået i forsvar overfor denne person jeg var uening med, og jeg har lidt under, at jeg har forbundet kærlighed med form, altså jeg har gjort kærlighed til noget objektivt, og begrænset noget fuldkommen abstrakt til noget konkret. Jeg har hadet dette menneske som har gjort uret imod det menneske jeg elsker så højt, men når jeg tilgiver, så forsvinder min negative måde at reagere på. Jeg har fundet ud af, at alt i virkeligheden kommer fra mit eget indre, og at jeg har et valg jeg altid må træffe, indtil jeg har opnået den fulde erkendelse af hvad der er sandt og hvad der er falsk.
Den grundlæggende forandring i min opfattelse af andre mennesker, ligger i min måde at fortolke på. Før når jeg mødte modstand, så fortolkede jeg det altid som angreb - hvilket jeg ikke var mig bevidst om, men kan godt erkende det nu - og dette førte til projektioner, hvilket jeg heller ikke var mig bevidst om. Nu har jeg lært at lade Helligånden i mit stille sind fortolke for mig(Når jeg husker det  :)), og det er en meget enkel fortolkning: Der findes et råb på kærlighed, og der findes et udtryk for kærlighed. Og for mig giver det enormt meget mening, at hvis der er et råb på kærlighed, så kan man ikke andet end at svare på dette råb med kærlighed.
Men det er en proces, for det er kun muligt at gi kærlighed, hvis det er man i sig selv er i kontakt med kærligheden. Og som jeg oplever det, så blokere frygt altid bevidstheden om kærligheden. Så for mig drejer det sig om, at få erkendt årsagen til frygt, og så give slip på den, så det er min bevidsthed, mit sind, altid kan være, ja, en kanal som kærligheden kan formidles igennem.
Så istedet for, at jeg ser årsagen til det jeg oplever som værende noget udenfor mig selv, så kan jeg mere og mere erkende, at jeg selv er årsag, eller måske rettere, så er min beslutning om hvem jeg lytter til(egoet eller ånden) årsagen til det jeg oplever. I min beslutning er også i den grad fundamentet for den fortolkning og opfattelse jeg har af det jeg oplever.
Prøv at læs det indlæg på religion.dk i tråden ...Tilgivelsens praksis ifølge EKIM... som jeg har skrevet til Esther og Hanskrist. Der er der en meget god beskrivelse af de ideer EKIM har om det metafysiske. Efter min opfattelse, så er det det metafysiske vi skal forstå, hvis det er vi skal forstå det vi oplever her i det fysiske.
Håber du har det godt Arne, og tak for dine åbne spørgsmål, og din ærlige erkendelse af det du ikke forstår.
Kærligst Jan.
Ps. Håber at hører lidt mere om hvad det egentligt er for nogle ideer du tager udgangspunkt i.
|
|
|
|
