|
0
registrerede
41
gæster og
184
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Lyset
|
Hej Thomas.
Der er en del i dit indlæg at svare på, synes jeg, men jeg vil begynde med:
Angående "den samme kilde" spø'r du:
"Og hvilke af mine ord tænker du på her?"
Jeg kan nok ikke sige dig nøjagtigt, hvornår jeg synes, jeg "hører det risle", men generelt er det i hvert fald, når du skriver Jesus-ord, som du har udvalgt.
Jeg forstår godt din holdning til symboler, Ikóner m.m.
I den ortodokse kristne verden har folk slået hianden ihjel, stukket øjnene ud på hinaden og meget andet pga. uenighed her (Det var i 700-800-tallet).
Tanken var her, at det var gudsbespottelse at lave billeder af Gud (som også i Islam), og modargumentet, helt kort, var, at når Gud kunne vise sig, som et levende menneske (Fuldt ud Gud - og fuldt ud Menneske), så måtte man også kunne gøre billeder af Jesus (men ikke af Faderen) - vel at mærke hvis man gjorde det med "den rette ære" (ortodoksi).
Ikóner er således ikke afgudsbilleder, men blot genstande, hvormed vi "løfter vores sind og ånd mod Guds kærlighed" (som Josef af Volokolamsk formulerede det).
I den ortodokse kristendom i dag er Bibelen og Ikonerne ligestillede.
De opfattes som det samme - udtrykt i hvert sit sprog: Bogstaver i Bibelen og former, symboler og farver i Ikónerne.
Hvis du f.eks. læser beretningen i Bibelen om Marias bebudelse, så er det jo ret hurtigt gjort, men hvis du ser en god Ikón, der fortæller det samme, så er det nærliggende at sige, at et billede - i et enkelt glimt - kan sige mere end tusind ord.
Nok om det. Nogle ka' li' jordbær - andre melon.
Det er i hvert fald sådan, jeg ser det.
Du skriver, at jeg blev "ydmyg af hjertet" ("fattig i ånden"?).
Jo, det har du nok ret i. Det har jeg aldrig tænkt på. Det har der vel ikke været overskud af opmærksomhed til at tænke på.
Anger, som du skriver om, er jeg ikke bevidst om, at jeg har følt.
Jo selvfølgelig er der nok at angre, men det har aldrig rigtig overvældet mig.
Derimod genkender jeg den engelske ortodoks kristne biskop Kallistos Ware's ord om "metanoia" - ikke paranoia  - som vist kan oversættes til noget i retning af, at "få noget andet (bedre) i sinde", og som jo på en måde er optimistisk fremadrettet - i modsætning til angerens knugende tilbagskuen.
Det er jo også på en måde dét, der ligger i dit udtryk: "en livsforandrende oplevelse".
"Så tror man på Jesus", skriver du - og så sidder jeg "med åben mund og polypper": Ja, men Han ER her jo!
"At modtage sandhedens ånd sker ved at holde fast i Jesu ord og bud. Jeg tror ham fuldt og fast, når han siger dette."
Jeg synes ikke, jeg behøver at "holde fast" - Han Er her jo!
Jeg opdager, at jeg sidder og hæfter mig ved forskellene i vore opfattelser og derved næsten glemmer alt det, vi er fælles om - især kærlighedsbudet.
Jeg har et spørgsmål, der trænger sig på, og som du selvfølgelig ikke behøver at besvare:
Hvordan er du nået der til, hvor du er i dag i dit forhold til Jesus?
Det, du udtrykker ligner jo ikke just "overleveret kristendom"
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
