|
0
registrerede
291
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Lyset
|
Hej Thomas.
Jeg kan godt følge dig i meget af det du skriver omkring det at ville andre mennesker det godt, og at vi skal vælge kærligheden, og ja, at elske.
Men vi er vel også nødt til at forstå de begreber vi bruger, og ikke mindst forstå hvordan vores ubevidste sind identificere sig med begreber.
Når du bruger begrebet synd, ved du så hvad det betyder?
Og vi er også nødt til at se på hvad der er realitet og hvad der ikke er. Egentligt så har vi kun ideer og tro vi kan forholde os til, fordi vi ikke ved noget med sikkerhed.
Hvad er din ide om Gud?
Og hvad er din ide om sandheden, set udfra den forståelse du har erhvervet dig igennem din tro på Jesu ord?
Jeg ser det som en nødvendighed, at der først er en intellektuel forståelse, og når denne forståelse så bliver praktiseret og anvendt i det liv som leves i vores verden, så bliver det til erfaring, og erfaringen giver så en direkte oplevelse af det som er forstået.
Og med hensyn til det du skriver omkring, at når nogen forsynder sig imod os, hvem er det så der gør synd til virkelighed, hvis synd ikke kommer fra Gud?
Hvis formålet med Jesu budskab, er, at man lærer ligesom Jesus, at ophæve alt det som ikke kommer fra Gud, hvorfor så blive ved med at gøre noget virkeligt som ikke kan være virkeligt?
Når jeg skriver omkring selvopfattelse, så er det fordi at alle mennesker tager udgangspunkt i deres opfattelse af dem selv, og ja, og egentligt så bygger ens selvopfattelse på de ideer man har om hvem man er, for vi ved jo egentligt ikke hvem vi er, da det kun er Gud og Jesus der ved med sikkerhed hvem vi i sandheden er.
Hvis ikke man kender sig selv som Gud har skabt een, så er det vel fordi man har fornægtet sig selv som Gud har skabt een.
Jeg formoder at du har en ide om, at Gud er fuldkommen kærlighed og eenhed, ren Ånd, evig, uendelig og uforanderlig.
Hvis alt som er skabt, er skabt udfra denne ide vi har om Gud, hvor kommer så ideen om adskillelse(synd) fra, og hvem har ansvaret for troen på denne ide, så ja, ideen bliver oplevet som meget meget virkelig?
Hvis man ser et andet levende væsen som værende adskilt fra Gud, altså ser et levende der begår en synd, er det så ikke kun ens egen ide om adskillelse(synd) der bliver projiceret ud?
Jeg tror ikke på, at Jesus så synd som virkeligt, for så ville han også selv have troet på, at han var adskilt fra Gud. Jeg tror at Jesus erkendte kærligheden som virkeligheden, og i denne erkendelse fornægtede han alt det som ikke kom fra Gud.
Synd, skyld og frygt er egoets domæne, og egoet lever af sindets tro på ideen om adskillelsen fra Gud. Denne ide er ubevidst for mennesket, for ellers ville mennesket heller ikke identificere sig med kroppen og egoet. Ideen er i vores sind, men projiceres ud og bliver fortrængt. Det vi møder i verden og ser i verden og medmennesker, er i virkeligheden det som er i vores eget ubevidste sind. Det budskab vi sender til verden(vores tanker om verden, opfattelser af verden og medmennesker osv), er i virkeligheden det budskab vi sender til vores ubevidste sind. Når vi reagere på at synd, skyld og frygt er virkeligt, så bekræfter vi blot vores ubevidste sinds ide om adskillelsen fra Gud, og ja, det er en ond cirkel. Vi flygter fra vores egen skyldfølelse, og ser den så i verden og medmennesker.
Men som Jesus siger, så kan vi kun tjene een herre, og valget er altid imellem Helligånden og egoet, kærlighed og frygt, sandhed og illusion. Det vi tænker om verden og medmennesker, vil også være det vi vælger at lytte til i vores ubevidste sind. Spørgsmålet er så, at gøre ens valg bevidst, og som med så meget andet, så bliver det til en vane.
Det er en ubevidst vane at dømme, og at dømme er at gøre noget virkeligt som ikke er virkeligt. Erkendelses-processen går ud på, at alt det, ja, negative og destruktive(skyld, frygt, vrede, had, fordømmelse osv) bliver set som værende ens eget ubevidste ego, og i stedet for at dømme det som kommer frem i ens bevidsthed, hvilket er at reagere på det so sandt, så tilgives det istedet, og bliver så ophævet, ja, fordi man ikke reagere på det.
Det kræver meget træning af sindet, for vi har det med at reagere på alle vore tanker, som om de var sande.
Når jeg møder noget der gør mig urolig, som f.eks at min søn lige har fortalt mig, at hans mor har slået ham(og du kan tro der kom nogle ting frem i min bevidsthed som var meget destruktive og negative), så bad jeg Jesus om at lade mig forstå og tilgive det som var i min bevidsthed. Det var en meget stærk oplevelse, for min søn var meget ulykkelig, og vi sad lidt og græd sammen, og jeg kunne mærke hvordan mit ego gerne ville fralægge sig ansvaret for de tanker og følelser der kom frem. Nu ved jeg godt jeg har muligheden for at vælge en anden løsning end den løsning mit ego giver mig, og det gjorde at jeg meget hurtig kunne være der 100% for min søn, og ikke bruge energi på at fordømme, og kæmpe med at skulle retfærdigøre domme og fordømmelser.
Jeg bad Jesus om, at se sandheden i de billeder som kom frem i min bevidsthed, og jeg bad ham om, at se både Tobias og hans mor som de i sandheden var, og ikke som det jeg ubevidst gjorde dem til.
Jeg har oplevet at situationer uanset hvor vanskelige de end måtte være, ikke er det primære, men min beslutning om at lade Jesus i mit sind styre mine tanker, handlinger og adfærd som er det primære. Og derigennem er det muligt at reagere udfra kærlighed og tilgivelse, og ikke udfra frygt og fordømmelse.
Det er nogle enormt stærke følelser og tanker der kommer frem, når noget sker med et barn man elsker så enormt meget, og "normalt" så ville jeg sikkert have blevet i troen på, at der var blevet begået en synd der måske var meget svær at tilgive. Men jeg ved også godt nu, at jeg kun kan være der for alle andre mennesker, uanset hvad mit ubevidste sind end har gjort dem til, hvis jeg er villig til at tilgive og lade mig helbrede.
Kærlighed og frelse er ubetinget, men det må forståes som værende ubetinget i sig selv. Kærlighed og frelse er betinget af, at det vælges. Hvis man vælger kærligheden, så vil man også opleve kærlighed, og det som er i ens bevidsthed, vil også være det som ses. Hvis du ser kærligheden i et andet menneske, så er det også kærligheden du tilbyder dette menneske. Egoet er selvfølgelig ikke enig i dette, for hvor der er kærlighed, kan der ikke være frygt.
Hvis man tilbyder et andet menneske kærlighed, så giver man også det andet menneske muligheden for at vælge kærligheden i sit indre.
Og der er heller ingen som skal gøre sig fortjent til frelse og kærlighed, for det er et valg. Så kan man hjælpe andre med at vælge frelse og kærlighed, ved at man selv vælger det.
Der er ingen i vores verden som har den fornødne indsigt og forståelse, til at kunne fælde en retfærdig dom.
Nogen mennesker tror på noget som jeg ikke tror på, men den sandhed og kærlighed som Gud har plantet i deres hjerter, er den samme som er i mig. Hvis jeg vælger at lytte til mit hjerte, og ser kærligheden og sandheden i mine brødre og søstre, så træffer jeg det valg som Jesus gjorde.
Kærligheden i mig er ikke betinget af mine domme, og hvis den ikke er betinget af mine domme, så kan den heller ikke være betinget af domme overhovedet.
Om et andet mennesker vælger at lytte til frygten, betinger ikke kærligheden i mig. At et andet menneske vælger at tro på noget andet end Jesu budskab, det betinger ikke kærligheden i mig. Kærlighed er et valg, og valget gives ubetinget. Kærligheden er helt gratis, men hvis ikke man vælger den, ja, så oplever man den bare ikke. Så kan man få hjælp til at forstå sig selv, så det er man kan se hvor meningsløst det er, at vælge frygten(egoet) frem for kærligheden(ånden).
Hvis kærligheden i mig var betinget af mine domme af andres tro, opførsel, adfærd osv, så ville denne kærlighed være ambivalent. Men heldigvis er kærligheden fuldkommen betingelsesløs, og hinsides enhver dom egoet fælder, og ja, hinsides enhver reaktion på egoets dom.
Fjing fjong og ding dong.
Håber du har det godt Thomas.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
