|
1
registreret
(1 usynlig),
733
gæster og
195
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Lyset
|
Kære debatlæser.
Jeg læste da dit indlæg, og jeg er da glad for, at du har samme holdning som jeg, bortset fra dit sidste afsnit, hvor min holdning er delt mellem dig og Michael.
Som du ved er debattens princip fuld ytringsfrihed indenfor lovens grænser, så man skal enten overtræde loven eller bryde debatreglerne groft for at blive smidt ud.
Michael ser på pædofili som en sygdom, og har åbenbart medlidenhed med dem. Det har jeg også til en vis grad, men jeg har langt større medlidenhed med de børn, som bliver udsat for seksuelle overgreb. Det kan ødelægge deres senere seksualliv fuldstændigt.
Men hvad er pædofili? Hvor går grænsen mellem pædofili og kærlighed til børn. Da de senere års nærmest hysteriske reaktion på nogle sager om seksuelt misbrug blussede op og resulterede i, at mandlige børnehavepædagoger efterhånden ikke tør tage et grædende barn op på armen for at trøste det af frygt for en anklage for pædofili, kom jeg til at tænke på en lærer, jeg havde i mellemskolen, da jeg var 10 til 12 år gammel.
Han elskede børn og tog os tit på skødet og krammede os ind til sig, som var vi hans egne børn, og der var ikke antydning af seksuelle berøringer. Han krammede heller ikke de børn, som han mærkede følte ubehag ved det, og han gjorde heller ikke forskel på os i ros og karaktergivning, så vi blev aldrig kaldt for lærerens kæledægger af vore klassekammerater. Han var afholdt af alle, og vi glædede os til hans timer.
I dag ville han helt sikkert blive suspenderet på en anklage for pædofili.
Berøring er kærlighedens sprog, og som sådan opfattede jeg også hans krammeri. Hjemme fik jeg kram af min mor, men min far var forlængst holdt op med at kramme mig, for en mand krammede da ikke store drenge. Jeg blev ikke spurgt, om jeg savnede denne fysiske kontakt, men det gør alle børn mere eller mindre. Pædofilihysteriet har gjort, at børn får færre kærlige berøringer i dag, og det kan aldrig være godt.
Men hvis vi ser på de afvigere, som både føler sig tiltrukket seksuelt af børn og ikke kan afholde sig fra seksuelle berøringer eller andre seksuelle påtrykninger, stiller sagen sig anderledes. Syge eller ikke, de skal isoleres fra ethvert samkvem med børn, for børnene er langt vigtigere end en voksens lyster.
Jeg ville intet have imod at vi fik en forsvarer for sådanne handlinger her på debatten. Nogle af dem argumenterer endog for at børnene kan li' det og selv ønsker det. Jeg skulle personligt dissekere alle hans argumenter og klæde ham af (symbolsk) for åbent tæppe, så folk på samme tid kunne forstå, at vi skal dæmpe hysteriet overfor kærlige berøringer og stramme kursen overfor misbrugere.
Sygdom er en forklaring, men kan aldrig blive en undskyldning for at misbruge børn.
Mvh
Ole Bjørn ;)
.
|
|
|
|
