|
0
registrerede
775
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Debat-etik?
|
Hej..
”Her har Arne utvivlsomt en pointe i og med, at ateister ofte henviser til, at naturvidenskaben nu eller senere kan give/komme med en altomfattende forklaring”.
- Det har Arne misforstået. Ateister hævder ikke at videnskaber skal forklare alting, vi hævder, at man må præcisere hvad det er man vil forklare, og det gør man ikke ved at inddrage ”alting” i diskussionen, m.a.o. er det ikke en botanikers opgave at forklare astrofysik osv. Pointen er derimod, at vi ingen grund har til at fraskrive senere naturvidenskaber at kunne lukke nutidige videnshuller, og at det bliver Arnes eller ligesindedes egen opgave at forklare årsagen til at de gør det!
Ateister hævder, at vor tids religiøse troende mangler gyldig grund til at operere med guder som forklaring på nogen tilblivelse overhovedet – og at civilisationens tidlige troende havde helt andre grunde end fx Arne til at indføre guder i verdensbilledet, idet deres position i livet var væsensforskellig fra nutidens religiøse troende. Jeg har i den forbindelse blot udbedt mig en forklaring for dét skisma, men blev i stedet tilbudt idéen om at ”videnskaber ikke kan forklare alt” – m.a.o.: da vi ikke ved alt, bliver det pludselig gyldig argumentation at indføre ukendte faktorer til forklaring af forholdet mellem de kendte, hvilket selvfølgelig er en omgang nonsens, og viser desuden intet om hans position i livet mellem religiøs tro og ikke-gudetro.
Derudover er det jo slet ikke ateister opgave at forklare ikke-eksistens (dvs. volapyk), det er derimod sådan, at bevisbyrder naturligvis følger påstande, selv om det her er rigtigere at tale om evidens og ikke beviser. Så snakken har herfra set været, hvorfor Arne snakker så meget om den religiøse tros symbolik og myter, hvad det egentlig er han søger at forklare med dem, men det ønskede han altså ikke at forklare nogen. Men grundlæggende tilkommer det netop religiøse troende at forklare hvorfor de opererer med guder som forklaring på noget omkring dem, og altså ikke ateister.
”Dermed bortfalder ifølge ateisterne årsagen til at tro på noget guddommeligt. Det kan altså godt give mening, at ateister mangler en "åndelig dimension", hvilket skulle fremgå af følgende: Teologer skelner mellem tre former for erkendelse (tro): reduceret, analog og religiøs erkendelse. Førstnævnte, der også betegnes kausal erkendelse, er en såkaldt reduceret erkendelse. Til denne kategori henregnes naturvidenskaben, som baseres på empiri, der kan måles og vejes”.
- Det er vel snarere sådan, at en ”åndelig dimension” ikke beskriver andet end en tanke, som i mange tilfælde må betragtes som en tankeforsnævring, idet den sjældent tilbyder nogen en egentlig og god forklaring på forholdet mellem tanken om og tanken ved – men i stedet viser noget om en idé, ja noget om idéer i en tidlig ”litteratur”, hvor sanselig nydelse alene ved tanken selv, byggede livets mening; hvor man med det traditionelle metafysiske begreb netop skabte sig selv ud af intet (Kierkegaard) ved troen på gud. Spørgsmålet blev derfor, hvor Arne troede forbindelsen var mellem en sådan selvskabelsesproces og den menneskelige betydningsammenhæng, dets eksistens og – for at ramme det empiriske du angiver ind i det fænomenologiske –, hvor så forholdet er mellem tanken om og virkeligheden (massiviteten) selv? For det var jo trods alt Arne selv, der begyndte at tale om ”videnskaben der ikke forklarede alting”, og det må indlysende indebære den objektive virkelige verden.
Vi må desuden skabe skellet mellem det at forstå hvad religiøse troende faktisk mener med en ”åndelig dimension”, og det at afvise dens betydning - altså, at det bare er en betydningssammenhæng du finder i en hvilken som helst syntese, og at en "åndelig dimension" er er kreation der ikke viser noget om selve mennesket, men noget om hvad mennesket tænker, og her særlig Arne om sig selv. Og når Arne så nærmest taler om ’væren’ som var det et pludseligt opstået modefænomen, da må vi faktisk henvise til en gammel historie af sproglige beskrivelser, hvor det ’mere’ der er, end at forholde sig sin væren, det man ér i verden, ved subjektivitet, ikke er andet og mere end selve evnen til at forholde sig til sin væren. Det er nemlig klart blevet min forståelse, at Arne fik dette rodet godt og grundigt sammen med en, ska’ vi sige ”ateistisk uforstand” – men faktisk har vi jo i stor grad forsøgt at forstå Arne, mens Arne ikke har ønsket at lade sig forstå; hvilket man altså ikke bliver særlig mystifistisk af, bare lige for at få også dét på det rene ;)
Mvh
Simon
|
|
|
|
