|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Debat-etik?
|
udmærket arne, at vi drøfter "Debat-etikken"
bare vi ikke gør det abstrakt, eller abstraherer det fra hvad der foregår her på siden,
stiltiende mener jeg ikke vi skal tvinges ind i at acceptere andres meninger, livssyn og virkelighedsbilleder der fremføres, nej disse skal være til debat, må selvfølgelig til enhver tid kritiseres, og falsificeres, ved sober argumentation altså at blive gendrevet som måske direkte forkerte,,,
men selvfølgelig må vi ta til efterretning at den og den debattør har dette livssyn og virkelighedsbillede som meninger, han/hun vælger at 1): ytre sig om fordi de er en personlig hjertesag, eller 2): ytre sig om fordi det både er en personlig hjertesag som man har hovedet, fornuften og forstanden med i; eller 3): ytre sig om fordi det er blevet en personlig overbevisning man er blevet besat af og gerne vil give videre eller 4): ønsker at fremme fordi de mener det er den absolutte guddommelige sandhed der ikke står til diskussion (som koran og bibelfundamentalisterne der henviser til disse skrifter som værende guddommelig autoritative for os (en totalitær ideologi og tankesæt der sætter demokrati og ytringsfrihed ud af funktion fordi vi mennesker ikke har noget at skulle ha sagt))
vi må konstatere at sådan er det, sådan er det fat med folk, men vi skal ikke pr definition stiltiende acceptere andres synspunkter, meninger, livssyn, verden og virkeligheds -billeder.
for vi lever i, ihvertfald gerne skulle leve i, et samfund hvor sproget og tankerne vores, livssyn som virkelighedsbillede (verdensbillederne) er kultur afhængige eller/og står til debat, diskussion. Vel en af demokratiets vigtigste forudsætninger at vi ikke skal tvinges ved lov til at acceptere hverken en Putin eller en Hitlers verdensbillede (eller virkelighedsbillede), eller en HansuKrist-lig og en Arne Thomsensk verdensbillede (virkelighedsbillede, livssyn og meninger om dit og dat).
Vel ikke er det primære formål at vi skal rakke andres meninger (livssyn etc) ned, men om man formår en velargumenteret kritik der fuldstændig udstiller og klær af den andens meninger og synspunkter, så for min skyld ingen alarm.
Der hvor jeg ser problemet er hvor man går udelukkende efter manden, personforfølgende hetz, hvor man intimiderer, latterliggør og ringeagte og belyver (beklikker) en person konstant,,, frem for vedkommendes synspunkter, meninger og livssyn der bringes til torv
det er bolden, altså spillet, der er så vigtig
Og her kommer så nok hovedeproblemet, nemlig at man mistyder ja bevidst og med fuldt overlæg mistyder og misfortolker og skævvrider hvad andre skriver, ja man gider slet ikke forholde sig tekstnært til hvad ens modpart fremfører,, og så derudfra vel argumenterer og fremfører sin kritik. Dette ville være spændende og det ville være sober debat, hvor bolden og spillet pludselig var det vigtigste,, dette kræver selvfølgelig som Bertrand Russell så ofte har været inde på det i forbindelse hans fremragende Vestens Filosofi Historie, at man en tid må se bort fra alle sine fordomme, og virkelig ærligt forsøge at sætte sig ind i hvad det er modparten forsøger at sige, hvad han/hun taler om, altså virkelig empatisk at forsøge at forstå sin modpart,,,,, derefter kan man så meget bedre tillade sig, nu med et større overblik og forståelse af hvad der er på tale, velovervejet og nuanceret komme med sin kritik, ris og ros,
men jeg tror ikke vi skal gøre det her (Debat-etik) så abstrakt, abstrahere fra den konkrete situation vi befinder os i, for vi ved alle med os selv hvad der er galt,
det er en fælles sag (samvittigheds sag) mellem os debattører, vores fælles virkelighed med hinanden og omgang med hinanden, simpelthen hvordan vi opfør os overfor hinanden
enhver af os ved at der er et par stykker eller tre der har den dagsorden der hedder os imod dem
og det er ikke længere debat, men endt op i at være personforfølgende hetz fra deres side,,, (uden tvivl er deres psykiske forsvarsmekanismer så veludviklede at de mener, via deres rationaliseringer, de er i deres gode ret og har en god sag i forbindelse denne deres under al kritik debatadfærd, hvilket jo så også gør at de kan få følelsesmæssigt afløb for en lang række af deres mest primitive drifter og instinkter (lysten til at nedgøre, latterliggøre, og intimidere andre)
Nå men jeg gentager gerne mig selv, hvor det er min bekymring er størst.
Følgende er min store bekymring, eller efterfølgende går min bekymring på, såvel som sorg, hvad jeg finder trist og sørgeligt:
Om noget jeg ønsker at vores forskellige synspunkter og ståsteder skal komme tydeligt frem og vi skal glæde os herover, vores forskelligheder, men vi skal ikke gøre personforfølgelserne, intimideringerne, latterliggørelsen og ringeagtelsen til det centrale i debatterne.
Det vigtigste må være at vi igen får lyst til at bruge det danske sprog, for at udtrykke os og beskrive, hvad vi finder væsentligt og som et ubetinget anliggende af ultimativ betydning for os og vores liv.
Det er nok det der gør mest ondt på mig, altså overgrebet imod det danske sprog, som er blevet voldtaget og ødelagt her på siden, ingen kan længere skrive noget og ytre sig, uden at det bliver groft mistydet og latterliggjort. Dette er vold imod sproget. Det er vold imod den gode samtale mellem mennesker. Det er vold imod ytringsfriheden, lysten til at skrive og formulere sig. Kors hvor er der gjort vold imod det danske sprog i den henseende og vi er i den grad blevet hæmmet og voldtaget dybt ind i vores indre, såvidt dette at turde skrive og ytre os frit.
Selv om jeg er meget robust, kan jeg dog tydeligt mærke den voldtægt og ødelæggelse der foregår. Men hvad med alle dem der ikke længere tør debattere frit, tør skrive her længere (tør lade munden flyde over med hvad de har på hjertet), fordi de kan se hvad det indebærer af risiko for at blive angrebet personligt og intimideret, latterliggjort og ringeagtet på det groveste, ud fra alene mistydninger og misopfattelser af hvad vi skriver. Det er denne voldtægt imod vores udtryk, vores tale og samtalen, brug af sproget, jeg begræder når jeg tænker på trosfriheds skæbne. At denne typiske akademiske angst, bluf og neurose, skulle sejre her på trosfrihed er sørgeligt. Jeg vil forsøge at gøre alt hvad jeg kan personligt for at få det ændret. Derfor har jeg også kigget kritisk på mig selv som debattør, hvilket jeg også synes et par andre burde gøre, hvilket jo er den dagsorden thomas forsøgte at sætte op, men så smuttede han igen, og som jeg engagerede mig i, men vi slås med det tavse flertal, der gemmer sig af konfliktskyhed, ellers var debat terrorismen nok ophørt for længst. Men jeg tror vi er ved at lykkes, at vi vil lykkes, jeg fornemmer det.
PS:
undskyld arne, jeg er af for mange ord idag, også idag ;) men håber dog du finder et og andet der gir mening for dig i hvad jeg skriver
|
|
|
|
