|
0
registrerede
826
gæster og
246
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Lad Trosfrihed blomstre!
|
Kære Harly,
I et indlæg d. 20/12 - 2012 i denne tråd sluttede jeg et indlæg med ordene:
Mit personlige forhold til ordene er nu anderledes, end det var engang. Mere om dette i et senere indlæg. Ellers bliver det her for langt.
Du skrev, at du spændt afventer en fortsættelse, så den kommer her.
Jeg har allerede fra første gang, jeg læste Jesusordene, elsket dem. For mig var det virkelig en øjenåbner. Jeg troede, at "troen" på Jesus bestod i at acceptere, at en Jesus har eksisteret, og - i tillæg hertil - at han er Guds Søn.
Jeg kan huske, at jeg i utrygge situationer som lille kunne finde på at bede til ham uden at kende til andet, end at man - formodentligt - skulle acceptere to ovennævnte forhold. Trygheden var flygtig, for hvorfor - nej, hvordan! - skulle jeg dog kunne acceptere, at der eksisterede en Jesus, som skulle være Guds Søn? Hvad underbyggede dette? INTET.
... INDTIL jeg fik øjnene op for de ord, der tilskrives Jesus. Disse ord - gik det op for mig - beskrev den fuldkomne kærlighed, den absolutte uselviskhed! Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Og jeg har heller aldrig siden hørt noget lignende.
Disse ord måtte jeg bare vidne om. Nu kunne jeg jo se, at "kirkens dogmatiske" måde at forkynde Jesus på intet havde at gøre med de ord, der tilskrives ham. Troen - forstod jeg nu - bestod ikke i at acceptere dogmer om "en Jesus som skulle være Guds Søn". Den bestod i - som han selv sagde - at tage imod hans ord, bære dem i hjertet, lade dem gro i sjælen, og handle på dem! Først da ville det blive muligt virkelig at erkende, at han er Guds Søn.
Det var sandelig "en helt anden tro"!!
Det gik hurtigt op for mig, at ordene afskrækker folk. Og min konklusion er stadig, at det skyldes, at de stiller nogle krav, som mennesker flest helst vil undgå at følge. Det er trods alt ret "skrappe" krav, som det f.eks. kan ses i Bjergprædikenen. Men det er også frydefulde krav, hvis hjertet dog blot vil forstå!
Og således gik det til, at jeg talte om ordene, citerede dem, og - måske med et lidt andet ordvalg - "prædikede" som jeg netop nu har gjort ovenstående. Jeg blev angrebet og lagt for had. Jeg blev beskyldt for at have urene motiver. Det havde jeg ikke.
... Men i min meditationspraksis, som kom nogle år senere, gik det op for mig, at jeg ikke selv fulgte Jesu ord nær så godt, som jeg måske gik og troede. Jeg havde aldrig påstået at følge dem. Men nu gik det op for mig, at det gjorde jeg virkelig ikke, slet slet ikke. I min meditationspraksis så jeg ind i mig selv, som jeg tror, at man kun kan gøre i kraft af meditation. Jeg så egoets rødder trække dybt ned igennem hjertet og splitte det i fragmenter, der næsten alle blev farvet af selviskhedens saft, der udsprang fra egoets rødder - og ikke mindst dets blomster, som jeg ikke havde fået øjnene op for før.
Jeg er egoistisk, Harly. Dybt, dybt egoistisk. Ja, måske Michael har ret, når han kalder mig ond. Der er så meget mørke indeni. Så meget at jeg må glæde mig over, at min meditationspraksis har været så nådig kun at afsløre det gradvist for mig. Før fik jeg at vide, at jeg skulle springe højt af fryd, når jeg blev "forfulgt" på debatterne. Men efter at have set ind i mig, ved jeg, at jeg må begynde dér først. Og hvis jeg skal springe højt af fryd nu, så må det være fordi, at min selverkendelse - måske - endelig er begyndt at gry.
Jeg elsker stadig Jesu ord. Måske er min ydmyghed for dem - i indsigten af mine egne utallige mangler - måske netop større. Jeg tror på, at dine intentioner er ægte, når du bringer os ordene. Jesu ord, Guds ord. Og jeg kunne aldrig finde på at fordømme dig, som de andre fordømmer dig. Måske er du i stand til at gøre det, jeg ikke magtede. Jeg vil stadig handle - jeg vil ikke grave talenterne ned. Hvad, jeg dog vil gøre, er at forsøge at holde balancen mellem selverkendelse og prædiken; mellem ydmyghed og handling.
Fred,
Thomas
|
|
|
|
