|
1
registreret Arne Thomsen
482
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Lad Trosfrihed blomstre!
|
Kære Harly,
Hej Thomas!
Har du set den besked, som jeg sendte til dig privat? Og er det fordi du lige skal "tygge lidt på det", at du ikke har svaret mig endnu? for det kan jeg så også godt forstå, på grund af indholdets karakter. blinker
Forøvrigt, er det et godt initiativ, som du har gang i her! smiler
En lille "reminder" til de deltagende debattører herinde:
"Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer."(Lukas 6,31)
Jeg takker dig for dine beskeder 
Her på Trosfrihed gør nogle af debattørerne det, som jeg har nævnt i et tidligere indlæg: De tolker andres intentioner. Dette er helt naturligt, det gør vi mennesker. Men fremhæver man Jesu ord, så bliver intentionerne ofte tolket negativt. Og det er frygteligt ubehageligt at få at vide, at man kun bringer et Jesus-ord grundet hykleri eller andet af samme skuffe.
Jeg har ikke selv påstået, at jeg følger Jesu ord. Men jeg har altid påstået, at de vækker noget i mit hjerte. Grunden til, at jeg bringer dem, er derfor ikke for at ophøje mig selv, men fordi jeg tror, at de også vil kunne vække noget hos andre. Dette er den primære grund.
Sekundært: Jesus associeres i dag mere til overtro og kirkelige ritualer end til de ord, der tilskrives ham i en ganske lille del af Det Nye Testamente, som igen kun er en mindre bid af biblen. Denne association betyder efter min erfaring, at mennesker sjældent får at høre, hvad han sagde. Jeg tror ikke, at dette er nogens skyld. Det er vores menneskenatur ikke at ville lytte til krav, hvor vi skal gøre en ekstra indsats (som f.eks. at handle efter Jesu bud). Vi vil hellere lytte til sentimentale historier hen over julen - også selv om de er fulde af overtro.
Tilbage til ordene: Hvis Jesus intet sagde - hvis han slet ikke fandtes - så får vi mennesker stadig sjældent at høre de ord, som tilskrives ham, de ord som er lige sande, uanset hvem pokker der har sagt dem.
Så hvad er mit fokus? Det er tofold: Mit fokus er på ordenes virkning på hjertet (uanset hvordan pokker de er blevet nedfældet), og på at de kommer "for dagens lys"/at folk får at høre (for det er ikke nok, at de står i en lukket bog).
Alligevel bliver jeg anklaget for at "ophøje mig selv" og for at nære kærlige følelser for en "jesus-figur". Begge dele er forkert. Den første anklage er et stærkt emotionelt angreb på mig som person. Det andet angreb viser en manglende forståelse for, hvad der rent faktisk er mit ærinde ved at bringe ordene, der tilskrives Jesus. Og jeg siger "tilskrives", fordi det for mig IKKE er afgørende, om det er en Jesus, der har talt dem. Om ordene så var skreget i mulm og mørke af et kor af rotter, så ville de dog stadig være lige sande.
Mine forholdsregler:
I forlængelse af ovenstående gælder derfor, at jeg på den ene side konstant skal forsvare "min person". På den anden side skal jeg konstant forsvare "min sag". Jeg har dog opgivet at gå i defensiven og vælger i stedet for at ignorere visse debattører måneden ud, som det nu er tilfældet med Ole - eller permanent som det er tilfældet med Michael. I sidstnævnte tilfælde åbner jeg dog for dialog igen, hvis jeg ser en forandring over et længere tidsinterval (men altså ikke automatisk). Disse forbehold tager jeg for at sætte en grænse i forhold til mig selv og i forhold til debatten.
En klokkeklar løgn er, at "Thomas" skulle være "SagtModig". Denne løgn blev tilbagevist. Men hvad med alle de andre løgne? Det er også blevet sagt, at jeg har været "Sandheden" og alle mulige andre, som jeg bare ikke har været. Her på Trosfrihed er løgnen åbenbart gældende, indtil den er blevet tilbagevist. Den anklagede er skyldig, indtil det er bevist, at han er uskyldig. Det er den omvendte verden, men kaldes altså (tros)frihed og "ingen stram censur". Der er sandelig nogen, der udnytter det! Jeg vender ikke den anden kind til mere, end at jeg håber, at det kraftigt har undergravet deres troværdighed.
Hvad ellers:
Mit personlige forhold til ordene er nu anderledes, end det var engang. Mere om dette i et senere indlæg. Ellers bliver det her for langt.
Fred,
Thomas
|
|
|
|
