|
0
registrerede
497
gæster og
215
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Trosfrihed – idéernes mødested
|
Hej Zenia (Ja, jeg må jo se at blive "ædru" igen  ).
Dit eksempel om Moskvas gadebørn minder mig om et andet humanitært projekt af meget lignende karakter.
Det drejer sig om børn i Bodh Gaya i delstaten Bihar, en af de fattigste i Indien.
Det er en nær bekendt af mig, der har realiseret en "drøm"(klik) fra de unge dage, og som bestemt ikke har været uden næsten uovervindelig modgang, men som alligevel lykkes - omend det jo er "en dråbe i ørkenen".
(Hvorfor det netop blev nær en ludfattig landsby ikke langt fra Bodh Gaya (klik), ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på, at det ikke har med at gøre med, at det var her, "den historiske Buddha", Siddharta_Gautama (klik), sad under et træ og nåede "den fuldkomne oplysning")
En af de yderligere gode sider ved sagen er, at det er lykkedes hende at få ganske mange danskere med i projektet. Det er en stor fordel, for hendes helbred er svigtende.
Det har dog ikke afholdt hende fra endnu engang at tage den lange rejse derover sammen med andre danskere, der gradvis skal tage over.
Jeg tror ikke, hun vil benægte, at børnehjemmet er en Sjæleopgave for hende - og nu for mange andre tillige
Og du er jo ikke selv uden erfaringer her, forstår jeg, siden du allerede har dømt dig selv til at være egoistisk, fordi du har det bedre, når du ikke giver op.
Det er jo nok ikke den værste form for egoisme 
Angående mine ikon-oplevelser og om der her ligger en sjæleopgave, har jeg faktisk altid været i tvivl.
Jeg er jo ikke i tvivl om, at stedet og dette "malede stykke træ" har givet mig inspirationer til åndelige berigelser, der går langt ud over, hvad den ortodokse kristendom og samtlige øvrige religioner har at byde på.
Og så sent som i september i år: Hvorfor har jeg ikke set det før?
En udstråling af kærlighed, så stærk, så stor, så altomfattende, så ren, så ægte.
I mere end 25 år har jeg hver sommer mødt denne ikon, og det, den symboliserer eller siger, og alligevel har jeg været halvvejs blind i alle årene!
Det er klart, at jeg er glad, lykkelig, taknemmelig, begejstret over, at jeg får lov at opleve dette.
Og holde min kæft, det kan jeg jo ikke, men dels er det svært at finde de rigtige ord, ligesom det også er svært at leve "det rigtige liv", og dels kan jeg jo ikke vide, om det, der begejstrer og beriger mit liv, nu også kan interessere andre mennesker.
Jeg vil jo ikke være missionær, så jeg er vel nærmest en ikke-missionær, der ikke kan holde sin kæft af bare begejstring; det kunne man vel også kalde at være en gammel nar, og det har jeg det faktisk ret godt med
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
