|
1
registreret Hanskrist
212
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Hvad der forstyrrer min lykke.
|
En ting, som virkelig kan gøre mig ked af det, er, når jeg oplever overgreb mod børn, og det gør jeg tit. Jeg hentyder ikke til grove seksuelle overgreb eller fysisk mishandling, men på de små daglige overgreb, som gør børn ulykkelige, og som voksne eller andre børn foretager, fordi de ikke forstår konsekvenserne af deres handlinger.
Hvorfor skælde børn ud for at have opført sig naturligt? Hvorfor er forældre ofte blinde for deres børns behov for kontakt og opmærksomhed? Hvorfor kan børn få den følelse, at deres forældre ikke elsker dem? Hvorfor må en pige som Fie Laursen gå på nettet, før omverdenen forstår, at hun er blevet mobbet til grænsen af selvmord i årevis? Og hvorfor giver loven forældre ret til at straffe børn hårdere, end vi må straffe ulydige dyr?
Børn er jo ufærdige mennesker. Barndommen er både en fysisk og mental udviklingsproces mod et fuldt udvokset menneske, så derfor fødes børn med et behov for at lære om verden og med en række instinktive følelser som vejvisere i læreprocessen. Ikke alle disse instinkter passer til et moderne samfund, så derfor må vi styre en vis tilpasning. Men vore erfaringer med dyr viser, at læreprocessen går hurtigst med belønninger for god opførsel, og at straf for dårlig opførsel kan føre til uheldige reaktioner. Så hvorfor straffer vi overhovedet vore børn?
Svaret er deprimerende. Vi straffer dem, fordi vi selv blev straffet, og hvad der var godt nok for os selv, er også godt nok til vore børn. Ellers måtte vi jo indrømme, at vi var gjort til dårlige mennesker af vores egen opdragelse, og skyde skylden på vore kærlige forældre. Dette er den virkelige arvesynd. Mange bruger derfor deres barndoms traumer som en undskyldning for deres dårlige opførsel, og som en form for berettigelse til at fortsætte den dårlige opførsel. Men det er ingen undskyldning, det er kun en forklaring, og den fritager ingen for deres eget ansvar.
Hvor tit har vi ikke hørt argumenter af typen: Jeg er et frit menneske, og folk må tage mig, som jeg er, ellers kan de rende mig et vist sted. Men hvorfor skal vi tage dem, som de er? Hvorfor skal vi tage os selv, som vi er? Er det hensigtsmæssigt at "ligge i krig" med sine omgivelser? Eller var det bedre, hvis vi forsøgte at ændre vores egen opførsel til noget bedre, før vi blandede os i andres?
Den sidste holdning kom jeg til, efter at have oplevet reaktionerne på et af mine projekter, som havde en halv million daglige læsere igennem halvandet år. Jeg har siden arbejdet på at forbedre mig selv, og kun blandet mig i andres forsøg på at begrænse menneskers ret til at gøre det samme.
Det er ikke let at ændre sin indoktrinerede opførsel. Det er en langsommelig proces, der starter med erkendelsen af egne fejl, så det er noget enhver selv må finde ud af med sig selv. Det handler om at finde tilbage til sine naturlige instinkter, både de egoistiske og de altruistiske, der handler om at hjælpe andre, og så veje dem op mod hinanden. Men vi er hele tiden udsat for en påtrykning af meningspaver, der vil bestemme over vore værdinormer, så det gør det ekstra svært.
Når jeg oplever, hvordan forældre skælder deres børn ud, og bruger fysisk magt imod dem, så gør det mig deprimeret, og jeg får en voldsom lyst til at råbe til dem: Så vågn dog op for helvede, og prøv at forstå, hvad I har gang i!! Men jeg gør det ikke, for ifølge loven ejer de deres børn, og der er vide grænser for, hvordan de må behandle dem. Det eneste, jeg kan gøre, er at medvirke til øget oplysning om forskningens kendsgerninger, så flere mennesker forsøger at tænke selv, om det nu også kan være "sandheden", som meningspaverne prøver at overbevise os om.
At få folk til at tænke selv, og være kritiske overfor missionærer og meningspaver, det er for mig det første lille skridt på vej mod en bedre verden.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
