|
1
registreret Arne Thomsen
168
gæster og
328
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Tak for sidst!
|
Kære alle sammen,
Tak for sidst. Det var hyggeligt, at I kunne komme. Jeg skriver jo dagbog - og det er skam ingen privatsag. Så her får I mine noter over vores hyggelige sammenkomst. Jeg garanterer ikke for sandhedsværdien, for jeg havde tårer i øjnene af latter hele aftenen - sådan er det at være i godt selskab. Men jeg forestiller mig i det mindste, at det foregik sådan her. Ellers må I rette mig.
Simon lå i sofaen op ad Ole. Det tog noget tid, før jeg stolede på mine øjne. Men minsandten om han ikke fik bryst! Dette forhold affandt begge sig længe med. Respekt var der ikke tale om - den hierarkiske forordning var for skæv til dette.
Pludselig sagde Simon: "Mælken er blevet sur, far ... æh, Ole!". Ole røg op i det røde felt og svarede, at han - og ingen andre - altid producerede den bedste mælk. Og selv om Simon lagde sig ind til Ole igen og forsøgte at tækkes ham, så var Ole gået i krigshumør. Sandelig om han ikke også havde trukket i sin krigsuniform. Men i stedet for striber og stjerner havde han skrevet sin alder tværs over fuglebrystet ... i håb om at den høje alder kunne konverteres til rang!
Stakkels Hans prøvede at få liv i Michael, der røg på en tom pibe med lukkede øjne og vippende tæer. Han kildede ham under tæerne, men de vippede blot endnu mere. Dog roste Michael Hans for at nyde nu'et. Men så vågnede Hans, for hvorfor skulle han acceptere ros fra en, der ikke har forstand på den rette filosofi?? Hans forsøgte at starte en diskussion med Ole, men han nåede dårligt at åbne munden, før Ole brølede: "Løgnhals". Og ordet havde kun lige forladt læberne, før Ole greb efter sit lange, gamle bryst for at skylle sin egen hals med den rest af mælk, som Simon endnu ikke havde lappet i sig. Det skummede og skummede ... og boblerne sank kun modstræbende ned.
For at klare sindet begyndte Ole nu at fortælle om alle sine bedrifter gennem et laaaangt liv. Lige fra hans tid som samurai - op gennem historien med alle de prinsesser og dronninger han havde nedlagt - til de krige han havde ført. Jeg forsøgte at holde trit ved at søge i historiebøgerne, men ingen Ole nævnt ... dog: Det er jo også sejrherren, der ender med at tolke forløbet.
Rose-Marie nød sin perlende vin, alt imens mændene kæmpede om hendes gunst. Hun blafrede min sine øjenvipper, og alle mændene troede, at det var til dem selv, hun blinkede. Arne tog initiativet og satte sig op til højbordet, hvor hun sad og lod vinglassets stilk dreje ømt imellem fingrene. Han fortalte om kunst og kultur, og Rose-Marie lod sig imponere.
Det var for meget for Hans, som droppede diskussionen med Ole og fór op til bordet. Arne blinkede en enkelt gang indforstået til Rose-Marie, som svarede med en lige så indforstået trækning ved munden - et feminint smil. Ydmygt gik Arne ud i entréen, hvor min hund lå syg af feber. Mens Hans forsøgte at smigre sig ind på Rose-Marie (og han mente, at det lykkedes ham, fordi hendes kvindelige charme som altid fik mænd til at drømme), tog Arne feberpinden ud af hundens pote og kiggede den roligt ind i øjnene. Den ædle visdom, som kun de rette leveår kan give et menneske, strålede ud til hunden, som hurtigt kom sig via en kraftig placebo-virkning, der blomstrede mellem hjerterne på to af Universets væsener (Arne og hunden).
Thomas sad og så muntert til, mens det hele udspillede sig. Jeg - professoren selv - gik ind og skænkede ham endnu et glas whisky, en Lagavulin, for Thomas er en RIGTIG MAND.
Og sådan er det!
|
|
|
|
