annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 3920138
Et andet syn 1153600
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 907245
Jesu ord 805754
Spirituel omsorg 764696
Galleri
Symbol
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 4 gæster og 86 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Jesu ord.PS.

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. 2 Kor 5, 16 - 19.

At kende Jesus der er Kristus, er kristendom, sådan begyndte det, og sådan vil det altid være.

At utallige religiøse mennesker forsøger at putte ord i mandens mund til deres eget brug, har aldrig været kristendom og bliver det ej heller nogensinde. Kloge ord er blevet sagt i alle tider af utallige mennesker.

Hvad Jesus måtte have sagt er fløjtende ligegyldigt (sat på spidsen), og vi aner det ej heller, bare vi ved hvem han er (Kristus), og hvad han stod for og det kan siges ganske kort og præcist:

Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham. Fil 2, 3 – 9.


Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven....et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 - 10.

Jesus lærte ikke fra sig om høj religiøs moral eller om esoteriske åndelige finurligheder, men han lærte til sig selv som Sønnen, menneskesønnen, der ved Ånden har dialogisk samliv og samspil med Gud Fader. Og ditto for vores vedkommende, er det ved Helligånden.





I spørgsmålet om Gud og mennesket afviser kristendommen både identifikationen og adskillelsen, men understreger foreningen: Hele formålet med at vi eksisterer, er at blive forenet med Gud og optaget i hans liv. Og det er kun kristendommen, der har en forestilling om, hvordan menneskesjælen kan blive optaget i Guds liv og stadig forblive sig selv (”ha ha” stik den Seretonin og i andre, om I kan (1)*), ja i virkeligheden først her finde sin sande identitet.

Det er kristendommens store hemmelighed, at Gud stiger ned til mennesket – for at mennesket skulle løftes op til et forunderligt samspil og liv med Gud (livet skjult med Kristus i Gud). Og eftersom ethvert menneske er helt unikt, bliver også dets møde med Gud helt unikt og forskelligt fra ethvert andet menneskes.

Det er netop ikke religiøsitet, selvfrelse og selvbefrielse, var det det ville Kristus jo ikke være vores frelser, og nåden til ingen verdens nytte. Nåde er Guds nærvær, Guds selvmeddelelse til os gennen Jesus Kristus ved Helligånden. Det er Gud der er Kærlighed, den uforbeholdne accept og kærlighed fra Gud til os i Kristus. Nåden og Helligånden betyder at det altid er Gud først og størst i vores liv; og vi giver stort set pokker i vores egne åndelige religiøse farisæiske anstrengelser, hvis vi ikke har Guds handlen med ind over vores liv som det sker i vores livs chokerende Damaskuserfaring; Kristusbegivenheden i vores liv, hvor Gud i sin selvmeddelelse, Sønnen (i Kristus), træder ind i vores liv og skænker os sin Ånd, som Guds børn. Det er Åndens nye liv, hvor vi magter at vandre i Ånden, og det er noget helt andet end den lydige underkastelse bogstaveligheder og skriftlige bud og regler (som vi finder i forbindelse med Koranen i islam og hos Visdom hvor det dog er andre skrifter, nemlig dem han med forkærlighed har udvalgt (selv et falsum, falsk plagieret plantet skrift, har han indlemmet, da det er vand på hans mølle, han har forkærlighed for det der står i det falske skrift)).


Mange kærlige hilsner Hanskrist.


(1)*:

Østens religioner, og de der er inspireret heraf, EKIM for en stor del, siger noget helt andet, her er Gud en intetanende kosmisk kraft, der gennemstrømmer alt og gør verden til sin krop. Hvorfor der her ikke skelnes mellem menneskeligt og guddommeligt (åndelig panteistisk monisme er det). Her er mennesket en del af Gud, og ifølge denne opfattelse forenes menneskets sjæl/jeg med Gud på samme måde som en dråbe vand opløses i havet (føj for den lede, det er åndeligt selvmord, ja mord på bevidstheden, for det betyder selv sagt dråbens endeligt, Sønnens død, Kristi død og manglende opstandelse; altså den menneskelige indentitets udslettelse, hvor menneskets sjæl og jeg ophører med at eksistere). For en mand som mig med stor religionsfilosofisk interesse, er det tydeligt at se hvem der ønsker at trække kristendommen i denne utilladelige retning. Jeg kan lige nævne Thomas Visdom, jmp og Seretonin (til trods den afgørende menneskelige forskel på Thomas Visdom og jmp), men der er mange andre, da folkereligiøsiteten er inspireret og gennemsyret af østens religioner.


PS:

At indleve sig i ord Jesus eventuelt måtte have sagt, som man har forkærlighed for, er en mental hypnotisk meditativ religiøsitet, og det skaber klarhed og giver overblik, og det praktiseres jorden over som positiv tænkning og selvhypnotisk bekræftelse. Dette virker og har en stor gavnlig effekt, men efterlader mennesket på dets egen plan, på gulvet, på jorden, efterlader mennesket uforandret og uberørt (Kristusbegivenheden holdes i skak med selvretfærdighed). Det er religiøs menalhygiejne og har ikke en skid at gøre med nyskabelsen, vores dynamiske samliv med Gud i Kristus ved Helligånden (livet skjult med Kristus i Gud). Kristusbegivenheden opkvalificerer os til at kunne vandre i ånden, til åndens nye liv, fordi vi her har Guds handlen med ind over vores liv, og ikke kun vores egne selvretfærdige religiøse mentalhygiejniske ensomme anstrengelser og selvtransporterende øvelser imod åndelighed og sublimitet. Ensomme anstrengelser der er det stik modsatte af at elske næsten som os selv, det kristne engagement.
Seneste indlæg
VÆREN - IKKE-VÆREN
af Arne Thomsen
21/09/2019 21:18
Mellemrummet
af Simon
21/09/2019 20:58
Samtaler omkring bålet...
af Tikka
21/09/2019 00:31
OPLYSTHED
af Gerth
20/09/2019 21:24
Lyser på vej
af Simon
17/09/2019 10:32
Nyheder fra DR
Mindst 74 anholdt efter sjælden protest..
21/09/2019 22:43
Efter ekskonens død har krigsfotografen..
21/09/2019 22:30
Hver tredje gymnasieelev har gjort skade..
21/09/2019 22:28
3F-formand: Truende bagagemedarbejder er..
21/09/2019 19:30
Detektor: Var Løkkes S-frieri virkelig ..
21/09/2019 19:06
Nyheder fra Religion.dk
Er selvudvikling det moderne svar på Gu..
20/09/2019 08:00
Er ordentlighed virksomhedernes nye valu..
19/09/2019 22:00
Professor: Svend Lings-sag har mudret de..
19/09/2019 22:00
Test dig selv: Hvor godt kender du Højs..
19/09/2019 08:00
Natur og kultur har præget de shamanist..
18/09/2019 08:00