|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
475
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Red Solsorten og andre end dig selv
|
Kære Hanskrist.
Du skriver:
"I kristendommen (i og med Jesus, Gud der er Jesus) står Gud et andet sted. Gud har stillet sig i vores tidslige historie, solidarisk med os på livets side. Den Gud du taler om Jan Sero, er en abstraktion, eller en barnlig narcissistisk projiceret sublimeret subjektiv alene forestilling. En nøgen ophøjet (ophøjet over tiden og livet) selvtilstrækkelig størrelse eller entitet."
Kræver det ikke et objekt for at der kan forekomme en projektion? Og for at noget kan være narcissistisk kræver det vel også noget konkret, noget personligt, ik?
Hvis alt er subjektivt og subjektet så "skaber" noget det ser som adskilt fra sig selv, så kan man vel tale om en projektion?
Og så tilmed gør sig selv og dette noget til noget personligt, og dyrker det som noget guddommeligt, så kan man vel tale om at være narcissistisk, ik?
Jeg tror så længe dualitet er udgangspunktet, så vil Gudsbegrebet også bære præg af dette.
Og så vil der også være selvmodsigelser i det budskab som afstedkommer fra dette Gudsbegreb.
Du giver ofte udtryk for at du oplever, at der er for mange som er alt for ukritiske overfor det som står i NT. Hvilken kategori vil du sige du selv tilhøre, Hanskrist?
Det som er sandt kan vel per defination ikke være dualistisk?
Du skriver:
"Smerte for smertens skyld alene har ingen mening ej heller i kristendommen. Det du skal forstå er at smerte har at gøre med følelser og sanselighed, altså kød eller biologi at gøre, og dette er Gud Søn, Jesus, ikke hævet over (ingen mennesker er hævet herover), ja selv Gud Fader finder sig heri og stiller sig her og sætter en grænse for dødens gru."
Er dette ikke også blot en projektion af egen selv-opfattelse?
Og er det ikke også lidt overfladisk?
Spørgsmålet må være hvad der er årsag og hvad der er virkning. Jeg synes at opleve bred enighed indenfor front-forskningen af menneskets psyke(sind) omkring det, at det kognitive(tænkning) er det som afstedkommer de følelser vi oplever. Og indenfor kvantefysikken er der også bred enighed omkring det, at alt vi sanser/opfatter som værende objektivt, i virkeligheden ikke er adskilt fra subjektet.
Normalt tror vi at vores følelser af smerte er forårsaget af noget objektivt, noget vi sanser fra en verden adskilt fra det vi tænker(subjektet, sindet). Men det vi sanser eller opfatter som værende objektivt bliver altid fortolket baseret på hvad det er vi tror på. Årsagen til den smerte vi måtte opleve er ikke noget udefrakommende, da vores følelser er forårsaget af det vi tænker. Altså smerte er udelukkende en mental proces.
Du kan faktisk træne dit sind i ikke at føle smerte. Og dette skal ikke forståes som at fortrænge smerten, men at gå dybere ned i dit sind så snart du mærker smerte. Først erkender du hvad det er du oplever, og dernæst går du på opdagelse i dit sind i form af, at se på det du føler, det du tænker, det du tror på, det du antager som sandheden om dig selv, verden og Gud. Og så hvis du øver dig rigtig meget, så begynder du at se du ikke er underlagt smerten, men at smerten faktisk er noget dit sind selv producere i form af det trossystem/tankesystem det knytter sig til. Du opdager du selv har valgt smerten, og at du selv kan gi slip på årsagen til smerten.
Du skriver:
"Mennesket er et følende sansende væsen og smerterne fortæller os hvor vores grænser går. Således er smerter indikator for hvor vores grænser går i forhold til omgivelser, miljø og vilkår der ville skade os og måske endda tage livet af os. Uden smerter ville du gå ind i flammerne og blive fortæret og du ville fortsætte med at legemsbeskadige dig selv i en lang række situationer uden at få besked om at du var igang med at skade dig selv dødeligt."
Jeg er enig i at smerten kan ses som en grænse. Jeg vil endda sige at smerte er et udtryk for uvidenhed, hvilket også kunne være det samme som fortrængninger, som så oftes fører til forvrængninger og projektioner. Og oftes opleves smerte på et dybere plan som straf. Dette indikere at smerten faktisk er et udtryk for skyldfølelse, den ubevidste ontologiske skyldfølelse. Og så kommer vi igen ind på hvad det er sindet tror på. Hvis det tror på det har syndet og er skyldigt, så fortrænger det denne skyldfølelse, og indenfor psykologien er der stor enighed omkring det, at efter en fortrængning sker der oftes en projektion. Og så er vi tilbage ved årsag og virkning. Årsagen til smerten er den ubevidste skyldfølelse, og da sindet er skrækslagen for at konfrontere denne skyldfølelse fordi sindet tror det har syndet, så projicere sindet årsagen ud på det lærrede vi kalder verden, og det ser nu ud som om at smerten er forårsaget af noget "ydre".
Men hvis du virkelig ønsker at finde frem til hvad der virkeligt er sandt, så går du på opdagelse i dit sind og sætter spørgsmålstegn ved alt hvad du tror på, alt hvad du ser som værdifuldt, og så ser du hvad der virkelig giver mening og hvad der ikke gør. Hvis du kan se at skyldfølelse eller smerte ikke giver mening, så giver du også slip på den tro som forårsager skyldfølelsen og smerten. Det er det jeg tror Jesus gjorde, og dermed befriede han hans sind fra ideen om synd og troen på skyld, frygt og død.
Så hvis du mener vi er frie i Kristus, så kan smerte ikke være noget vi er underlagt. Det må være noget vi selv har valgt, og derfor kan vi også selv give slip på den. Men det gælder selvfølgelig om at være meget bevidst om hvor ens grænser går, og så udvide dem i det tempo man nu kan være med til. Og hvis man forstår at smerten er mental og ikke fysisk, så har man heller ikke fokus på kroppen men på sindet.
Den som ved at smerte er en mental-proces affødt af et forvrænget forsvarssystem, han/hun vil sikkert også forstå at kroppen er et redskab til at kommunikere med. Så selvom dette sind har sluppet årsagen til smerte, så ville dette sind sikkert bruge kroppen på en meget kærlig og venlig måde. Og ikke rende rundt og skære i sig selv eller tænde ild i sig selv. Det ville sikkert bare skabe fokus på kroppen og budskabet om tilgivelse og samhørighed ville blive ignoreret. Sådan var det med Jesus. Det var Jesu krop næsten alle var fokuseret på, og hans budskab blev ignoreret af de fleste eller omfortolket, så det var kroppen eller navnet der blev fokuseret på.
Det er helt fint at bruge det konkrete til at opnå en forståelse af det som ligger udover det konkrete(det metafysiske). Det var derfor Jesus brugte lignelser, netop fordi vores sind er så identificeret med det konkrete og derfor har brug for symbolsprog til at opnå en forståelse af det metafysiske.
Og det er også fint vi har vores grænser så længe de er nyttige for os. Der er ingen grund til at gå hurtigere frem end ens bevidsthed kan bære. Men uanset hvad, så vil vores sind fortolke det som om det bliver straffet så længe det tror der er en større magt som har begrænset det. Og det er her jeg synes du er lidt tvetydig, Hanskrist. På den ene side siger du vi ikke er underlagt en ophøjet Gud, og på den anden side siger du vi er underlagt det fysiske eller biologiske. Og hvis ikke det er vores eget sind som har "skabt" det biologiske eller fysiske, så må det vel være Gud. Og på den måde ender vi i at der kun er to muligheder. Og begge synes at være lige sindsyge.
Hvorfor begrænse sig selv hvis man er skabt fri?
Og hvorfor skulle Gud skabe begrænsninger hvis Gud er indbegrebet af frihed?
Det er disse spørgsmål der virkerlig får ens trossystem til at vakle. 
Kærligst Jan.
|
|
|
|
