|
2
registrerede somo, Arne Thomsen
467
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Red Solsorten og andre end dig selv
|
Hej Anne - ALH.
Jeg mener, jeg forstår dine tanker, som jo er umiddelbare og sympatiske.
Men jeg får lyst til at inddrage Bhagavadgîtâ.
Måske er det, jeg her vil fremføre, ikke rigtigt forstået, men jeg ta'r chancen.
Det jeg tænker på er de tre "overskrifter": Handlingen, Indsigten og Hengivelsen.
Handlingen her er jo ikke på en krigsvogn at spænde buen og fyre den af i kamp, men i stedet noget så tilsyneladende uskyldigt, som at fodre fugle.
Hvorfor gør de fleste af os det?
Inderst inde er det vel for at opnå glæden ved at hjælpe fugle i nød - med en ganske lille indsats - modsat Samaritaneren, der påtog sig en meget anderledes tung byrde ved at hjælpe voldsofferet - endda gennem længere tid.
Men er det fuglens glæde, eller er det vores egen glæde, der driver os, når vi fodrer vilde fugle om vinteren?
Min fornemmelse er, at det nok mest er vores egen glæde, der driver os - og det er dét, mener jeg, den indiske bog fraråder - at vi lader os drive af "handlingens frugter".
Bruger vi vores indsigt, ved vi jo godt, at hvis vi fodrer fugle i nød, så påvirker vi den naturlige bestand af fugle, sådan at de bliver flere, end naturen har plads til - hvorved de for altid bliver afhængige af vores omsorg.
Er dét godt, at opelske en bestand af vilde fugle, der ikke kan klare sig selv, men som til stadighed er afhængige af vores omsorg - endda sandsynligvis i stigende grad år efter år?
Hvad Taverna-kattene og sommerhuskattene angår, så har vi gjort nogle vilde katte afhængige af foder fra os - ofte i en sådan grad, at de ikke er i stand til at fange en mus.
Er det godt at opelske en bestand af vildkatte, der er afhængige af sæsonbestemt fodring, som medfører, at de dør af sult uden for sæsonen?
Man kunne så - med denne indsigt - sige, at vi må påtage os det ansvar, vi har pådraget os, ved at starte fodringen, men selv for den mest motiverede næstekærlige sjæl ville det jo føre til at bestandene af de vilde fugle og katte, vi har fodret, vil vokse så voldsomt i antal, at opgaven bliver uoverkommelig, og vi ender derved - hvis vi er uden indsigt - med at gøre ondt værre.
I dette dilemma er det så, synes jeg, at hengivelsen til denne vidunderlige verden, vi lever i - og selv er en del af - kan hjælpe os til, med indsigten i behold, at handle på en god måde.
Det vist stadig rigtigt, at der dør ca. 20.000 menneskebørn af sult - hver dag (og dertil yderligere ca. 10.000 af sygdomme, som også stort set kunne være undgået), og det er vist stadig sådan, at manglende global hjælp medfører, at millioner af kvinder i U-lande føder flere børn, end de ønsker.
Og det er vist stadig sådan, at vores levevis i her i I-landene forurener atmosfæren sådan, at det især vil ramme menneskene og naturen i U-landene.
Og det er vist stadig sådan, at dét, at vi laver naturen om til et spisekammer for mennesker (og især husdyr) medfører, at den oprindelige naturs dyre- og planteliv uddør - ja for længst er uddød i et land som vores.
Hvilke handlinger er det da, vi med indsigt og hengivelse skal prioritere højest?
Og nar alt det er sagt, så vil jeg gå ud at vinterfodre fugle - vel vidende, at det mest er for min egen fornøjelses skyld 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
