|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
472
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Red Solsorten og andre end dig selv
|
Kære Arne
Jeg er meget uenig i dit svar til Michael.
Vi er her sammen på jorden, ikke bare mennesker, men rent faktisk også dyr og det på trods af, at naturen i sig selv lever/opretholdes gennem en økologisk balance. Men dermed er ikke sagt, at vi bare skal lade som ingenting, når en vinter bliver så hård, at den tager mange fugleliv - disse små væsner må som den lille pige med svovlstikkerne holde ud, mens sneen og frosten har dækket deres føde til, mens glade børn leger i sneen og bagefter varmer sig og mætter sig, indtil de forsultede giver deres sidste pip og ligger ganske livløse mod den frosne jord.
Jeg synes, det er problematisk at kalde dyrelivet for en "kunstig bestand". Måske handler det mere om vores modstand. Vi mennesker har en dyb modstand, som kan sammenlignes med den Jesus oplever, når folk jfr. de nytestamentlige beretninger som f.eks. bjergrædikenen forarges over Jesu ord og væremåde ("salig er den, der ikke forarges"). Jeg blev den aften, da jeg modtog en sms om solsortens truede liv oprørt af modstandsfølelse: Behøver vi virkelig at bekymre om os det, jeg kan ikke magte flere praktiske projekter i mit liv på hjemmefronten osv. Men jeg vidste da udmærket godt, at der var noget om sagen. Så sent som i morges var jeg ved at fortabe mig i to solsorte, som jeg egentlig ville have givet min lille madpakke (brød med advocado og ost), hvis ikke det var fordi, jeg var så dum at blive forstyrret af andre mennesker omkring mig. Bagefter hørte jeg fuglepippen - en lyd vi så ofte tager for givet i vores triviale liv - og pludselig spurgte jeg mig selv: Hvad nu hvis deres pippen i virkeligheden er udtryk for sult? Og her går vi halvfede danskere (jeg er selv en af dem) og fylder os med fedt, som det behager os, mens andre i verden sulter, både dyr og mennesker..
Det samme gælder kattene - også her svigter vi ofte. Fordi mennesker er så tåbelige at slæbe katte med i sommerhuse for derefter at efterlade dem, er det groteskt bare at lade dem være. Jeg kan godt forstå din rationelle forklaring og kan til dels give dig ret i, at vi kan komme til at trække deres lidelse. Men dette skyldes udelukkende mange menneskers modstand og uudviklede evne til at gå ud over dem selv. For hvem siger, at vi bare skal lade dem være, ja, hvorfor føler vi ikke noget i hjertet, en indlevelse, der gør, at vi handler, f.eks. ved at tage katten med os hjem, passe den, hvis ikke vi kan beholde den selv, indtil vi finder et nyt og kærligt hjem (som ikke lader katten eller andre dyr i stikken pga. selvviskhed).
Den hund (min lille Maja) jeg havde den glæde at kende gennem 7 år kom fra Madagaskar. Der fik hun som hvalp smigret sig ind hos et ægtepar, ikke fordi hun nødvendigvis ville til Danmark, men fordi hun simpelthen var så sulten, at hun ikke kunne lade være med at tigge. Hun fik en godbid og sikkert en mere, og til sidst befandt hun sig i en flyvemaskine på vej ind i en ny tilværelse, som varede 14 år. Hun fik sit hundeliv, og jeg fik hende hjem til mig, da hun var 7 år, og jeg oplevede, hvordan hun blev mere og mere tryg ved livet og hverdagen hos mig. Hvis ægteparet den uge de tilbragte på Madagaskar havde afvist den lille hjemløse hvalp, var den død sikkert ganske ung, måske af underernæring, måske i hundekamp, eller måske blev den skudt for at mindske bestanden af gadehunde.
Hvorfor er de handlinger, der ellers er menneskelige blevet så umenneskeliggjorte? Handler det ikke i virkeligheden om os selv?
Puha, nogle gange får jeg det godt nok svært, ikke bare med mig selv, men med menneskeheden og dens borgerlige lukkethed. 
Det var så sagen set fra mit synspunkt. Hav en god dag, Arne, jeg er glad for, at du trods alt fodrer fuglene. Derhjemme er vi (ikke lige mig, da jeg læser til eksamen inde i byen) i gang med at lave fodrerbrætter til fugle og faktisk også til rådyr og dådyr, som også leder efter mad og af og til søger ind på vores grund væk fra de sultne jægere.
Mvh
Anne
|
|
|
|
