|
1
registreret
(1 usynlig),
48
gæster og
145
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Tanker - idéer - visioner.
|
I stedet for fornuftens og logikkens beherskelse af sproget, sætter Heidegger kærligheden, da den svarer til værens karakter af omsorg for det værende.
Tænkningen burde være værens tænkning, at tage sig af en sag eller person eller naturen i dens væsen, hvilket vil sige at elske den.
Med Herbert Marcuse taler vi om et logos eller et eros verdensforhold og verdens tilgang og engagement og hos Paulus finder vi at agape overgår selv al kundskab og visdom. For Paulus er forstand og kundskab og visdom af endda guddommelig oprindelse (1)* og alle kristne får del heri gennem Helligånden, men det er intet værd hvis vi ikke ejer og er besjælet af agape i vores verdesforhold og verdens tilgang og engagement.
(1)*:
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
-0-0-0-
Paul Tillich taler om Fornuft og Ekstatisk Fornuft:
Først et eksempel på Ekstatisk Fornuft:
HENRYKKELSEN - EKSTASEN - at blive sig selv løs og fri - løs og fri af sig selv for en stund - for en stund at glemme sig selv - en selvforglemmelsens stund - at være ude af sig selv for at noget andet ⚽ eller NATUREN eller MUSIK eller nogen anden kæresten fx (børnene eller børnebørnene) og næsten som den fremmede, eller Gud som Healing Ånd og Kærlighed kan fylde os - gribe os og berige os og begejstre os (beÅNDE os (Ånden er over os og vi er drevet af Ånden)) - HENRYKKE og FORRYKKE OS - bringe os i EKSTASE - i en slags VANVID eller GLÆDE og JUBEL - guddommelig "vanvid".
"Vanvid [er] skønnere end fornuft ifølge de gamles vidnesbyrd, eftersom vanviddet kommer fra guderne, mens fornuften er menneskeværk" siger Platon.
Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt (motiv; mål), dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt altså "selv og verden", indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden (vores eksistens kan forandre vores essens), som når mand og kvinde forenes i kærlighedslivet, som når mennesket og kosmos finder sammen i en syngende resonans og harmoni hvor naturen fylder mennesket med kraft og energi eller energier og harmoni ro og fred og Healing, Helbredelse. At Naturen Helbreder er der kommet øget fokus på idag. Hvilket skyldes vores fysiske kropslige biologiske sanselige i verden væres tilstedeværelse er en før-teoretisk og før-kulturel-sproglige "i verden værens tilstedeværelsesform" der påvirker amygdala og hippocampus positivt og dermed lindre og befrier os fra stress og bekymringer og overtænkning, ængstelige bekymrende grublerier.
Paul Tillich:
Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold. Paul Tillich.
Fornuften er forhåndsbetingelsen for tro, men i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel. Den menneskelige fornuft er endelig. Al kulturvirksomhed, teoretisk så vel som praktisk, bærer dette endelighedspræg, derfor er den aldrig ubetinget anliggende. Men fornuften er ikke bundet til sin endelighed. Den erkender den og hæver sig derved over den. Mennesket erfarer et tilhør til det uendelige, som dog hverken er noget af ham selv eller står i hans magt. Det må gribe ham, og hvis det gør det, bliver det ham et anliggende af uendelig vigtighed. Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold, og ender med at fyldes af irrationelt - dæmonisk - indhold, som sprænger den. Paul Tillich
-0-0-0-
Den vågne læser vil bemærke at hos Paul Tillich og Albert Schweitzer ud fra deres læsning og forståelse Paulus der vil de ekstatiske apokalyptiske åbenbaringer ikke ødelægger Fornuften. Altså de religiøse spirituelle ekstatiske (apokalyptiske fx) erfaringer ødelægger ikke vores Fornuft eller de ødelægger ikke eller er ikke en trussel imod vores Forstand og vores Forstands Strukturer.
Dette er religionshistorisk enestående og aldrig set før hos en religiøs mystiker af fornemste karat som Paulus hævder Albert Schweitzer og han udtrykker det så smukt på følgende vis:
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Mange kærlige hilsner HansKrist
PS:
Edgar Morin overgår alt og alle når talen drejer sig om Fornuften contra Ekstatisk Fornuft eller de Ekstatiske Apokalyptiske Åbenbaringer (De to tankegange, den rationelle forstandige og den mythologiske (at tænke i Billeder)) vi finder i de religiøse erfaringer hos Jesus og Paulus:
Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit;
Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv;
Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre.
Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin.
Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.
Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);
- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.
Vi ved ikke hvad den ånd, der kan opfatte den hjerne, der frembringer den, er. Eller hvad en hjerne, der kan frembringe den ånd, der opfatter den, er. Edgar Morin.
Menneskeånden er ikke længere alene og uden for livet, den udvikler et nyt liv - åndens liv - i en ny verden - åndens verden.
Den levende ånd, trækker sig ikke bort fra livet, men udvikler det (livet) i sig selv og i os.
Bevidstheden viser sig at være i stand til at virke tilbage på ånden, modificere den og reformere den, og dermed reformere selve det levende væsen.
-0-0-0-
Til slut vil det være på sin plads at nævne psykoanalysens fortjeneste, bevidsthed og fornufts og rationalitets kritik, med opdagelsen af det ubevidste.
Hvor psykoanalysen i den grad radikalt har forandret vores tiltro til rationalitet og vores bevidsthedsliv.
Og Jungiansk Psykologi har fået os til at forstå hvordan vores "inner world" og "outer world" er forbundet på en måde vores skolede kulturelle bevidsthedsliv eller fornuft slet ikke formår at redegøre for.
|
|
|
|
