|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: treram
Emne: Re: Barndomserindringer - krigen på nært hold.
|
Kære Kristian.
Det var en herlig historie lige til dansk folkemindesamling.
Jeg vil bidrage med nogle oplevelser også fra krigens tid.
Jeg har boet i Glostrup næsten hele mit liv og derfor også under besættelsen, her havde vi krigens alvor noget tættere på livet.
I 1944 gik jeg og en skolekammerat til svømning i Damsøbadet på Frederiksberg, vi cyklede,da der ikke rigtigt var andre alternativer på dette tidspunkt. Vi var begge 10 år gamle og tog turen to gange om ugen.
Der var en stor fabrik i udkanten af Glostrup mod Rødovre, den hed Globus og der fremstillede man bl.a.dele til V2 raketterne der blev sendt mod London og forårsagde nogen ødelæggelser der.
En dag på vej hjem fra Damsøbadet ad Roskildevej, kom vi forbi Globus der lå helt ud til Roskildevej, ankom der en stor lastvogn og en masse mennesker sprang ud, vi synes det så mærkeligt ud og stoppede op, men vi hurtigt besked på at cykle videre og det skulle gå stærkt, vi spurtede ned imod Glostrup bymidte, undervejs hørte vi skudsalver, da vi nåede ned til brandstationen, der havde til huse i det gamle nedlagte Glostrup bryggeri, hørte vi nogle høje eksplosioner, udenfor brandstationen stod brandmændene opmarcherede, ligesom klar til at rykke ud, men de havde tilsyneladende meget god tid, selvom de hørte eksplosionerne reagerede de ikke, vi stoppede vores cykler og kiggede på brandfolkene, de afventede ligesom en besked,men endelig skete der noget de begav sig ind i deres brandbiler og kørte langsomt mod Globus og vi vendte vores cykler og spurtede den anden vej efter brandbilerne.
Der lød af og til nogle drøn fra Globus, men vi fortatte ufortrødent, det var jo spændende, vi nåede området hvor Globus havde ligget, for nu lå det meste jævnet med jorden, og meget stod i lys lue.
Brandfolkene var meget langsomt ved at rulle brandslangerne ud, driftlederen på fabrikken, en tro nazist stod og hersede med brandfolkene, råbte at de skulle skynde sig, men det tog de tilsyneladende meget let på.
Pludselig lød der nogle brag og nogle gas og iltflasker kom flyvende igennem luften som raketter, de landede heldigvis hvor der ingen mennesker var.
Branden blev efterhånden slukket, sabotørerne var forsvundet for langt tid siden, der blev vistnok dræbt en enkelt af en af de tyske værnemagtssoldater der stod vagt ved fabrikken.
De arbejdere der arbejdede på fabrikken var blevet gennet ud inden den blev sprængt i luften
Fabrikken var total ødelagt og det tog langt tid inden de fik gang i produktionen af V2 dele igen, da var krigen på det nærmeste afsluttet.
Vi to ti års knægte kunne køre hjem, med en stor oplevelse af det frihedskæmpende Danmark i hovedet, jeg fik godt nok nogen skældud da jeg kom hjem, noget senere end sædvanligt, og fortalte hvad vi havde oplevet. Skældudene var dog hurtigt glemt, sabotagen havde større effekt på mig, vi blev dagen efter i skolen regnet som små helte, fordi vi kunne komme med førstehåndsindtryk fra sabotagen.
Aviserne skrev jo ikke meget om episoden.
Dette var blot en enkelt af de mange oplevelser krigen gav mig, en den dem der var tættest på.
Efter bombningen af Shellhuset, hvor mange sabotører sad fængslet på den øverste etage, for at modvirke at huset blev bombet, klarede englænderne alligevel at bombe etagerne under, så mange af sabotørerne slap fri.
Vi fik om eftermiddagen pluseligt besøg af nogle mig ukendte mænd, bl.a.to mænd der så ud til at lide meget, min far inprentede mig at jeg endelig ikke måtte sige til nogen, at vi havde fået besøg.
De to mænd der var undveget fra Shellhuset var sabotører, de var blevet udsat for grov tortur, jeg så deres hænder, alle neglene var blevet revet af og de havde slagmærker på arme og ryg, de boede hos os i 2 døgn, så blev de igen afhentet af en anden mand, min far fortalte senere at de var kommet til Sverige.
Jo besættelsestiden var en turbolent tid og især for en lille knægt, der fik livets alvor tæt på.
Under krigen var det jo svært at få svinekød, min far fik fat i en nyfødt gris, som fik plads i vor garage, min far var gode venner med byens bager og han fik al det brød der ikke kunne sælges, så vores gris, der fik navnet Sofus, blev opfedet med wienerbrød og fransbrød.
Den voksede også godt til, var smækfed, vejede vist såvidt jeg husker flere hundrede kilo og en dag skulle den så slagtes, vi var alle noget vemodige ved at skulle æde vores efterhånden meget gode ven Sofus, men der var ingen kære mor, den blev slagtet, der blev megen god mad ud af Sofus, jeg husker endnu med rædsel at al blodet blev kogt i vor gruekedel og tilsat div. andre ting, så vi fik blodpølser til lang tid, alt kødet blev saltet ned, der var ikke noget der hed dybfryser dengang, vi kunne nu invitere familie og venner på herremåltider, hvilket mine forældre også gjorde.
Jeg deltog med nogen modvilje i måltiderne, mens jeg tænkte på stakkels Sofus, som vi nu fortærede.
Da tyskerne havde inddraget vores skole som lazaret, var det en noget blandet undervisning vi modtog, den foregik delvis i biografen,teknisk skole og vistnok religionsundervisning i kirken, men vi var mange klasser samlede i hver undervisningstime, så det var en noget lemfældig undervisning, det var måske der grunden til min ateisme blev lagt, who knows.
|
|
|
|
