|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
510
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Barndomserindringer - Bedstefars sang.
|
Fortsat…
Til sammenkomsterne kom også Moster Kathrine. Hun var Fars moster og på alder med Bedstemor. Hun havde aldrig været gift. Som ung havde hun været tjenestepige på landet, og senere havde hun været sygeplejerske i købstaden.
Hun havde oplevet mangt og meget, der var værre end alt, hvad andre havde oplevet, og hun berettede gerne derom. Hun havde på sin egen krop oplevet, hvilke vilkår man havde som tyende på landet i 1880-erne.
Man fik grød enogtyve gange om ugen, og fik man kød, ’vrylede’ det ofte af hvide maddiker. Det usle pigekammer var så hjemsøgt af rotter, at hun havde måttet tage hunden med i seng, og når hun om morgenen stod ud af sengen, trådte hun med sine bare fødder på de bløde rotter, som hunden havde bidt ihjel i nattens løb.
Hun kunne også berette om spisning af fælles fad. Hvert medlem af husstanden havde sin ske, der var anbragt i en vindueshaspe. Der blev sat to klinkefade på bordet, det ene med grød og det andet med mælk.
Ved en bestemt lejlighed deltog to daglejere i det fælles måltid. Den ene havde overskæg og spiste snustobak, og den anden havde næseblod. Efterhånden som måltidet skred frem, dannede der sig sorte og røde ringe på overfladen af mælken alt afhængigt af, om det var ham med snustobakken eller ham med næsebloden, der dyppede skeen i det fælles fad.
Moster Kathrines beretninger havde altid en bestemt morale: Vi skulle være taknemmelige. Vi gjorde os ikke klart, hvor godt vi havde det. Vi skulle være taknemmelige og ikke som så mange børn i samtiden vrænge på næsen ad en smule skind på den varme mælkegrød eller nogle skover i bunden af gryden, når grøden var brændt på. Iøvrigt sultede man i Indien og Kina, og vi skulle være taknemmelige for, at vi hver dag kunne spise os mætte. Det var Gud, der sørgede for, at vi ikke sultede ihjel.
Ved mindesammenkomsten holdt Moster Kathrine sædvanligvis en tale til de unge. De unge var mine brødre og jeg samt vore fætre og kusiner. Vi blev formanet om betydningen af at være taknemmelige og nødvendigheden af at holde os til Gud Fader Vor Skaber og Den Herre Jesus Kristus Vor Frelser.
Efter Moster Kathrines tale blev der stille en tid lang, og alle blev indadvendte i blikket. Man hørte kun visse naturlyde fra en madglad farbror, der på sin særlige måde gav udtryk for, at han havde fået vommen fyldt. Man hørte også, at han nu var i færd med at rense tænder ved at skvulpe en mundfuld vand rundt omkring det kødfarvede gebis, som han kort forinden havde taget ud og kigget kritisk undersøgende på.
Det var et led i liturgien, at det nu blev foreslået: ”Skal vi synge Bedstefars sang!” Alle nikkede samstemmende, og der blev sunget for:
Der er endnu en sabbatsro tilbage
For Herrens Folk, for Jesu købte får,
For alle, som af Ånden lod sig drage
Fra mørkets magt til Jesu sår.
Ja, tænk, at samles om vor frelser kær!
O, venner, skal vi da mødes der?
Tempoet var langsommere end largo, og man havde en bemærkelsesværdig evne til at dvæle på konsonanterne, hvorved bogstavet L i ”Herrens Folk” fik en mageløs lydkvalitet, som jeg ikke senere har hørt tilsvarende.
Hvorfor netop denne sang var faldet i særlig grad i Bedstefars smag, aner jeg i omrids. Hans ungdom faldt inden for de kirkelige vækkelsers mest aktive periode, og den indremissionske forkyndelse fandt ofte god genklang hos dem, der var fattige og bar tunge byrder i tilværelsen.
Bedstefar tilhørte landarbejderproletariatet, der på det nærmeste var retsløst, og som blev aflønnet på et minimum, der akkurat kunne sikre arbejdskraftens reproduktion, men heller ikke mere. Det bør ikke give anledning til undren, at han kunne blive fænget af den velgennemtænkte og dygtigt tilrettelagte forkyndelse, med hvilken man fangede sjæle i Peters fiskenet. Udsigten til Hebræerbrevets sabbatshvile var det tillokkende alternativ til den byrdefulde hverdag.
Og denne Himlens skønne sabbatshvile
Har Jesus vundet til os med sit blod.
Så lad os da frimodigt ile,
Gud giver selv os kraft og mod.
Ja, tænk, at samles…
Vejen til at vinde sabbatshvilen var smal, lang og tornestrøet, men den var mulig. Det første skridt var at erkende, at man var en synder. Ikke blot en synder, der gjorde noget forkert og fortrydeligt i ny og næ, men en ussel synder, der vandrede i fortvivlelsens mørke.
Dersom biografien ikke kunne danne tilstrækkelig baggrund for følelsen af at være gennemsyret af synd, tog man arvesynden til hjælp. Vi er syndens børn, avlet i synd og født i synd. Helvede er vor destination, og man anede genskæret af Helvedes flammer i vækkelsesprædikantens faste blik, når han udpenslede de fortabtes evige pinsler.
Når omvendelseskandidaten således var bragt ned i den dybeste fortvivlelse og det udvejsløse mørke, blev redningsplanken kastet ud: Du må bekende; du må stå frem i vor midte og lade os påhøre din bekendelse. Bekendelsen må være fuldstændig og nøjeregnende med hensyn til at få alle detaljer med. Vi andre, der selv har erkendt synden, bekendt den og angret den, skal nok vide at bedømme, om din bekendelse og din anger er ægte, eller om du forstiller dig.
Hvis kandidaten greb redningsplanken på en måde, der kunne tiltrædes af fællesskabet og navnlig af den kyndige menneskefisker, der som en storinkvisitor ledte kandidaten igennem den sjælelige forvandling – igennem overgangsriten – kom lettelsen: Gud tilgiver dig! Han tilgiver dig, fordi hans énbårne søn tog dine synder på sig og lod sig henrette på korset.
Og hvilken henrettelse. Alle detaljerne i lidelseshistorien fra såvel synopsen som fra Johannes blev gennemgået: Knytnæveslag, hudstrygning, tornekrone, udmattelsen af det centnertunge kors og gennemboring af hænder og fødder med nagler så store. Kandidaten blev dyppet, så han drev af Lammets blod.
Men han var blevet lettet. Vækkelsesprædikanten havde lagt en tung byrde på ham, som fik ham til at segne. Vækkelsesprædikanten havde taget byrden fra ham igen, og spurgte nu, om han ikke følte sig let og befriet. Han kunne i fremtiden ikke sige, at han var bedre end andre, fordi han havde omvendt sig, men han kunne sige, og det bekræftede vækkelsesprædikanten, at han var bedre stillet end andre: Han havde nu vished i sin saligheds sag.
Mit borgerskab er hist, hvor sejrens krone
Og lovsangsharpen evigt bliver min.
O, tænk, når engang Lammet fra sin trone
Vil kalde mig for evigt sin!
Ja, tænk, at samles…
Bedstefar blev ikke varigt organiseret i Indre Mission; han involverede sig i stedet i den radikale husmandsbevægelse, for hvilket arbejde han modtog mange hædersbevisninger. Men hans ungdoms vækkelsestid havde efterladt et spor i hans sind, fordi han var én af de underkuede.
Havde han været søn af en velbeslået gårdmand med fire skorstene på mønningen, ville det formentlig ikke have været Sabbatsroen, vi havde siddet og smagt på under mindesammenkomsten. Så havde Bedstefars sang snarere været ”O, Kristelighed, du skænker vort hjerte…”
Efter Sabbatsroen vendte munterheden tilbage, og der blev ikke indvævet flere religiøse islæt i dagens mønster. Når der blev sagt velbekomme, gik mændene og drengene i kostalden for at lade vandet, og den madglade farbror fik luft for det, som han anstændigvis havde måttet undertrykke inde ved bordet. Konerne og kusinerne aflagde besøg på lokumet bag den rødmalede dør til brændeskuret. Her var der lagt gamle numre af Folkebladet frem til afrivning.
Ud på eftermiddagen begav vi os hjemad. Dels skulle vi gennem købstaden, før tyskernes udgangsforbud trådte i kraft, og dels skulle dyrene derhjemme røgtes til aften. De fire køer skulle malkes og mælken hejses ned i brønden, for at den kunne holde sig kold.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
