|
0
registrerede
503
gæster og
251
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: AT VÆRE ET TRÆ
|
Ja, det er ikke de halshuggede juletræer, jeg tænker på, men det høje læhegn, som min genbo har plantet lige vest for mig for nu mange år siden, som består af mange forskellige slags træer, og som jeg daglig ser fra min bopæl på østsiden af vejen mellem os – skønne, skønne levende træer, der ligesom danser i vinden – hver på sin måde.
Det frister mig til at søge at fornemme, hvordan det er at være et af disse levende væsener, der står dér, med rødderne godt ned i jorden og ”armene” højt løftet mod himlen.
Jeg ved jo godt, at det ikke er noget, jeg kan leve mig ind i – og dog – måske en lille bitte smule.
Træernes væren – umuligt at fatte – men vidunderligt – det bliver jeg mindet om hver dag – blot jeg ser over mod vest.
Jeg har læst et sted, at træer kan kommunikere med hinanden gennem deres rødder, og jeg ved jo, at de med deres blade modtager solens energi, så de kan indfange luftens CO2, beholde kulstoffet til egen vækst, og udskille ilten til luften – lige modsat af, hvad vi mennesker gør – og hvad vores maskiner gør: Sviner med afbrænding og CO2.
Læhegnet er lige vest for mig, så det betyder, at vestenvinden giver mig både læ, CO2-renset og iltet luft – om sommeren.
Er ”naturen blot noget billigt skidt”, som nogen har sagt?
Nej, nej, nej – naturen er ikke til for vores skyld – som vi stupidt og egoistisk har antaget.
Vi er selv en del af naturen – ikke hævet over den øvrige natur, men i et gensidigt afhængighedsforhold.
Lige nu – præget af klimakrisen – begynder vi at indse det.
For os drejer det hele sig kun om os selv, men i den store sammenhæng er vi kun ”en brik i spillet” – i en verden, hvis eksistens – hvis væren – vi ikke fatter.
I det daglige er verdens væren en selvfølge, men i virkeligheden er denne væren totalt ufattelig.
Naturvidenskaben er jo stedet at spørge, men mig bekendt har de kun to mulige svar. Det ene er, at verden er skabt ud af intet, hvad jo er ufatteligt.
Og det andet mulige svar er, at verden er evig, som - om muligt - er endnu mere ufatteligt.
Så mens jeg nyder samværet med de dansende træer, erkender jeg, at de er et mirakel – og dertil, at jeg også selv er det.
Og inspireres til at handle derefter – til at elske livet og verdens mirakuløse væren.
Jeg fristes til at kalde det guddommeligt, selv om det ord er for småt 
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, mådehold, empati, harmoni, kærlighed  
|
|
|
|
