|
0
registrerede
1282
gæster og
381
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Frihed ... ?
|
"Jeg opfatter en´ guddommelig vilje, der et med mennesket og Helligånden på den måde ingen overmagt er, fordi i den trehed som et lys er der kun en god kraft i det naturligt evige selv. Fri vilje er eksempelvis, at jeg ikke styres af kroppens instinktive drifter og tilstand, ting, misbrug, penge, noget overnaturligt, folks overbevisninger, et lands system, det ukendte, mennesker, psykisk sygdom, ondskab, egoisme og en invasion"
- Det er præcis hvad du er underlagt.
Det betyder intet hvad du tiltror virkeligheden af fantasifulde påhit fra den ene eller den anden religion, at du med den slags idéer, lukker verden ude i selvbedrag. For du vil uanset være underlagt virkeligheden i form af naturens ubønhørlige gang, der er fuldstændig indifferent med hvad du tillægger livet af betydning, ligesom du vil være underlagt minimumskrav fra det omkringværende samfunds side.
På samme måde er du naturligt påvirkelig overfor andre menneskers forhold til dig, idet du indgår i sociale fællesskaber som er grundlaget for din overlevelse som individ. Du ka' ikke undslå dig disse existensvilkår, kun resignere fra dem med selvbedrag, men de vil påvirke uanset, præcis som ethvert andet menneske.
Hvad du ka' gøre, er at indgå i et socialt netværk hvor man støtter hinanden i den enkeltes krise- og succesforhold stillet overfor naturen i livet - som en slags microkultur i en omfattende macrokulturs kolossale påvirkning af samtlige livsformer. At tro at en gud løser dig fra forpligtelser samfundet pålægger dig, er ikke frihed, men bare samme blýhat af religiøs møstik som de andre troende her underkaster sig.
Der findes godt med litteratur på området, Frihedens Veje af Sartre, ville være en oplagt anbefaling - dersom den slags nyttede. Grundlæggende har mennesket dog faktisk en fri vilje, mennesket ka' fx frasige sig valget af underkastelse, som en viljesakt et sted på livets stenede vej, med en sådan ultimativ fraskrivelse af livet, forekommer jo først såfremt et menneske, konfronteret med enten sine idealer eller naturens barskhed, ja krigens grusomhed, fravælger sit liv. Mennesker flest, lever med de krav som samfundet, deres egen natur og evne til gennemskuelighed tilsiger dem - eller, vælger at gemme sig fra disse existentielle grundvilkår, og indgår i religiøse fællesskaber, som en slags plaster på såret - selv om de for stedse omfavner de troende, som de omfavner ethvert individ. Tankens frihed, er ikke frihed fra existensmæssige forhold, og dog er tanken fri - en befriende tanke, ikke sandt...;)
mvh
Simon
|
|
|
|
