|
0
registrerede
568
gæster og
1645
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Spørgsmålet om ståsteder
|
Hej HansKrist.
Det, du nu skriver om: ekstatisk fornuft, lyder - for mig - på en måde meget overbevisende og begejstrende - også selvom det er fremmed for mig.
Det eneste, der - i mig - måske ligner en smule, er dengang for nu mange - nok ca. 35 - år siden, da jeg græd alle mine tårer ud af mine øjne - stående i en lille kirke i et mennesketomt kloster på toppen af et mindre bjerg i en subtropisk urskov foran en byzanthinsk Kristus Ikon, der så mig lige i øjnene og ville vide, hvem jeg var.
Jeg oplevede, at Kristus så ind i mig - helt ned til "bunden af mit hjerte" - og jeg så med - og græd - over hvad jeg så.
På et tidspunkt, da gråden var helt udtømt, og jeg igen kunne se, gik det op for mig, at min elendighed: det voksne barns længsel og vrede over for lidt moderkærlighed, som hindrede mig i ægte kærlighed - at det jo egentlig var småting sammenlignet med din korsfæstelse - du Jesus Kristus.
Meget banalt egentlig - men sandt - og da jeg gik ud af den meget lille kirke, ramte sollyset mig - det var alle steder - også inden i mig - og jeg erkendte i nuet:
Jeg er lykkelig! 
Så kom fornuften: Hvordan hænger det her sammen?
Og straks svarede fornuften: Hold dog op med at spekulere, din gamle idiot. Nyd det dog!
Og det har jeg så gjort siden - oplevelsen - at Kristus elsker også mig - og muliggør, at også jeg kan elske.
Det betyder ikke, at jeg er kristent troende, men idéen om en Kristus, der elsker - også mig - kan jeg ikke løbe fra 
Er dét ekstatisk fornuft? Det ved jeg ikke - men det er det eneste, jeg kender, der måske minder en smule om, hvad du skriver, HansKrist, og som er grunden til, at jeg ikke kan affeje dig - omend dét, du skriver, er fremmed for mig 
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
