|
0
registrerede
348
gæster og
27
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Spørgsmålet om ståsteder
|
Jeg gjorde mig også disse dine overvejelser som jeg er med på, men som jeg ikke finder være et eksistentielt spørgsmål men et objektivt naturvidenskabelig spørgsmål. Og igen fordi jeg mener at for at noget skal betragtes som et eksistentielt spørgsmål så skal vi tænkes med, vores liv sjæl og eksistens, med alle dets længsler og kvaler, konflikter og dilemmaer - vores uforløsthed og vores længsel efter forløsning, kærlighed og forening eller samhørighed med alt det skabte og menneskeheden. For mig at se glemmer du vores stilling, det stakkels lille menneske, og hvad det, vi, længes efter eller imod. Vores sjæls armod, vores fremmedgjorthed overfor universet og naturen, og derfor længsler mod samhørighed og hjemmelighed og harmoni med naturen og verden og vore medmennesker. For mig at se snakker du naturvidenskabelig snak og ikke om noget eksistentielt og det måske nok fordi du synes mennesket er ligegyldigt og at det er blasfemi at tænke sig mennesket værende højtstående og centralt i skaberværket, naturen og universet, den kosmiske orden. Men kender vi nogen anden skabning der participerer bevidst i alle de livets former vi har kendskab til.
Jeg har jo også altid sagt at Simon Bjørn og Arne, I tre ligner hinanden meget fordi I alle konstant befinder jer indenfor naturvidenskabelig tænkning og betragtninger kun og det er svært at mærke den religiøse spirituelle dimension hos jer alle tre. Der er meget fornuft hos jer alle tre, men ikke megen ekstatisk fornuft, ikke megen forståelse for spirit og Spirit, for menneskets ånd og Ånden, den Ånd, også kaldet Guds Ånd (eller ekstatisk fornuft) der forløser os og forklarer vores liv og eksistens som mangedobler vores mod til/på livet, dagen imorgen, såvel som den helbreder os, gør os raske.
Den eksistentielle religiøse spirituelle dimension har jeg aldrig rigtig kunnet finde hos jer tre ovenfor nævnte. Sådan en spirituel fattigdom hos jer alle tre oplever jeg, fordi I alle tre har fornuften alene som det ypperste, hvorfor jeg kommer til at mangle ekstatisk fornuft eller den religiøse spirituelle dimension hos jer, der mangedobler vores kræfter og livsmod, vitalitet og intentionalitet (motivation) som ekstatisk fornuft eller Ånden, denne den Hellige Guds Ånd også er fyldt med Healing Power eller helbredelse. Alt dette hører jeg ikke noget om hos jer, alt det der kommer os mennesker ved og som HJÆLPER os, styrker os, mangedobler vores kræfter og livsmod, intentionalitet og motivation, og helbreder os, overvinder sygdom af alle slags, både somatiske, psykosomatiske og psykiske og ja åndelige moralske såvel. Vi må stå fast på vores arveret som Guds børn, der fødes og genfødes og retfærdiggøres og helliges, helliggøres af den Hellige Gud Faders Ånd = Ekstatisk Fornuft.
Vi må lære at undersøge vores ekstatiske begejstrings struktur, vores entusiasme, de suveræne spontane noumenale kreative Åndens ekstatiske livsytringer der indimellem manifesterer sig hos os, men som aldrig ødelægger fornuften men hjælper fornuften, fx imod ædle høje mål her i livet vi er parate til ikke bare at leve for men også død for. Nøjagtig her kommer Gud til os og det er hvad vi skal lære at turde tro på, stole på og turde leve på og forlade os selv på. Ekstatisk Fornuft hvor vi overgår os selv, transcenderer fornuftens subjekt objekt spaltning, eller opdeling, hvor vi føler os så fremmede i verden, i forhold til naturen, i forhold til vore medmennesker. Fornuften eller ånden, menneskets ånd, alene gør os kolde ængstelige og kyniske og fremmedgjorte i verden og vi føler os på kant af verden og vore medmennesker. Og kun gennem Ekstatisk Fornuft formår vi at overvinde vores prekære ensomhed og fremmedgjorthed, isolation den kosmiske sammenhæng vi egentlig burde tilhøre, eller som vi religiøst set har tilhørt engang før Logos og Mythos gik hver til sit, før syndefaldet, den dog helt nødvendige udvikling væk fra drømmende uskyldighed over en klar fornuftens skelnen mellem det objektive og subjektive. Men også denne tilstand kan vi gennem ekstatisk fornuft overvinde. Moderne psykiatri er på sporet af ekstatisk fornuft contra kun fornuft. Al moderne psykofarmaka roder kluntet og ubehændigt rundt i neurobiologiske forhold der har at gøre med ekstatisk fornuft, med vores ekstatiske begejstrings struktur, om det er dopamin og serotonin, så er det altsammen et forsøg på at lege med omkring de forhold der gælder vores ekstatiske begejstrings struktur.
Venlig hilsen Hans
|
|
|
|
