|
1
registreret Arne Thomsen
996
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Spørgsmålet om ståsteder
|
Hej Arne
Godt nytår!
Ja godt nytår får du lige igen selv om du var nævnt med alle de andre i mit forrige indlæg
-0-0-0-0-
Jeg har nævnt før at "hvor kommer verden fra?" ikke efter min bedste overbevisning er et eksistentielt spørgsmål.
Og efter min mening er det netop der du ofte går galt i byen, og får blandet det religiøse spirituelle sammen med teoretiseren og videnskabelig spekulation over astrofysiske forhold.
Dermed forvirrer og sammenblander du astrofysiske spekulationer med de specifikke eksistentielle spørgsmål (dilemmaer og konflikter) i menneskers liv som de religiøse spirituelle "praksisser" og mange bevægelsesretninger til alle tider har forsøgt at give svar på, hjælpe menneskeheden med.
-0-0-0-
Skal det være et eksistentielt spørgsmål så skulle du hellere spørge "hvor kommer mennesket eller vi mennesker fra?" fremfor "hvor kommer verden fra"?
Hvis noget skal være eksistentielt efter min mening så må menneskets liv og eksistens altid indgå i spørgsmået. Eksistentialismen bygger på at vi ikke må abstrahere menneskets liv og eksistens bort i spekulation og teoretiseren over abstrakte spørgsmål.
Menneskets i verden væren - vores dasein eller væren til, tilværelse, er et eksistentielt spørgsmål, uanset om det er Marx (den første og største eksistentialist overhovedet nok (ifølge Paul Tillich, den største kender af eksistentialismen))) eller Heidegger vi lytter til i den forbindelse. Selv (eller mennesket) og verden (omverdenen) må altid tænkes sammen. Subjekt og objekt eller det subjektive og objektive må aldrig adskilles. Enten ved at vi befinder os under fornuftens subjektive og objektive struktur, på grund af manglende høj bevidsthedsniveau, som fx ved psykoser eller indtagelser af bevidsthedsændrende stoffer (som Sam Harris er rundet af og derfor skabs buddhist et og andet sted). På almindelig fornuftigt (forstandigt ædruelig sobert) bevidsthedsniveau er det subjektive og objektive spaltet eller klart holdt adskilt (logos er gået fra mythos) også det Nicolai Berdyaev betegner som syndefaldet, uddrivelsen fra paradisets have, hvilket stemmer godt overens med Edgar Morin's tanker om menneskehedens tiltagende videnskabelige nøgterne tiltagende øgede bevidsthedsniveau. Men de religiøse spirituelle praksisser forsøge at ophæve denne spaltning så mennesket føler sig hjemme i verden igen. Ikke ved at bevæge sig ind i det subjektive kun eller objektive kun, men ved at få de subjektive og objektive forhold til at være samhørende og samtidige eller uadskillelige og her var Marx og Heidegger fremragende. Meget meget bedre end Kierkegaard hvorfor de er langt større og vigtigere eksistentialister end ham fra vores egen andedam.
Kierkegaard er alt for "apolitisk" og "aøkonomisk" (skulle jeg hellere skrive upolitisk og uøkonomisk) han beskæftiger sig alt alt for lidt med vores faktiske i verden værens politiske økonomiske materielle (og for den sags skyld kropslige korporlige) vilkår vi menneskers eksistens er underkastet. Og jeg er lidt enig med Bertrand Russell i at den kun subjektive tænker Kierkegaard ikke fortjener den berømmelse og anerkendelse han har fået i filosofihistorien. Det er simpelthen ikke brugbart til at ruste os på sund vis til eksistensen, at kunne klare os her.
|
|
|
|
