|
0
registrerede
80
gæster og
220
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Paradis på jorden
|
Min foreløbige konklusion:
Jeg har gennemgået denne tråd: Mennesket og verden, og må jo erkende, at vi har været vidt omkring undervejs.
Men det, jeg når frem til, er, at vi mennesker har muligheden at præstere noget nær et mirakel, hvis blot vi satser på vore evner til logisk tænkning og til omsorg for hinanden, for verden og for os selv.
Det er jo evner, som vi alle har – om end i forskellig grad – og det er jo egentlig ikke særlig indviklet 
Hvad der hindrer os, er vel alene andre følelser, der skubber omsorgen til side, såsom begær, misundelse, vrede, afsky og angst.
Skal sådanne følelser virkelig have lov at hindre os?
Det er jo også klart, at det alene er os velbjærgede og nogenlunde harmoniske mennesker, der aktivt har mulighed for – overskud til – at præstere sådan omsorg, for vi behøver jo ikke at bruge alle kræfter alene på at overleve - dyr kan også præstere omsorg, men vi mennesker har vel her verdensmesterskabet.
De forskellige religioner inspirerer – hver på deres måde – til omsorg:
Ultrakort står kristendommen vel for almen kærlighed, islam for bl.a. omsorg for vejfarende og dyr og buddhismen for omsorg for mange andre levende væsener – endda myrer – mens en livsholdning som humanismen vistnok alene fokuserer på respekt for hvert enkelt medmenneske.
Ingen af alle disse livsholdninger synes dog at rumme omsorg for kloden og dens klima – vel især fordi man ikke var opmærksom på den slags, da de opstod.
Men uanset alle disse ”gode kræfter”, vi mennesker har udviklet, så er vi jo desværre i fuld gang med at gøre denne klode til et ”Helvede på jord” – i stedet for et ”Paradis på jord” – som vi jo faktisk ret let kunne.
Vi piner kloden med CO2 – ikke mindst fra vore kraftværker, der afbrænder fossilt og nyhøstet organisk materiale – i stedet for som i Frankrig at benytte CO2-fri moderniserede og sikre atomkraftværker, der kun efterlader lidt affald, som vi kan styre – og vi forurener også på mange andre måder – uden at rydde op efter os.
Vi kriges – både magtpolitisk og religiøst – i stedet for at være diplomater.
Vi – de rige lande – stjæler fra de fattige lande – ca. 10 gange mere end vi yder i ulandshjælp.
Vi affinder os med at de rige i vore rige lande stjæler mere og mere fra især de fattige.
Vi piner vore forbrydere – i simpel hævntørst – i stedet for at hjælpe dem fri af kriminalitet – inspirere dem til ”bod og bedring” – og til at blive gode samfundsborgere.
Vi har så opfundet begrebet ”det onde”, som vi bekvemt kan skyde skylden på – mens vi fortsætter i vore egoistiske følelsers vold.
Det eneste fornødne til at nå ”Paradis på jord” er jo indsigt og fornuftig omsorg – evner, som vi er begavede med, men ikke bruger – vi nøgne aber – med alle vore mange religiøse dogmer – og destruktive følelser.
Er det ikke på tide, at vi mennesker – den for tiden dominerende dyreart på denne klode – begynder at bruge vore evner til andet og mere end den rene egoisme – en egoisme, der skader vore omgivelser i stedet for at hjælpe – og ender med at skade os selv?
Detaljerne kan selvfølgelig diskuteres, men hvem kan seriøst og overordnet have indvendinger mod sådan indsigt og omsorg?
Så kommer sikkert indvendingen: Det går ikke, fordi mennesker er onde.
Den ”køber” jeg ikke, jeg tror ikke på, at nyfødte menneskebørn er onde 
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
