Kvinden grebet i ægteskabsbrud
v1 Men Jesus gik ud til Oliebjerget. v2 Ved daggry var han atter på tempelpladsen; hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. v3 Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham v4 og siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, v5 og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?« v6 Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. v7 Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« v8 Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. v9 Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.

v10 Jesus rettede sig op og sagde til hende: »Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« v11 Hun svarede: »Nej, Herre, ingen.« Så sagde Jesus: »Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«

Fængsel og straf – kildepakke
Samfundets straffemetoder over for lovovertrædere og kriminelle er skiftet gennem tiden. Fra middelalderens bødestraffe, over 1500- og 1600-tallets korporlige straffe til 1800-tallets fængselsstraffe. Kildepakken giver et bredt billede af fængslerne i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, af de indsatte fanger og af de tanker, der lå bag straffemetoderne.
I middelalderen var bødestraffen den mest udbredte form, efterfulgt af de korporlige straffe med dødsstraf, afhugning af hænder, fingre, ører eller næser, samt piskning, brændemærkning og gabestok. Fængselsstraffe blev kun anvendt, hvis en lovovertræder ikke kunne betale sin bøde eller som varetægtsfængsel.

Op gennem 1500- og 1600-tallet blev de korporlige straffe endnu mere udbredt, og der opstod en ny straf: arbejde i jern. Straffene skulle virke afskrækkende og dermed begrænse ny kriminalitet.

I løbet af 1700-tallet vandt Oplysningsfilosofien indpas, som lagde vægt på, at straffene skulle tjene det almene bedste, og at det var vigtigere at forebygge kriminalitet end at gengælde forbrydelser, hvorefter fængselsstraffen med tiden blev den altdominerende straffeform.