|
0
registrerede
499
gæster og
321
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Mennesket og verden
|
Vi menneskers meninger og holdninger er ikke længere nødvendigvis udelukkende lokalt præget.
Med den nutidens kommunikations-teknologi, som vi har været i stand til at udvikle, kan vi være orienteret om situationen overalt på kloden.
Vi behøver derfor ikke længere alene at være ”indensogns”, ej heller ”indenlandsk”, ej heller alene ”den vestlige verden” – vi kan i dag være ”globale”.
Sådan er det gået med pengene – og sådan er det også begyndt at gå både kulturelt og religiøst.
Vi i den vestlige verden lever ikke længere i stammesamfund, hvor hver stamme vogter sit territorium, og hvor det kan være livsfarligt for fremmede at trænge ind – som f.eks. i Afghanistan – vi opfatter os som én vestlig nation blandt andre nationer med et liberalt demokrati – hvor også kvinder og ”tyende” efterhånden har fået stemmeret – og vi har svært ved at forstå, at andre har andre samfundsformer end vores – som f.eks. den, de har i Kina.
For ca. 40.000 år siden – da neandertalerne uddøde i Europa – var det den globale shamanisme, der var vores religion med dens åndeverden, dagligdagens verden og de dødes verden – en religion som vistnok først og fremmest handlede om overlevelse – hvad der jo også var et stærkt behov for dengang, samt – som alle religioner – døden og de døde.
Det har vel så udviklet sig til gudereligioner – i Indien og i det meste af verden – hvor Israels stammer med Abraham så dannede en énguds-religion, den mosaiske tro, hvorfra siden kristendommen og islam udviklede sig.
Og i Indiens hinduisme med de mange guder udviklede sig buddhismen, hvor guder er en illusion.
Der er jo også mange andre religioner, men allerede med de hér nævnte er det jo rigeligt forvirrende 
Religionernes folk er ofte meget fjendtlige overfor andre religioner end deres egen, og indenfor kristendommen har de forskellige retninger været uhyggeligt krigeriske mod hinanden.
Undtagelserne – tolerancen – er nok her buddhismen og den islamiske eller pro-islamiske sufisme.
Så med et globalt og fordomsfrit udsyn hvordan skal man så forholde sig til de mange religioner?
Her i ”vesten” er det jo kristendommen, der er dominerende, om end stærkt svækket af materialismen.
For mig er materialisme åndelig fattigdom.
For mig er religionernes forskellige slags tro om ”noget efter døden” rent gætteværk.
For mig ligner de mange forskellige slags guds-tro primitive ønskedrømme.
Men blandt religionernes idéer om, hvordan vi skal leve, finder jeg derimod meget, som for mig er værdifuldt:
I kristendommen: Kærlighed til Gud, næsten og en selv.
I islam: Ydmyghed overfor skaberen og skaberværket.
I buddhismen: Indre harmoni – og tolerance.
I sufismen: Stræben efter at nå Gud – og tolerance.
Det er dét, der tilsammen giver mig inspiration til indre harmoni, altomfattende kærlighed og ydmyg tolerance – bl.a. at naturen ikke er til for os mennesker, men at vi er en del af den og bør respektere den.
Der er ikke noget af dét, jeg vil undvære, for det er dét, der giver mig mening med mit liv 
Og egentlig synes jeg, at jeg genkender det alt sammen i den Kristus-ikon, der satte mig i gang – og som senere ”lærte” mig, at de mange dogmer egentlig kun er kulisser
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
