|
1
registreret
(1 usynlig),
611
gæster og
404
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Hvilke forhold har du til julen?
|
Hej igen HansKrist
Med tungen lige i munden og øjne og hjerne på stilke har jeg læst dit indlæg her. For mig helt personligt har min egen kirkegang og kristendom ikke haft udgangspunkt i teoretiske og teologiske skrfter. Jeg er salme- og ordsamler, men den passion har intet at gøre med et kendskab og et studerende forhold til teologiske skrifter og fordybelse.
Når det er sagt, så vil jeg med det samme præcisere, at jeg bestemt ikke tillægger teologi og virkelig tilbundsgående teologi som ligegyldig. Tværtimod. For mig er det netop mit brændpunkt og mit engagement i kirkegang, at jeg kan komme ind i kirken som "uvidende, uoplyst og ikketeoretisk", ja, faktisk allerbedst som lidt enfoldig.
Jeg går i kirke, og når det er bedst, har jeg en følelse af at være i en andens hænder. De hænder opfatter jeg som Guds hænder, og jeg kan være tryg og åbne både krop og sjæl for den ånd. Den ånd er en helhedsoplevelse og en deltagelse i gudstjenesten sammen med andre mennesker.
Teologiens (og for den sags skyld også Biblens) skrifter og store baggrundsviden er ikke mit felt. Der må jeg som udgangspunkt stole på kirkens personale, deres forudgående viden og overblik, deres engagement, fremlægning og tolkning af det svære. Ja, af det der er et spejl i en gåde. Ved gudstjenesten (nogle steder!) har jeg en slags "tolk" i personalet. Når jeg bruger citationstegn omkring betegnelsen tolk, så er det ikke tolkning på almindeligvis, hvor ord for ord, sætning for sætning oversættes.
Præstens prædiken betyder meget for mig, rigtig meget. Men det hele er jo et sammenspil mellem hele personalegruppen, organist, kirkesanger/-tjener, graver/ringer OG hele menigheden. Når dette sammenspil går op i en højere enhed, så er det, at Gud sker. For mig! Så er vi alle i kirken én krop, båret og løftet af Guds Hånd og Ånd med stort.
Lige her træder Gud i karakter som den treénige Gud for mig. Skaberen. Sønnen. Helligånden. For mig er det noget, der kun kan erfares og ikke tillæres og forklares. Som menighed sker der selvfølgelig også en tillæring ved gudstjenesten, men det sker mest ved den langsomme genkendelse i hele gudstjenestens praktiske udformning og tryghed ved denne.
Og for nu at slutte mit indlæg af, bliver jeg desværre nok nødt til at skuffe dig ... jeg har ikke læst de teologiske citater af hverken Regin Prenter eller Karl Barth. Ikke af ren uvilje, men fordi det trætter og udmatter min hjerne.
Og til allersidst her, så vil jeg bekræfte min stadige hang til vintermånedernes X-factor  og da helt særligt nu i år, hvor Sanne sætter sit eget varme og meget menneskelige aftryk.
Allerbedste hilsner
RoseMarie
|
|
|
|
