|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvilke forhold har du til julen?
|
Hej Tikka jeg faldt over den her fra dig:
Jeg har aldrig troet på treenighedslæren og aldrig opfattet Jesus som gud, og da jeg som skrevet, ikke tror på eksistensen af biblens gud, kan jeg i sagens natur heller ikke tro på treenighedslæren.
Tikka vi kristne siger da ikke at Jesus er Gud, men at Gud er Jesus og der er en verden til forskel. At sige Jesus er Gud ville være at ophøje et menneske til Gud. Men mere om det forhold under punkt (1)* (se nedenfor).
Der findes ikke nogen bibelens Gud, netop hele bibelen er det største bevis for at der ikke findes en bibelens Gud. Hvor har du dog fået den skøre ide fra om en bibelens Gud?? Jeg bliver nødt til at spørge dig om du overhovedet har læst i Bibelen? Og har du, må det være med hovedet under armen, ihvertfald har bøgerne været for svære for dig at forstå.
Du har vel hørt om eksistentialismen? Bibelen kan kun forstås hvis du har en historisk eksistentiel tilgang til den. Det er ikke et rationelt værk hvor der fx er et rationale som bibelens Gud. Gud findes ikke i bøger, men det troede jeg du var klar over, ihvertfald ville du være klar over det hvis du gad gøre dig umage med at læse i Bibelen.
Vores tro er ikke på treenighedslæren, men treenighedslæren kaster et forklarelsens lys på den personlige Kristusvirkelighed med Gud Jesus bringer ind i verden, og det er denne ny væren der er så fyldt med Helligåndens ekstatiske (glædes fyldte) og Healende indflydelse vi tror på eller er åbne for, er indstillede på at give plads (dette er at tro).
Der hvor Sønnen er, hvor Jesus Kristus er, der er også???? Ja du kender svaret Tikka. Og vi må sige de tre virker sammen. Hvor den ene person gør sig gældende og fylder os opstår der en levende livlig dynamisk relation til de to andre, forenet som de er i virksom kærlighed.
-0-0-0-
(1)*:
Jeg har i et indlæg på onlinereligionsdebatten i dag været inde på problemstillingen; ”Jesus er Gud, nej Gud er Jesus”, ud fra Regin Prenters tanker, som følger her:
Det Bibelske budskab er ikke dette, at et menneske, Jesus, tilkendes prædikatet guddommelighed. Den tankegang, at Jesus er ”gud”, forudsætter jo, at ”gud” eller ”det guddommelige” på en eller anden måde på forhånd er bekendt, og at vi på grund af Jesu særlige egenskaber, f. eks. Hans moralske højhed eller Hans religiøse genialitet, mener at turde tilkende Ham dette høje prædikat. Men af en sådan tankegang finder vi intet spor i Det nye Testamente. Derimod findes der en særdeles kraftig understregning af, at Han, da Han på denne måde skulle kåres og vurderes af mennesker, blev behandlet som alt andet end et guddommeligt menneske, tværtimod blev forkastet og henrettet som forbryder. Den nytestamentlige kristusbekendelse lyder ikke: ”Jesus er Gud!” men: ”Gud er Jesus!” ikke: mennesket Jesus ophøjedes på grund af sine menneskelige fortrin i gudernes kreds! Men: Gud fornedrede sig til menneskers kår. Ikke: mennesket, det rene, ædle, ophøjede menneske blev Gud. Men: Gud blev menneske, blev gjort til en forbandelse, til synd, for os.
”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os!” formulerer Johannes denne bekendelse. Inkarnationstanken udtrykker denne enhed af kristologi og theologi, theologi og kristologi. Inkarnationstanken er ikke et princip til brug i en objektiv anskuelse. Som led i et system er inkarnationstanken selvmodsigende. Thi i et system tænkes ideer sammen. Og Guds og menneskets ide kan ikke tænkes sammen. Inkarnationstanken er ikke indholdet i en anskuelse, men formen for et budskab. Inkarnationstanken som systematisk ide måtte udtrykkes således: ”Ord er kød”, eller: ”Kødet er Ord”. ”Gud er menneske” eller ”Mennesket er Gud”. Ingen af delene er sandhed. Gud er ikke et menneske, og mennesket er ikke en Gud. Men inkarnationstanken som formen for det kristne budskab udtrykkes således: ”Ordet blev kød! Gud blev menneske!” inkarnationstanken udtrykker en begivenhed. Og denne begivenhed er den historiske Jesusvirkelighed. Her kom Gud. Derfor: Gud er Jesus. Udenfor Jesus findes kun vore Gudsideer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen. I Jesus kom den virkelige gud. Gudsideer opstiller det suveræne menneske, så længe Gud selv er borte. Kun om den fjerne gud kan mennesket i sin suverænitet opstille ideer, der udtrykker, hvilken plads og betydning det suveræne menneske ønsker at give Gud. Er Gud derimod kommet nær, da mister mennesket sin suverænitet. Da forsvinder også dets forskellige gudsideer, og det står i stedet for over for Gud som virkelighed, d.v.s. som begivenhed. Det er dette inkarnationstanken udtrykker. Regin Prenter.
Teologiens Einstein, Karl Barth, stilles et spørgsmål:
Kan vi sige: ”Vi ved ikke, hvad Gud er, men vi ved, at Han er i Kristus?”
Karl Barth svarer: Vi har ingen ret til at gøre noget forbehold her. Vi ved også, hvad Gud er i Jesus Kristus. Det er altid farligt at gøre forbehold, som om der bag Jesus Kristus var en anden virkelighed. Citat slut.
Hvis der bag Jesus Kristus var en anden virkelighed med Gud, ville hele den kristne Post-Kristus eskatologi bryde sammen, hvor vi siger at Kristus/Sønnen er Herren, er kongen, indtil Gud kan være alt i alle. Hvis vi ikke bliver i det spor Jesusvirkeligheden indikerer, da mister menneskeheden, civilisationen, det sandt menneskelige (1)* og de totalitære religiøse og politiske retninger, typisk islam som vi ser den fundamentalistisk giver sig tilkende i dag, vil udslette det frie menneske, det virkelige menneske, der er levende og frimodig for Gud. Hele forståelsen og tanken om mennesket som vi finder den i den vestlige kultur og civilisation vil gå til grunde:
I sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre (det moderne vesten) at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. Ef 2, 4 – 7.
(1)*:
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).
Vores menneskelighed er givet i og med Kristus, det er ikke noget vi er født med eller kan kultivere os frem til med held, da dette blot vil medføre fortrængninger og det ubevidstes narrespil med os: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” Rom 7, 18 – 19.
Det sandt menneskelige ved vi ikke noget om før Kristus Jesus og sand Gud, Gud Fader, kender vi også først i Kristus Jesus.
Mange kærlige hilsner HansKrist (Kristus-spøgelset).
|
|
|
|
