Jeg mødte skønheden og kærligheden i går og tog i mod dem.
Jeg skulle bare på kirkegården og vande, og bevægede mig derind i min selvvalgte isolations boble, som forsvandt som "dug for solen" da jeg oplevede pludseligt at gå i en smuk smuk have. Ja, jeg forundredes og kiggede igen. Joe, det var ganske vist, og satte derfor farten ned og blev lidt høj alt imens min nye ven kom mig i møde, og ville forvisse sig om jeg havde set alt dette.
"Se bøgen, har du set bøgen, så smuk grøn den er!?" spurgte min nye ven som næsten altid kommer mig i møde når jeg er der.
Jeg har tænkt om det er en engel ... ej pjat ... men dette fremmede og dejlige menneske hvor tilliden og den nære kontakt straks blev etableret ved vort første møde, da jeg hilste og smilte, efter jeg havde set, hun kiggede efter muligheden for kontakt; hun omslutter mig nu, når vi mødes, med naturlig omsorg og nærvær som giver mig følelsen af at være "en del af noget" ... hvad jeg jo også er der, da vi begge har mistet, og hun som den noget ældre påtager sig ansvaret som det naturligste at vise mit tilrette og øser af sin erfaring i dette for mig nye univers.
Lidt som at få en mor igen midt i min forældreløshed.
Så husk hvis du har glemt det, at skønheden og kærligheden stadig findes. 
