|
0
registrerede
164
gæster og
329
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Venter dommedag?
|
En forudsætning for debat, er jo, at man faktisk forsøger at besvare spørgsmål der stilles, og det går jo an at sige, at man ikke ved...osv.
Men ok. Kapitalismen ka’ indrettes nøjagtig efter den favoriserede politik, der også ku’ være en økosofisk model, men kapitalismen indeholder altså ikke i sig selv en politik der ville stride imod mere naturhengivne ønsker, og det var jo dette din påstand rettede sig imod.
En alvorlig sag der har ramt os alle er jo landbruget, med det svineri storbrug skaber, og her ku' det nok være værd at genskabe meget af det gamle landbrug, med en økonomisk ramme der muliggør at små bedrifter hænger sammen, så de ka' levere de kvaliteter der kan brødføde os. I dag ser det jo næsten ud til at landet og jorden er ved at blive solgt til udenlandske selskaber, men det vil ende i en katastrofe der får DONG-salget til at lige en juleaften i Socialdemokratiet!
”Og gad vide hvilken samfundsøkonomi man forestiller sig i det - ifølge skrifterne - kommende teokratiske guds rige på jord efter guds indgriben - for der skulle det jo være slut med krige, sult, sygdomme, udplyndring og ødelæggelse af jorden.”
- I en teokratisk planøkonomi indskriver man bare de forventninger man har pålagt guden at mene, hverken mere eller mindre, politikerens fordel her er så, at han ka’ pålægge guden ansvaret for egne beslutninger – en stilling mangt en demokratisk politiker kun kan drømme om i mødet med forklaringskrav, hvor det eneste håb er, at hukommelsen ikke rækker og at bortforklaringer drukner spørgsmålene i retoriske kneb.
I teokratiet er det intet problem at bygge paradiser med de jomfrueligste drømme, de korrelerer bare ikke med den observerbare natur og er uanvendelige som forklaringsmodeller nu og for fremtiden. I flere teokratier er guden jo også olieproducent, og er altså med ved forhandlingsbordet af rent økonomiske årsager. Når sikkerhed under transport af olie tages med et gran salt, skyldes det netop ofte at naturkatastrofer hører under gudens ansvarsområde.
Men hvordan man derimod skaber en politik der implicerer naturen omkring os i forbruget, det handler i vesten om at justere festlighederne, en økonomisk justering der langsomt afvikler uheldige omkostninger fra merprofit-generationen, måske ligefrem om at opgradere nå-generationen til nu-generationen, for dermed at inkludere de fremtidige generationer i eget ansvarsområde. Det betyder ikke, at staten ikke igen ku’ varetage nogle af de opgaver man udliciterede i det private, for dermed bedre at holde praksis og idealer bedre knyttet. Fx har vi i årevis oplevet hvordan private aktører i erhvervslivet satte merprofit foran ansvaret for idéen om at få det fælles samfund til at fungere optimalt. Det handler bare om at tage ved lære af erfaringerne, uden dermed at udelukke at det private erhvervsliv er en vigtig del af samfundsøkonomien. Her er det også en stor fordel at man tænker i udvikling og netop ikke er begrænset af megalomani og selvkærlighed med gud som sparingspartner. Men det største problem vi alle står overfor er som tidligere nævnt nok, at de færreste ka’ ha’ tillid til politikere der jo reelt fraskriver sig ansvaret for beslutninger der rammer alle.
mvh
Simon
|
|
|
|
