|
1
registreret Hanskrist
304
gæster og
48
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Venter dommedag?
|
Hej Tikka..
Det var trådstart der var udgangspunkt for indlægget - lægprædikanten må du selv traktere med godbidder, han blev fint underholdt i en hel tråd, igennem hvilken han opgav at forklare sit ”verdensbillede” med guddommelig universel kærlighed som en agnostisk syssel, og sikkert som erstatning for astrofysik..;)
"Jeg er ikke blind for, at "lidelseshistorien" også udnyttes, da der er penge i frygt."
- Dommedagsprædikener ka’ kristne tilbagelænet sidde overhørig, skyldsspørgsmålet blev dem jo frataget på en lille høj i en tidligere fabel - selv teodicéproblemet får her lidt kant, med en himmelnisse der pludselig evner at gribe ind i skaberværket med ondskabsfuld ødelæggelsestrang, der i sig selv en sjov vinkel, når man tager i betragtning at troende her ikke har bestilt andet end at flytte deres himmelnisse udenfor menneskets erkendeevne..;)
"Mennesker kan også blive trælbundet i frygt af politikerne og religiøse ledere eksempelvis, eller af sig selv - måske via medierne."
- Det værste vi de sidste 30 år har oplevet er nok tillidskrisen, som de folkevalgte næppe selv vil ku’ løse – den skyldes ikke journalister, men ville befolkningen dog bare se med samme skepsis på tidens journalistik, og stille krav om en adskillelse mellem politiker/journalist fremfor mellem politiker/vælger, for dermed at forfægte pressetjenesten som et sandhedssøgende organ på befolkningens vegne. Netop idealerne er forsvundet i begge lejre, til fordel for en underholdningsindustri med de alvorligste følger, hvor bl.a. det at flytte beslutningsprocesser udenfor rækkevidde til et Bryssel man heller ingen tillid har til, har fået dette cirkus til med tiden at vise sin absurditet.
Frygten er, at befolkninger ikke længere har styr på sine politikere, der allerede er ved at lukke sig om sig selv som antikke oligarker med pressetjenesten under armen, og da er vi ikke langt fra det Sovjet vi tidligere tog afstand fra.
Her har du et exempel på et virkelighedsnært truende billede med trælbundethed, der i nogen grad overstiger ekskatologiske forventninger.
"men jeg tror på informationerne om; at den livsførelse – de handlinger og valg det enkelte menneske træffer har betydning, og påvirker andre/andet og mere end eget nærsamfund."
-
- Det her må du forklare. Meget tyder på, at valg i stigende grad er en hændelse man frit overlader til fjerne politikere at træffe afgørelse om, men det er vel ikke dét du her sigter til?
"Ang. idealer så mener jeg ikke, det gør noget, de er uopnåelige, det er idealer vel almindeligvis, eller også ændre de sig i processen alt imens man stræber mod målet, fordi "nye døre åbnes."
- Hvad er det du vil idealisere uden virkelighedsforankring – uvirkeligheden, jesusdrømme? ;)
Utopier er uopnåelige, men dem bygger vi ikke idealer for kultursamfund på, dem læser vi evt. om og kalder i mange tilfælde for drømme eller eventyr. Idealer på samfundets og kulturens vegne må ha forankring i virkeligheden, det skylder vi vore børn, altså en pligtetik der omhandler vore børns fremtid – litterære øvelser over Thomas More, evangeliet m.m. ka’ vi så nyde som hobby. Man ku’ også sige det på en anden måde: de forventninger vi stiller til en virkelig fremtid, må selvsagt ha’ virkelighedsforankring – idealer er m.a.o. ikke uopnåelige, men hensigtsmæssige for visionære ansvarlige mennesker.
”Idealet mener jeg bør være som et forbillede; man planlægger, indretter og i hvis "ånd" man handler efter i det daglige, hvor man sætter sig mindre delmål der er opnåelige, alt imens det enkelte menneskes bevidsthed og valg i denne proces opdrages til gavn for det fælles gode.”
- Jep. Man skaber idealer, men de forsvinder og nye skabes, når de har udtjent sig, er udbrugt – tænk bare på arbejderklassens idealer tilbage i 30’erne, med anstændige lønforhold osv.
På sin vis synes vi at være idealløse, uden visioner, at være nået dertil hvor økonomen/bogholderen har erstattet politikeren, et tilfredshedsspektrum hvor der blot er tale om økonomiske rokader. Tilfredsstillelse finder vi som bekendt i arbejdsprocessen, ikke i målet, vi ka’ derfor forekomme hinanden utilfredse.
”Dog tror jeg, de fleste ønsker fred og daglig fornødenheder.”
- Særlig når der er krig og fornødenheder er rationeret. I hvilken situation der opstår stærke bånd mellem mennesker, de får brug for og stiller forventninger til hinanden for fremtiden m.m.
”Spørgsmålet er blot, hvordan dette realiseres, når menneskene i verden ikke deler samme livssyn.”
- Et fælles livssyn er ikke afgørende for idealer. Et samfund ka’ funkle af forskelligartede idealer, dynamiske processer der ansporer og animerer samfundsgrupper til udvikling. De totalitære styresystemer er igrunden uinteressante, demokratiet indebærer store muligheder for det uensartede hvorigennem dynamiske processer skabes til stor inspiration. Et demokratisk samfundet ka’ for så vidt indeholde utallige livssynsanskuelser og drage fordel deraf, samfunds- og kulturudvikling afhænger jo ikke af om et folk har samme meninger om liv/død, man behøver ikke engang respektere indholdet i livsanskuelserne, så længe man respekterer folks ret til at efterleve dem – dermed sættes andre debatter i sving med udviklingspotentiale, for heller ikke vore livsanskuelser er af statisk karakter. Vi evner at flytte synspunktet. Misforstod jeg dig?
”…kommunikation og brug af teknologien til at bibringe viden, så magthaverne ikke kan fastholde befolkningen i mørke og undertrykkelse, vil jeg mene er en mulighed til at opnå et evt. fælles ideal.”
- Ja viden er i sig selv en selektiv proces, der ikke tåler politisk undertrykkelse, for så ender man let i et sovjetlignende styre – Rusland i dag er stadig det gamle Sovjet, med en fri markedsøkonomi, der sker dog en laangsom udvikling.
Et ideal at samles om ku’ være, at værge sig imod at gentage samme fejl, som fx at overlade beslutningsprocesser til en lille skare af levebrødspolitikere, men i stedet udskifte dem jævnligt og bruge dem som talerør for et folkestyre, hvor netop tiltagende viden er i højsædet (bl.a. hos embedsmænd), evt. indføre et direkte demokrati. Dermed reduceres også udgifter der mangler forklaring.
Man kan værne om særlige grundforhold der angår alle, hvis det var noget i den retning du tænkte på som fælles ideal? Men der er en særlig forløsning ved et samfund der udvikler sig på tværs af livssynsidealer, jeg har fx svært at se religioner som noget ideale, tværtimod er der en historisk lære at drage derfra..
Hvad jeg sigtede til, var holdninger og visioner for netop fremtidens/nutidens samfund, idealer for sameksistens (der indlysende ikke bare kan være kærlighed til jesus), tanker der angår og interesserer vore børn, idet jeg formoder at ungdommen har langt større interesse i den slags, fremfor nok så frugtsommelig snak om dommedagsprofetier. Det var jo bare lidt skældud, lidt brok – da man jo ikke ser andet end jesus- og bibelsnak ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
