|
1
registreret Arne Thomsen
472
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Dagens humør -vejr -udsigt heroppe i nord
|
Fra en inkarneret langdistanceløbers dagbog.
Lidt vanvid fra en gal løber.
"En løber, en skribent, en gejst af rang!! Sikke en stamina!!"
Marcus Aurelius, den berømte romerske kejser og filosof (sjælden kombination; kejser for et imperium og filosof også). Nå men han skriver:
Min filosofi betyder, at du skal holde den livsvigtige gnist inde i dig fri for skade og fornedrelse og bruge den til at overskride smerten og nydelsen, at du har et formål med alt,,,.
Så kom jeg ikke længere i læsningen. Den med at holde den livsvigtige gnist inde i mig fri for skade og fornedrelse, er jo lige mig i en nøddeskal (det jeg tænker på som min SPIRITUALITET eller "ekstatiske karismatiske begejstrings -struktur", som jeg også kan finde på at kalde/benævne/betegne som min "ekstatiske fornuft" (mennesket der består af fornuft og ekstatisk fornuft (hvilket jeg kunne skrive en hel bog om))). Lyder lidt pinse Helligånds Kirke agtig Hansi; ja jo, dog jeg vil mere betegne det som min Paulus Nietzsche JA TIL LIVET mod og ukuelighed, "ekstatiske karismatiske begejstrings -struktur". Ja til affekterne og lidenskaberne, viljen og de stærke følelser (ikke sentiment); ja til mig selv, forstået som den evindelige trang til at overgå/overløbe mig selv, nå (gå og løbe) ud over mig selv, uden at miste mig selv i denne transcendens, overgåelse, overskridelse, overløbelse mig selv.
Alt, hvad der skal kunne gøre sig gældende som en Magt i os, må ytre sig "på ekstatisk vis" som Affekt og Lidenskab. Den blotte Fornuft er afmægtig overfor det virkelige Sjæleliv, hvor det stedse er Følelser, der kæmper med hverandre. Harald Høffding citat (minus det i citationstegn som er min egen tilføjelse).
Nå længere væk fra Marcus Aurelius kan vi vist ikke komme nu, men alt dette ovenfor var lidt et sidespring, det med den livsvigtige gnist inde i os som vi skal holde fri for skade og fornedrelse, som jeg kun kan tilslutte mig fuldt ud.
Det jeg egentlig ville gøre opmærksom på, eller det der standsede min læsning, var at han hævder vi skal have et formål med alt.
HJÆLP, et formål med alt. Følte straks at jeg var kommet i forlegenhed. For hvad er formålet dog med alt mit langdistanceløb, mit løbevanvid (26 september 2014 var det 1001 dags løbeeventyr, 143 uger i træk, hver eneste eneste fucking day (uanset hvad; vejret, dagens program, eller Hansis humør eller fysiske tilstand, influenza eller influenza ikke, skovflåt blodbetændelse etc etc), med et ikke under 120 km/ugen i distance).
Er det at stramme den en tand i forhold til blot at gå fra forstanden, nemlig at løbe fra forstanden (stop stop Hansi, det er lykkedes dig for mange dage siden).
Nej pjat til side, og tilbage til min forlegenhed, som består i at jeg ikke sådan lige umiddelbart kan finde et formål med alt mit langdistanceløberidt (mareridt), mit daglige (hver -dags) løbevanvid, som jeg ikke lige fornemmer jeg har et mål med, formål med.
Men i forbindelse en nøjere granskning og gennemtænkning forholdet, så kommer det mig i hu, at det hele udspringer af at jeg ikke kunne løbe, fordi jeg ved en ulykke, havde flækket mit venstre knæskal hele vejen over og fuldstændig smadret mit korsbånd. Så mens jeg var total skadet (i flere uger med voldsomme smerter kunne jeg kun sove i min lænestol, da jeg ikke kunne strække mit ben) og ja i månederne efter kunne jeg kun gå besværet og haltende og med store smerter. Og det var på en af disse mine haltende og smertefulde gåture ved Limfjorden at jeg så den ene løber efter den anden komme forbi, at jeg besluttede mig for at dersom jeg nogensinde ville blive i stand til at kunne løbe igen, så ville jeg løbe hver eneste dag resten af mit liv.
Så altså det er en beslutning, ovenikøbet en beslutning der er taget i en periode hvor jeg var langt nede, slået ud af kurs ret for alvor. Altså en edsvoren sammenbidt, indebrændt, beslutning om at dersom jeg en dag igen ville være i stand til at kunne løbe, da ville jeg løbe hver dag resten af mit liv, det lovede jeg mig selv. Husker ikke om jeg også forpligtigede mig selv på (hængte mig selv op herpå) at gøre det hver eneste dag i al fremtid.
Nu, idag, er det blevet en tvangs præget besættelse, hvor intet, ihvertfald i øjeblikket, kan få mig til at afvige fra at løbe disse mange km hver dag. Selv om en mand kom og smed 10 millioner foran mig på køkkenbordet, og sagde, disse penge er dine om du springer dit løb over idag, da ville jeg ikke droppe mit løb for at modtage disse mange millioner. Hvis en sexet smuk kvinde skabt som kun guderne kan gøre det for at irritere os mænd, kom og tilbød mig alle de dage og nætter jeg kunne ønske mig med hende som min villige elskerinde, ja ville afslå tilbuddet. Jamen vi skal ha sex Hansi, måske nok, men jeg skal ihvertfald ha løbet mine mange km også. Så en hel dag i sengen, eller ved stranden, eller bare en ferie fridag til hvad man lige har lyst til, det er alt sammen utænkelig at jeg vil give efter overfor disse fristelser; som måske den endnu større fristelse, bare at have lov til at dovne og dase en hel dag uden at skulle noget bestemt.
Som sagen står lige i øjeblikket er der intet der kan stoppe mig (ikke engang den forfærdelige fristende dødssynd, dovenskabet til at springe løbet over bare for i dag). Hansi, man må sige der er gået SPORT i forholdet for dig.
Måske mere end det, måske vi ligefrem kan tale om en sygdom (eller en usædvanlig psyke og viljes liv), ihvertfald godkender jeg selv til enhver tid, en form for besættelse. En besathed af ikke at bryde det jeg lovede mig selv (da jeg var ramt af en ulykke og ude af stand til at gå bare normal, for slet ikke at tale om at løbe), hvor jeg lovede mig selv at om jeg en dag ville blive i stand til at løbe da ville jeg løbe hver dag resten af mit liv. Føj for pokker at jeg kom til at sige "hver dag resten af mit liv", hvilket jo virkelig er så dramatisk som kun Hansi drengen kan finde på at gøre det. For dermed er det jo blevet forbundet med liv og død for mig. Man må sige at der kommer noget dødsens alvorligt ind i billedet, ihvertfald noget skæbnesvangert, du har ligesom beseglet din egen skæbne. Jeg kender en der ville sige: "jeg kunne finde sjovere måder at ødelægge mit liv på".
Ud over at det hele altså udspringer af den aftale jeg indgik med mig selv, om at dersom jeg igen en dag ville være i stand til at løbe, da ville jeg løbe hver dag resten af mig liv. Her har jeg svært ved at tilbageholde alt min absurde humor; som at det måske er meningen at jeg skal løbe ud foran en bil eller et tog; eller at det måske er meningen at jeg skal løbe til jeg segner, falder død om; ja måske jeg skal løbe mig selv, ikke bare halvt ihjel, men helt ihjel. Jamen det er dog gyseligt at tænke sig en mand med så stålsat en jernvilje, en rigtig Jern-Hans, og med så mange kræfter og nul sygedage, at han bruger sig selv som menneske, på at løbe livet af sig selv. Ja det gyselige består i at det ikke er lykkedes dig af finde et mere ædelt, nobel, såvel som en højere mening og formål med dit liv, det du gør, laver, her på jorden, i det korte tidsspand af enestående unikt liv, du har fået som gave (vugge fødselsdags -gave), hvor du ovenikøbet er godt begavet på næsten alle områder. Det virker ikke intelligent som fornuftigt det du gør der Hansi.
Hvorfor kan du ikke bare omgøre den beslutning du tog i en fornedret, trist og uheldig for dig, tilstand, hvor du lovede dig selv at dersom du en dag ville blive i stand til at løbe, da ville du løbe hver dag resten af dit liv (og sagde du virkelig 'resten af dit liv'?). Ja kunne jeg ikke bare omgøre den beslutning? Nej det tror jeg faktisk ikke, for som der blev skrevet ovenfor, der er gået SPORT i den, i lortet, foretagendet. Dog ikke bare det, der er også gået videnskabelighed i foretagendet. Jeg er begyndt at more mig over, fornøje mig med, mit vanvid's løbe -eventyr -afsindighed, -besathed/besættelse. For nemlig er jeg begyndt at betragte det som et eksperiment (godt nok med mig selv og mit liv, sundhed og sind, humør, og ja sociale relationer og karriere (tænk alle de filosofibøger og alt det skriveri jeg ville kunne overkomme om jeg ikke skulle løbe så langt hver dag)) sat på spil, som indsats). Ja virkelig, jeg tænker på det som et eksperiment, ovenikøbet lidt sådan videnskabelig, som jeg nu selv kan gøre det.
Jamen Hansi, for det første vil jeg sige, et eksperiment plejer sgu da at have en begyndelse og en slutning, ikke? Men mit løbe vanvid's eksperiment, adskiller sig netop i den fremførte sammenhæng, ved at det er meningen at jeg (forsøgs rotten) som hovedaktøren skal løbe hver eneste dag resten af mit liv og vi (jeg og mine rotter på loftet) så skal følge med i hvad der sker. Intet mindre end åndssvagt Hansimandsi, for så kommer du jo ikke selv med til at udfærdige de konklusioner eksperimentet kunne tænkes at kaste af sig.
Eksperimentet evalueres løbende (ha ha, very funny Hansi). I vil en af dagene høre nærmere om hvad vi (mig og mine rotter (dæmoner og ånder) på loftet) allerede på nuværende tidspunkt kan sige at eksperimentet har kastet af sig af resultater og data.
Og til din begravelse vil man høre: "min bror valgte desværre at løbe sig selv ihjel, men det var hans valg og vi må håbe at det i løbet af hans meget lange liv lykkedes ham at finde stor fornøjelse og glæde i at løbe livet af sig selv". På din gravsten vil vi dog ære dig Hans, ved at skrive: "I det mindste gik han aldrig" eller bedre "I det mindste gik han aldrig i stå" (førend han segnede død om). Sørme en mand der holdt sig selv igang (øh, iløb) må man sige. Med hvad; at løbe fra alt og alle, sig selv inkluderet. Måske det første menneske der ikke endte med at gå til grunde i sig selv, men døde ude af sig selv (på en løbetur), som han levede ude af sig selv i et sandt løbevanvid. Ganske i ånd og overensstemmelse med hans ide om at vi mennesker skal overgå os selv, overløbe os selv, overvinde os selv.
Livet er et løbeeksperiment for os moderne mennesker; et Hans-Christian Andersen eller Hindkjær eventyr LØB, forLØB (running high flow forløb), et langt fantastisk forløb, eventyrforløb er livet; godt fyldt op med med den hverdaglige religiøse ritualer trædemølle løbetrummerummen rutine og gentagelse af vores arkaiske forfædres løb i forbindelse jagt og strejf i naturen. I dag et eksperiment, den gang pine død nødvendig overlevelses strategi; for at kunne opretholde livet som at holde os selv oprette vertikal løbende mere end gående (altså nærmere running strong end going strong) på to stærke ben og fødder, lette rappe fødder, med livet som indsats og døden som eneste afslutning og mål i vente. Jeg har modsat mange moderne mennesker der løber, som har et mål, en målstreg de kan passere, og løbe over og så sige, nu er det slut, det var det, at indvillige i at det mål jeg har, den målstreg der er for mit løberi, er at fuldende det her liv løbende, at løbe hver dag ikke bare til verdens ende, men til min sidste time og dag indfinder sig. Jeg løber for livet, i livet, og med livet som indsats, hver eneste eneste fucking day, til døden sætter en stoppe for dette mit livsforløb, dette mit livs løb, som også er mit livs kors taget op, den arkaiske urløber, the perfect runner, som jeg genoptar som mit livs kors og den forbandelse og velsignelse der hviler over mit liv hvori jeg ingen ro kan finde, og derfor må løbe, ja endda løbe mig selv ikke bare halvt men helt ihjel.
Mange kærlige hilsner HansKrist
|
|
|
|
