|
1
registreret Arne Thomsen
482
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Dagens humør -vejr -udsigt heroppe i nord
|
Jeg oplever for tiden en "Værens -fylde" eller "Værens -tæthed" uden lige.
I forbindelse kontakten til underbevidstheden finder vi at der er noget ved alt (før syntes vi måske at der var mange ting som der ikke var noget ved, som var uinteressant og tidsspild). Men i forbindelse kontakten til underbevidstheden opnår vi en "værens -fylde" og tæthed uden lige, som jeg har udtrykt ovenfor som at der er noget ved alting, ved alt.
Vi finder også at vi altid er ved noget, i færd eller igang med noget. Underbevidstheden er intentional, meningsfyldt rettet og motiveret. Underbevidstheden er fyldt med en visdom der rækker ud over vores forstand, altså meget mere omfattende end det vi forstår med vores bevidsthed. Kontakten til underbevidstheden åbenbarer intuitivt en dybere mening med vores 'affærer' her i livet. Det er vores bevidsthed der tager fejl, ikke vores underbevidsthed. Underbevidstheden kan ikke tage fejl, men dog vi kan fejltolke fortolke vores underbevidsthed. Alt liv for homo sapiens vedkommende, det tænkende menneskes vedkommende, bør være dialogisk mellem bevidstheden og underbevidstheden. Aldrig må vi leve kun ud fra vores bevidsthed, beroende på vores bevidsthed, for så går vi galt i byen.
I forbindelse den "værens -fylde" eller tæthed som underbevidstheden er så rigt udstyret på, på det grundlag, underbevidsthedens grundlag, udspringer vores spontanitet sig uvilkårligt, som fx de suveræne livsytringer Løgstrup har redegjort for.
I forbindelse underbevidsthedens "værens -flyde" eller tæthed, må vi opgive at skelne mellem kroppen og psyken, såvel som subjekt og objekt, da begge disse måder at være til på, er forårsaget af bevidstheden eller er et resultat af bevidsthedens egenrådighed. Denne bevidsthedens neurose, subjekt objekt spaltning, er syndefaldet i teologisk forstand (Paul Tillich og Nicolas Berdyaev (Schelling og Hegel med flere)).
To moderne tænkere der har forsøgt at komme fri af denne det moderne menneskes bevidsthedens neurose, subjekt objekt spaltningen, syndefaldet, er Heidegger og Jung. Hvor Heidegger er den virkelighedstro forankrede tænker som det kommer til udtryk i hans eksistential ontologiske undersøgelser af vores tilstedeværelse, som en i verden værens tilstedeværelse og Jung har en større vægtlæggen på vores intuitive og spontane kreative natur eller dynamikker, muligheder/potentialer qua arketyperne. Underbevidstheden er da også et centralt Jung begreb, som han dog forlod til fordel for blot betegnelsen det ubevidste, dog har underbevidsthed, Jungs tidlige begreb, overlevet Jungs senere foretrukne begreb det ubevidste. Underbevidstheden må så lige siges at skulle dække også højere former for bevidsthed.
Nå to sidste afsnit var et sidespring.
Tilbage til den Værens -fylde eller Værens tæthed, jeg oplever for tiden. Denne er fyldt med kropslighed, min eksistens er en kropslig udfoldelse. Jeg udfolder mig kropsligt, lever kropsligt. Selv min bevidsthed skyldes min kropslige verdens relation, ja mine tanker udspringer af min kropslige verdens relation, mine kropslige verdens relationer. Hvordan jeg udtrykker og udfolder mig fysisk kropsligt i verden. Altså Værens fylden eller tætheden åbner mig for verden, eller det er en verdens åbenbaring, med nye horisonter for måder at være kropsligt konkret virksomt til på i verden.
Jeg har opdaget at der ingen spildtid eller tomhed findes, der er altid noget at tage vare på, varetage, fra jeg står op til jeg går i seng. Der er noget at gøre, varetage eller røgte (ens arbejde) fra morgen til aften. Min i verden væren, som er en konkret kropslig tilstedeværelse, hvor jeg er kastet ind i flere former for mellemværende som jeg på forhånd er engageret i såvel som kastet ind i, på en stemt og spændt, såvel som til tider spændt og ja endda anspændt måde. Dette forhold kan man ikke flygte fra (da vi er kropslige i verden værens eksistenser) og skal man ej heller flygte fra (så flygter vi fra vores kropslige udfoldelse og eksistens), hvorfor vi mennesker naturligt lever stemte og spændte i forhold til de vore verdens væren mellemværende og relationer vi er kastet ind i, altid står i. Således kan vi ikke i en flugt afstresse os selv, afstemme og afspænde os selv, fra vores i verden værens engagement og vore mellemværende her, som er så naturligt fyldt med angst og stress, stemtheder og spændtheder, spændinger. Stress skyldes nærmere manglende spænding og angst i forhold til vores i verden værens engagementer og mellemværende, hvor vores kropslige eksistens udfoldelse, vores kommen frem i verden, fordrer at vi røgter og varetager de tilhørende ansvarsområder vi har rodet os ud i, kroppet os frem til. Således taler vi ofte om at stress kan medføre en depression, men måske oftere er det depressionen der medfører stress, altså vores manglende motivationelle og emotionelle spændtheder og stemtheder (humør og opstemtheder såvel som angst (altså for lidt angst (for lidt hjerte i halsen))), manglende spænding og tonus, som tænding, der medfører stress. Angst er ikke problemet, men løsningen, ofte både ved depression såvel som stress eller som der hvor begge forhold bider sig selv i halen.
Hvad ind i helvede har en novellepsykolog eller lommefilosof som dig forstand på de her forhold.
|
|
|
|
