|
0
registrerede
164
gæster og
329
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Universets kærlighed
|
"Du forstår tilsyneladende ikke et ord af, hvad andre siger/skriver ... Du kan ligeledes mistænkes for ikke at kunne gennemskue manipulation - men her tror jeg du vælger at gøre dig 'blind og døv'... (?)".
- Arne har i årevis været helt fortabt i et overnaturligt verdensbillede og menneskesyn, og har (trods en i egne øjne enorm intuition) slet ikke pejling for litterære skønheder skabt både med og uden konfessionelt indhold. Han tænker slet ikke i de baner, ville aldrig kunne frydes over indhold og fremstilling i texter hos en Ingersoll, Ockham eller en Erasmus, selv om disse levede i tider hvor netop en metafysik var blandet sammen med verdensbilledet.
Desværre har trosbekendelserne hos Arne været det eneste saliggørende her på debatten, han begriber ikke værdien af kritik, og har så længe jeg husker bare været optaget af den som en personlig fornærmelse der helt står i forlængelse af en selvbeundring der tit – men ganske komisk – ligger til grund for mange missionærers yrke. Og som det ses, er netop ’kærligheden’ altid temaet der misbruges som adgangsgivende vej til andre menneskers følelsesliv. Dette skyldes udelukkende, at der slet ingen logisk sammenhæng er mellem deres verdensbillede og den verden vi kan observere og beskrive, hvorfor det altså ikke er muligt at for-klare nogen, dvs. en evt. tilhører, om noget værdifuldt. Man burde ku’ se det paradoksale i at behandle et verdensbillede med poetiske virkemidler, hvis man alligevel ikke evner at se skønheden i poesien som et udtryk for et menneskes behandling a sine sanseindtryk fra livet flow; men ikke Arne, ej heller Thomsen (Thomas), som tror vejen til anerkendelse af det rene lirumlarum hedder metafysisk onani med kærligheden – se det lidt i lyset af deres snakke om ”sjælen”, som de ligeledes er blevet bildt ind er en faktisk egenskab i mennesket. Man kommer det næppe meget nærmere end en reel omgang banal selvforvirring – som jo ikke just er nogen nyopdagelse hos os mennesker, der jo vil gøre hvad som helst for at bevare vore selvbedrag, så længe det overhovedet er muligt.
Digtningen har rigtignok været et virksomt værktøj for religiøs overtro i mands minde, og vil fremover være det i masser af generationer. Det må de slås med, ligesom vi slås med at adskille tingene lidt til fordel overblikket.
mvh
Simon
|
|
|
|
