|
1
registreret
(1 usynlig),
465
gæster og
127
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Universets kærlighed
|
Min konklusion:
Denne tråd blev længere, og mange flere har deltaget, end jeg havde ventet.
Alligevel vil jeg betegne den som mislykket, for dét, jeg søgte at fokusere på, ser ikke ud til at være lykkedes: Ikke-eksistens 
Første gang, jeg fik en begyndelse til dét emne, var for ca. 30 år siden.
Jeg var holdt op at ryge (for tredje og sidste gang - og er aldrig siden begyndt igen), men fik derved en vedvarende hoste, der holdt mig vågen om natten, og da min arbejdsdag ofte var på 10 timer - med megen bilkørsel - begyndte det at blive "kriminelt".
Jeg fik lungerne røntgenundersøgt, og de blev godkendt, men trods lægens medicin fortsatte hosten, og jeg blev nu igen røntgenundersøgt.
Mens jeg nu sad anden gang og ventede på svaret, som jeg gættede meget vel kunne være en "dødsdom": lungekræft med kun kort tid til at dø, kom jeg for første gang tæt på ikke-eksistens: Hvordan er det at være ikke-eksisterende?
Og jeg blev klar over, at som ikke eksisterende er der jo ikke noget "er" - et svimlende, bundløst ufatteligt - men særdeles nærliggende - perspektiv.
Så fik jeg dommen. Det var blot luftvejene, der nu ikke længere var "beskyttet" af tjære fra cigaretterne - og efter nogen tid holdt hosten op - men perspektivet ikke-eksistens glemte jeg ikke, og min glæde og taknemmelighed over min (foreløbig) fortsatte eksistens blev meget nærværende.
Det er den fortsat - og som årene går, ved jeg jo godt, at ikke-eksistensen nærmer sig - ikke bare jeg, men også alle mine sanseindtryk, som jo egentlig er det, jeg kalder verden, vil ophøre at eksistere.
Dét, at "jeg" eksisterer, at "verden" (som jeg oplever den) eksisterer her og nu, det bliver mere og mere begejstrende, "et mirakel" er vel det mindste ord, der passer 
Dét - uden at vide hvorfor - at opleve en ufattelig verdens eksistens og egen eksistens - "Universts kærlighed" eller "den universelle kærlighed" - det gør mig taknemmelig - og lykkelig - og føder kærlighed.
Det var egentlig bare dét, jeg ville fortælle - én af så mange måder at opfatte tilværelsen på.
M.v.h. Arne
|
|
|
|
