|
1
registreret
(1 usynlig),
235
gæster og
119
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: At forholde sig til demens.
|
Hej Ove..
”Ateister og teister henviser dermed til det metafysiske eller oversanselige, idet Guds eksistens hverken kan bevises eller modbevises”.
- Dette handler måske mere om sekularisme end om ateisme, og at demente mennesker på plejehjem og sygehuse ikke udsættes for behandlingstilbud med kristendom eller teologi, men for en kyndig sygeplejefaglig omsorg og forhåbentlig masser af menneskelig venlighed i det daglige – næstekærlighed er jo ikke forbudt, det er bare ikke et behandlingsvilkår.
Religiøs tro er formentlig i særlig grad en privatsag for de ældre mennesker, de udviser sjældent tendenser (a la’ hønsemands) i retning af at posere med biblen over hovedet – for øvrigt vil ateister til hver en tid teste forklaringers validitet, også metafysiske, m.a.o. stille samme evidenskrav til hver en påstand. Det handler om sandsynlighed, at forklaringer på verden ikke er usandsynlige og ulogiske, men derimod har korrelation med det de sættes til at beskrive, kort sagt om evidens fremfor beviser. For øvrigt fraskrev Aquinas sig allerede bevisbyrden på også dine vegne tilbage i det 13 århundrede ;)
”det naturligt for både troende og ikke-troende at få dårlig samvittighed, for eksempel hvis en opgave på et plejehjem ikke er blevet udført – og meget andet selvfølgelig”.
- Lad os endelig håbe det ;) Jeg har ingen idé skabt om udbredelsen af det personlige ansvar på div. plejehjem, jeg har derimod idé skabt om den politiske filosofi og økonomiske prioritering, nærmere en glidebane for den politiske (og dvs. samfundsmæssige) samvittighed.
”fravær af troen på en almægtig Gud udelukker ikke, at de pågældende som fagfolk kan forkynde evangeliet”.
- Nej, det er bare ikke et politisk grundvilkår i social- og sundhedssektoren eller andre af samfundets institutioner, og det var dét der lå i det du skrev. Uanset hvor i samfundet mennesket måtte befinder sig, har det friheden til at nyde sin religiøse tro, og jeg er ret sikker på man også på plejehjem – demens eller ej - ka’ tale med en præst og med hinanden om religiøs tro i den udstrækning man evner. Sekulære samfund er jo ikke bygget som værn imod den personlige frihed.
Mvh
Simon
|
|
|
|
