|
0
registrerede
473
gæster og
679
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: At forholde sig til demens.
|
Hej Ole Bjørn.
Jeg tror at Zenia har ret i, at demens først og fremmest er omgivelsernes sygdom. Min tidligere chef har en mand, som er blevet dement og mens vi arbejdede sammen var hun meget åbenhjertig omkring forløbet. Jeg vil tro at hun læssede af på mig i sin hverdag hvilket hun var velkommen til. Dette fører mig til min første konklusion: Stå ikke alene med det, inddrag andre, hvis du har adgang til sådanne nære forhold.
Der skete intet mindre end, at hun selv fik kræft og måtte i kemoterapi, men heldigvis havde hun efter lang tids kamp fået anbragt sin mand på et sted hvor professionelt personale kunne tage sig af ham. Problemet er, at der ikke findes sådanne steder i hver enkelt kommune pga besparelser, så der er ikke så mange muligheder og lange ventelister.
Jeg synes ikke, at man skal skamme sig over, at man lever sit eget liv videre mens man samtidig sørger for at ens mand bliver overladt i professionelle hænder.
Det kan ikke være sjovt, når et menneske man har kendt i mange år skifter personlighed og langsomt glemmer både en selv og det liv man har haft sammen.
Jeg har nogle gange tænkt overhvordan det ville opleves hvis jeg selv blev dement. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide.
Men når man er sammen med demente tror jeg, at man skal bestræbe sig på at have det godt sammen med dem nu og her.
At de så ikke kan huske det et øjeblik efter betyder måske ikke så meget. Vi husker jo ikke altid selv de positive begivenheder, som får os til at have det godt.
Mvh
|
|
|
|
