|
0
registrerede
473
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: At forholde sig til demens.
|
Hej Ole..
Det var ellers lidt af et tema du dér fik klasket op på væggen, fyldt med erindringer så nære i eget såvel som i venners og bekendtes familier, med hele spektret af frustrationer og samvittighedskvaler, sorger og vrede, samt endeløse snakke over en tiltrængt whisky om indretninger og accepten af realiteter på de umuligste betingelser, ja af pågående følelser der ikke sådan lod sig afvise. Selvfølgelig optager døden sin plads i situationen, den er jo pludselig en så konkret og aktuel livsledsager, at man næsten ikke kan undgå at lugte den, og det tar selvfølgelig lidt tid før man vænner sig til dens ånde i nakken, for naturligvis kan man ikke forholde sig professionelt til følelser for nogen man elsker, og de professionelle sørgende har nu i øvrigt heller aldrig haft min gunst.
Men for at gi’ dette et lidt personligt præg, så var det det kontinuerlige tab af den fælles historie, alle de fælles oplevelser der jo bandt nerveender sammen i et utal af situationer i det vi kalder for en familie, jeg frygtede tabet af. Vores mor var nemlig elsket og hadet, elskeligt hadet af søster, elsket af mig, der ikke havde søsters historie at slæbe på, tilsammen en knude af følelsesmæssige erindringsbånd vi hver især ville sidde tilbage med som det eneste, med alt hvad der ligger deri af fattigdom. Det var netop de gradvise tab af genkendelighed der fyldte allermest på skålen, den endelige nærværende realitet, hver gang man tog derfra en lille smule fattigere og en lille smule tungere om hjertet end forrige gang.
Situationer af intimidering fyldte også sit, for trods nerveender i familiebånd, er der altså en respekteret integritet som man varsomt plejer og passer på, for det handler trods alt om et andet menneske, en man har denne fælles historie med. Men plejehjem i nutiden, med netop deres mangler af personale begrundet i de umuligste politikeres manglende tankevirksomhed, ender jo altid med at koste overskåret bånd mellem mennesker i en familie – fx når man ikke kan vente på et personale der ikke kan være flere steder på én gang, og selvfølgelig må hjælpe sin mor, far eller hvem det måtte være på toilettet, og ikke én, men utallige gange; hvor øjnene der så møder én, taler deres helt eget tydelige sprog, for trods demens, tænker og føler mennesker stolthed og har stadig brug for et privatliv, for de ejer en integritet der tilsyneladende først betyder noget for politikere, når de kommer i en tilsvarende situation.
M.a.o. er vore politikere i disse årtier åbenbart så ualmindeligt dumme, at de overhovedet ikke er i stand til selv at tænke sig slige situationer som konsekvensen af sparekniven, og må altså også på dette område afvente en ”specialists” skolemesterforklaring, og lige i dén forbindelse, havde jeg tit lyst til at stikke ikke så få socialpolitikere en syngende lussing, det må jeg sige.
Så er der samvittighedskvalerne over at frigøre sig fra besøg, fordi man må samle sine adspredte tanker og koncentrere sig om andre nærværende ting, ikke bare fordi andet er vigtigere, men fordi de også kræver ens nærvær, og man må engang imellem bare holde pause fra et nærvær, være sig selv og sammen med sine.
Det er alt det man fylder i nærværet, der er det gode samvær, historierne forsvinder som sagt langsomt i erindringstab, og man kan ligefrem ende med at tænke lidt på sig selv som et solur: tæl kun de lyse timer. Noget ikke jeg og mine, men en god ven oplevede, var at hans far ikke længere kunne genkende sin kone, hvilket han havde det ret svært med, idet han mor jo dermed måtte forholde sig til sin mand, som det nu bedst lod sig gøre. Endelig kommer så et faktum masser af mennesker har erfaret: at det altså ikke altid er en særlig ”værdig død” demente mennesker får. For den kan virkelig være en hård oplevelse for familiemedlemmer, der jo skal leve videre med erindringerne, så langt de rækker, og man kan sagtens få sine samvittighedskvaler at slås med over ønsket om deres snarlig død, for en fornuftig løsning på et uoverkommeligt følelsesbelastet problem, kan sagtens være en temmelig ambivalent affære at slås med.
Vores mor, døde i stedet en nat som konsekvens af anden sygdom, der tog alle hendes kræfter, og det er ikke spor atypisk. Men der er så mange sider af demens, som kommer så forskelligt til udtryk hos det enkelte menneske, og har man gennem flere år sin gang på et plejehjem for særlig demente mennesker, da vil man opleve alle disse forskellige menneskers uens måde at tackle deres sygdom/livssituation på, og man vil erfare en tilvænning til et bredt spektrum af anderledes måder at se mange nære ting i livet. Problemer med for os almindelige ting og sager, lige fra det at spise, ja overhovedet at finde appetit, til et uforstående forhold til hvad som helst, der var tillært gennem et langt liv. Alt forandres i løbet af et år eller to, og det bliver netop som du siger, vigtigt at se det humoristiske i situationerne, og simpelthen give slip på forventninger om at noget bliver det samme som før. Jeg kan godt lide den indstilling du dér har indtaget Ole, for den gør det utroligt meget lettere i fællesskab at acceptere forvandlingen der sker med ikke kun mennesker man holder af og måske elsker, men også med sig selv.
Min søster var meget obs. på de velkendte etiketter, renligheden, spisevanerne osv. og syntes bestemt ikke om at se nyligt indkøbte potteplanter med en venskabelig gaffel i jorden, eller at snot pludselig blev tørret af i bukser eller gnedet ind i hænderne, ja alt hvad man kan forestille sig af hygiejneforandringer i den forbindelse. Hun kom dermed til at bruge mange kræfter på en ulige kamp mod en overmægtig modstanders komplette ligegyldighed, og følte sig lidt såret, når anerkendelsen af anstrengelserne ikke blev honoreret med interesse. Man bliver såret, helt inde i sit allerinderste, det kan bare ikke undgås, og man kommer til at leve med det, tro mig. Også dér må man lære at acceptere uigenkaldelige forandringer, for der er ingen bevidst modstander af fornuften at forholde sig til, kun et vilkår, mens man kun muligvis kan se en humoristisk vinkel på vanemønstre der forandrer sig, og acceptere dem, for at få det allerbedste ud af de 60 sekunder et minut varer, for det er ikke længere så mange af dem. Ellers kommer man til at køre grædende derfra, slide hinanden ihjel og siden se tilbage på også dét som meningsløst.
Man finder altid nogen med hovedet på skuldrene blandt personalet, og modsat, at snakke med om tingenes tilstand. Nogle kan man kan lære lidt af, ligesom man med tiden lærer lidt af sig selv, andre er kun ansat som billigste arbejdskraft, og dem er der mange af! Ikke mindst er det, som du sir Ole, vigtigt at finde frem til de virkelige værdier, for det handler jo om at udleve (familie)livet sammen på de nuværende livsvilkår, og finder man ikke det værdifulde i det virkelige øjeblik, kan man efterfølgende komme til at slås med selvbebrejdelser af dimension. Også ansatte får supervision i sådant arbejde, for de kommer tæt på mennesker de kommer til at kende inderst inde og føler en masse for dem. Også mange besøgende familiemedlemmer, får psyk. bistand i krisen, nogle mister jo kontinuerligt halvdelen af deres liv i denne fase, og det gør noget ved én, depression kan selvfølgelig være en helt naturlig reaktion i også den situation, men hvad der er naturligt, er ikke nødvendigvis rart.
Der er forskel på at være sammen med en ven der skal dø med sin bevidstheds og tænkeevners intakte brug i behold begrundet i en cancer til det sidste åndedrag – for her må man sammen genkalde sig alt det oplevede endnu engang og få sagt hinanden et farvel med en endelig lille død inden i sig – og så at være sammen med sin mor, far, kone eller ven, hvor alle gradvist mister lidt af sig selv og hinanden. Her er man en enlig bærer af flere tab: den gradvise afvikling af en menneskelighed og den fælles historie, samt en død man langsomt udlever sammen, men nærmest oplever alene, idet refleksionsevnen eller det at holde tanker udfra hinanden, kan være så uhyre svært for et dement menneske. Og dog var dette ikke helt sandt i vores situation, for jeg oplevede den sidste tid som en fælles træt erkendelse.
I begge forløb – i den ”selvbevidste død” og i den, hva’ skal man kalde den…”den muligvise selvbevidste død” – mister man noget i og udenfor sig, men man får også en erfaring med livet på akkurat dette grundvilkår, et vilkår som muligvis vil ramme én selv, en skønne dag. Noget kunne tyde på, at det vil blive mange menneskers endeligt, og det har mange årsager til grund, men det er du jo selv lidt inde på sidenhen, Ole, her skal min egen erfaring få et udtryk. Jeg vil nok sige, at når jeg endelig skal miste, og jeg hader det som pesten, så har jeg det bedst i det vilkår hvor man sammen kan få snakket ud med hinanden, hvor det hele ka’ komme til udtryk uden maskepi og hvad vi som mennesker eller er vant til, for at få lidt luft hinanden imellem. Personligt har jeg brug for tætheden, for at komme fraværet til livs, så at sige. Og dette er meget svært i en situation, hvor den man kærer sig om er dement, det gør rigtig meget kommunikation vanskeligt – alt afhængigt af demensen fase, naturligvis. Det er en meget egocentrisk position, men man må tage vare på sig selv, også i den situation, for man er den der skal leve videre, forstås. Hukommelsen og det i fællesskab at kunne jonglere med den, betyder forfærdelig meget for mig, for det er dér alle de fælles situationer og oplevelser genkaldes og genopleves, til netop de grin og sørgelige erkendelser alle har brug for engang imellem. Her kan man kommunikere sin forståelse af mange livsforhold, og i den fortand ta en mere solid erindringspost med sig videre i livet. Det andet er et hårdt forløb, med en fortvivlende mængde uvished der i al sin utydelighed beskriver, hvor afhængig man er af ord til indbyrdes forståelse.
Jeg snakkede ind imellem med nogle af de ældre pårørende, der mistede ikke alene deres ven, men tillige deres livspartner gennem mange år, og tænkte lidt på det absurde i at se ens kærlighed ebbe ud på den brutale måde, hvor det muligvis som forældres børn, trods alt giver en mulighed for at affinde sig med en forældres død som en uomgængelig del af livet. Det er jo selvfølgelig svært at sige farvel uanset. Pludselig er historien så tilendebragt, og som en del af den, ser man den forsvinde i intetheden, som om den aldrig havde været til. Mister man erindringen, vil personen givetvis aldrig ha’ eksisteret. Det er til at forstå, hvorfor så mange mennesker tilbage i tiden anstrengte sig for at skabe mindesmærker, ikke sandt. Jeg havde mange situationsbilleder der poppede op ved den mindste indskydelse, da tætte venner døde og stadig var levende for mig, som det at gå på gaden og genkende dem i nakken på personen foran, der ind imellem nærmede sig det latterlige, noget man ku’ le af, men alligevel en reminder om, at de efterlod sig noget i én, som ikke sådan lod sig dø. Det er godt med minder, godt at sidde om et bord og snakke med sine venner om dem man husker og stadig elsker, om ikke andet mindet af, det værste er, at de får lov til at forsvinde, som om de aldrig havde eksisteret.
Det er et flot indlæg med betydning for mange mennesker Ole, jeg er ikke helt klar over incitamentet, og det betyder heller ikke alverden, men jeg tror mange værdsætter det ;)
Ha’ en god weekend.
Mvh
Simon
|
|
|
|
