Men mange daglige uhyggelige begivenheder er skyld i at mange mennesker får en "dårlig" død, måske med store smerter, åndebesvær o.s.v.

Men tænker man som et af de adspurgte folketingsmedlemmer, nemlig Thyra Frank (LA), der i årevis har været plejehjemsforstander, stiller sagen sig mere kompliceret. Hun har set »mange gamle mennesker, der havde mistet troen på livet, og som sagde, de gerne ville have fred. Men som blomstrede op igen, fordi vi på plejehjemmet talte med dem og var omkring dem. Ensomhed er farlig, og folk, der ønsker at dø, kan i virkeligheden ønske livet, hvis de bliver set og mødt,« siger hun til Kristeligt Dagblad. Så ville deres død være en værdig død? Eller snarere tværtimod?

Og i tider, hvor folk på de medicinske afdelinger i forvejen ligger på gangene foran elevatorer og nødudgange, kan man så helt afvise risikoen for, at der satses mindre på palliativ behandling? Der spares nemlig i forvejen. Husker man fra december 2012 forfatteren Mathilde Walter Clarks beretning her i avisen om, hvor frygteligt svært det var for hende og hendes mor at vriste morfin til hendes dødssyge stedfar ud af hospitalets personale, er det ikke helt urealistisk at forestille sig, at der simpelthen vil blive sparet yderligere på personale og dyre sengepladser, hvis muligheden for aktiv dødshjælp foreligger. Det er en forrående glidebane, som vi ikke skal risikere. Løsningen må tværtimod være bedre palliativ behandling med tilstrækkelige ressourcer til rådighed. Det er den bedste vej til en værdig død.